Cookie- og Privatlivspolitik
Fifty Shades: Derfor bliver filmen bedre end bogen!

Fifty Shades: Derfor bliver filmen bedre end bogen!

Tør man håbe?

Stem op!
12
Stem ned!
0
(reset)

Jeg tror, at filmen Fifty Shades of Grey bliver bedre end bogen. Her er hvorfor...

Da det først kom ud, at E.L. James' bog skulle filmatiseres, var jeg interesseret som medredaktør på kino.dk og som filmentusiast med et svagt punkt for hype. Jeg så dog på ingen måde frem til filmen, da jeg ikke havde læst bøgerne og ikke planlagde at gøre noget ved det.

I dag, to år senere, har jeg skiftet holdning. Jeg må ærligt indrømme, at jeg nu ser frem til filmen. Ikke mindst fordi jeg siden har fået læst bøgerne og ud fra den erfaring kan sige, at der i fortællingen Anastasia og Christian gemmer sig grundlaget for en seværdig filmoplevelse. Under alle omstændigheder en oplevelse, der vil trumfe bøgerne.

Talentpuljen
Først og fremmest fordi talentpuljen bag den 40 mio. dollars dyre produktion vejer en del tungere end de 1.508 sider, E. L. James har fået stablet sammen. Ja, ja, smag er en subjektiv størrelse, men vi kan vist godt blive enige om, at bog-trilogiens lix-tal lander i den lavere ende af skalaen. Sammen med børnelitteraturen... blot med mere samleje end i den gængse Peter Plys-bog.

Instruktøren Sam Taylor-Johnson er det første bevis på, at Universal Pictures stiler efter et højere niveau end forlæggets klumsede prosa. Taylor-Johnson debuterede med stor overbevisning i 2009 med John Lennon-filmen Nowhere Boy. Endnu vigtigere er hende fortid som anerkendt foto- og videokunstner, hvor hun (dengang Sam Taylor-Wood) instruerede flere smukke videoinstallationer med fokus på kroppe, forfald og kønsroller.

Taylor-Johnson er med andre ord en historiefortæller med styr på det visuelle. Ikke et dårligt valg til en film om fysisk karambolage kønnene imellem. Og respekt til Sony for at hyre en kvindelig instruktør til en film om, af og til kvinder.

Less is more
Man behøver ikke at have set filmen for at vide, at bogens eksplicitte indhold kun bliver en brøkdel så grafisk på det store lærred. ’Fifty Shades of Grey’ bliver en romantisk film med stærke seksuelle undertoner. Hed, men ikke pornografisk!

Men, det er da kun et plus i min verden. Ikke fordi jeg er sønderligt sart, men fordi bogens kernehandling jo netop er kærlighed. Det bør også være fokus i en filmatisering. 

Samtidig vil jeg også påstå, at ”less is more”, når det kommer til hede filmromancer. Tænk bare på bøgernes inspirationskilde Twilight. Edward Cullens ufuldbyrdede kærlighed til Bella fungerede. "Du må ikke kysse mig, så bider jeg dig" er i den erotiske udgave blevet til "Du må ikke røre mig, så spanker jeg dig". Og længslen skal ikke undervurderes, når det kommer til kærlighedsfilm. De fleste af mine favoritromancer handler netop om underspillet kærlighed. The Age of Innocence, Quills og 'Brief Encounter' bare for at nævne eksemplar. 

'Fifty Shades of Grey' bliver næppe i den dur. Det ved jeg godt. Men det ville ikke skade.

Den rette Mr. Grey
Da Charlie Hunnam fik rollen, var jeg langt fra begejstret. Men da han sprang fra, og de gav den til irske Jamie Dornan, bestilte jeg straks bogen på biblioteket.

Dornan er relativt ukendt herhjemme. Hvorfor forstår jeg ikke. Han var nemlig sublim i BBC's mørke og sexede krimiserie 'The Fall' (2013), der af en eller anden grund er frygteligt overset. Her spiller Gillian Anderson en kriminaldetektiv, der skal fange en seriemorder i Belfast. Dornan er morderen, der er både skræmmende, sympatisk og ikke mindst unægtelig attraktiv.

’The Fall’ er set i bakspejlet én lang audition for rollen som den småpsykotiske, overkontrollerende og seksuelt afvigende multimillionær Christian Grey. Manden, der har fået alverdens ikke-masochistiske kvinder til at tænde på trusler om afstraffelse i sengen.

Sidst men ikke mindst...
Tør man håbe på, at filmen har skrottet enhver hentydning til Anastasia Steeles indre gudinde? Det ville da være det første store skridt i den rigtige retning!

Fifty Shades of Grey får dansk premiere den 12. februar.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
skyggeulv

Er vild med måden denne artikel så pænt kredser omkring hvor FRYGTELIGT dårligt bogen er skrevet, altså på den sprogligt literære måde.

Prosaen er noget af det værste jeg længe har læst. Så er det sagt direkte ;)

Sidste paragraf kunne ikke være sagt bedre, og skulle jeg igennem historien igen så skulle det også være via filmen. Jeg var parat til at kvæle Anas indre gudinde hvis det betød at hun ville blive nævnt færre gange.
Jeg læste på engelsk og tog mig i at spekulere på hvor mange sider det kunne kortes ned hvis stort set alle 'Oh my' og 'my inner goddess' var skåret væk.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.