Cookie- og Privatlivspolitik
Midnatsmaraton og islandske kæmper

Midnatsmaraton og islandske kæmper

Reportage fra CPH PIX

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Årets CPH PIX er i fuld gang. Over de sidste fire dage er der indtil videre blev vist omkring 60 film fra hele verden i de københavnske biografer. Jeg har på nuværende tidspunkt fået set 16 film i meget forskellige genrer. Festivalen har budt på spanske detektiver, thailandske gravide teenagepiger, sindssyge indavlede landsbyfolk og store islandske kæmper. Der er altid noget for enhver smag at finde på Københavns årlige filmfestival.

Som jeg omtalte i første del af min reportage-blog, er festivalens events altid meget spændende og interessante. I fredags kunne man opleve gyserklassikeren A Nightmare on Elm Street på Elmegade på Nørrebro i andre folks lejligheder, og det var en stor succes. Jeg var for første gang selv med til et event i år på festivalen. Jeg har altid haft det sådan, at events på festivalen er rigtige fede, men jeg har aldrig selv deltaget i dem, da de tager for meget tid af programmet, og så bliver man tvunget til at misse nogle film, som man gerne ville se.

Men i år havde PIX arrangeret et Midnight Movie Marathon fredag nat i Empire Bio på Nørrebro, hvor publikum kunne få lov til at se fire gode gys i hver sin genre fra 22.30 fredag aften til lørdag morgen kl 6.00. Så det var en rigtig god mulighed for at opleve en event og samtidig få oplevet et par af de film, som jeg gerne ville se. Det var virkelig vellykket, og salen var proppet med et gyserhungrende publikum, der var klar til uhygge, blod og uhyggelig stemning. Natten bød på den stemningsfyldte It Follows, retro action-eventyret Turbo Kid, zombie-komedien 'Burying the Ex' og den groteske Tusk. Vi var glade, stemningsfyldte og fik, hvad vi hungrede efter.

The Farewell Party

Allerede på de fire første dage har jeg haft nogle virkelig store filmoplevelser. Jeg har endnu ikke givet nogle film en stjerne, men har været tæt på at give seks stjerner til især to film. Torsdag aften så jeg det israelske sorthumoristiske drama The Farewell Party, der handler om en gruppe plejehjælpsbeboere, der sætter sig for at hjælpe deres naboer med at komme tættere på deres plads i himlen. Filmen behandler emner som aktiv dødshjælp og demens med humor og alvor. Det er ikke nemt at blande to genrer som komik og drama, men filmen gør det med bravur. Når den er sjov, griner man højlydt, og når den er alvorlig, er man dybt rørt. Det er en absolut seværdig film, og man forlader biografsalen med et smil på læben og en tåre i øjnene.

Min anden store oplevelse på årets festival fik jeg søndag eftermiddag, da jeg var til premiere på den islandske instruktør Dagur Karis nyeste film Virgin Mountain. Kari er kendt for film som Voksne mennesker med Jacob Cedergren og Nicolas Bro og The Good Heart med Brian Cox og Paul Dano. Kari er desuden leder på instruktørlinjen på Den danske filmskole.

Virgin Mountain

'Virgin Mountain' handler om den islandske kæmpe Fusi, der stadig bor hjemme hos sin mor og arbejder i en lufthavn. Da han møder kvinden Sjöfn, opstår der en gnist i ham, og han beslutter sig for at lave sit liv om. Filmen er en utrolig smuk, morsom og rørende skildring af en mand, der skal komme videre med sit liv og finde sin plads i livet. Jeg var med hele vejen og var dybt bevæget, da rulleteksterne begyndte. En stor anbefaling herfra.

Jeg har desværre oplevet to store minusser på årets festival, som jeg også har bemærket de andre år. For det første starter filmene ikke til tiden. Det er virkelig problematisk for sådan nogle som mig, der har lagt et program, og som skal kunne nå fra Rådhuspladsen til Cinemateket på 15 minutter. Det er ikke rimeligt, da programmet annoncerer, at filmene starter til tiden.

Det andet er ikke festivalens skyld, men det er virkelig irriterende, at publikum ikke kan komme til tiden. Jeg havde en oplevelse med en ældre kvinde, der ankom til filmen 15 minutter inde i handlingen, og som ikke kunne finde sin plads. Når det sker, skal man bare sætte sig ned, hvor der er ledigt og tie stille. Det er virkelig belastende, når man gerne vil have en god filmoplevelse.

Nok om det. Årets festival er fire dage gammel, og der er 10 spændende dage i vente med mange flere spændende film. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig.

Indlægget er anden del af Kristian Enevoldsens reportage fra CPH PIX.

Vil du også skrive blogindlæg for kino.dk? Så skriv til daniel@kino.dk og hør nærmere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Relaterede nyheder

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter