Cookie- og Privatlivspolitik
Hvad ville du fjerne i Hobbitten?

Hvad ville du fjerne i Hobbitten?

Fan klipper Peter Jacksons trilogi ned til fire timer

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)

Hvilke scener er de rigtige at fjerne fra Peter Jacksons Hobbitten-trilogi?

Kritikere af filmene har ofte fremhævet den lange spilletid og de mere eller mindre overflødige sideplot som det mest problematiske ved værkerne. Jeg er selv enig i, at filmatiseringen af Tolkiens ca. 350 sider lange bog er for lang, men spørgsmålet er, hvad der i så fald bør fjernes? Alt det, der ikke er med i bogen? Eller det, der ikke er filmatiseret helt heldigt?

Hvis du ikke har set Hobbitten-trilogien, og påtænker det, så lad være med at læse videre, for følgende er fyldt med spoilers fra alle tre film.

En amatørklipper, der kalder sig TolkienEditor, har valgt at tage sagen i egen hånd og klippet Jacksons ni timer lange trilogi ned til en film på fire timer. Den anonyme filmskaber har ifølge sin blog forsøgt at skabe en version, der er tro mod bogen, og som har færre overflødige scener. Derfor er der blevet ændret følgende:

- Sideplottet med Galadriel og Saruman i Rivendell samt Gandalfs undersøgelse af Dol Guldur er totalt fjernet. Radagast er også fortid.

- Trekantsdramaet mellem Legolas, Tauriel og Kili er fjernet, ligesom karakteren Tauriel (Peter Jacksons egen opfindelse) er røget. Legolas bibeholder en lille cameo, selvom han ikke er med i bogen.

- Den hvide orks sideplot er fjernet, og han optræder først, efter The Great Goblin er blevet dræbt.

- Flere scener i Lake-town er klippet ud, så som ork-angrebet i Dragen Smaugs ødemark og Bards fængsling.

- Hele starten med Bilbo som ældre er fjernet.

- Flere af ork-angrebene er klippet ud for at give den endelige krig i Femhæreslaget mere klimatisk pondus. Samtidig er flere af action-scenerne strammet ind, særligt kampen mellem dværgene og Smaug (fx ingen smeltet guld).

- Flere fyldscener er slettet rundt omkring, bl.a. en scene hvor Bard køber fisk.

Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

Jeg kan kun tilslutte mig koret af folk, der kunne have håbet på en mere stramt fortalt Hobbitten-filmatisering. Men er TolkienEditors fremgangsmåde nu også den rigtige? I min optik er det ikke nødvendigvis Peter Jacksons tilføjelser til bogen, der føles for lange eller helt overflødige.

En af mine yndlingsscener er taget fra appendikset i Ringenes Herre og er det hvide råd i En uventet rejse, hvor Gandalf præsenterer Morgul-sværdet for Saruman, Galadriel og Elrond. Gandalfs afsløring af Sauron i 'Dragen Smaugs ødemark' og den efterfølgende kamp i Femhæreslaget er også personlige favoritter, og de er totalt fjernet i TolkienEditors udgave.

Til gengæld er der andre steder, man kunne skære. Jeg er enig i, at starten med Frodo og Bilbo kan klippes ned, men at fjerne den helt virker forkert i forhold til at binde filmen sammen med 'Ringenes Herre'. Man kan snildt undvære opvaskesangen i 'En uventet rejse', selvom den er med i bogen. Peter Jacksons realisering af stenkæmpernes dyst i samme film er blandt instruktørens mindst vellykkede overførsler fra bogen.

Hobbitten: Femhæreslaget

I 'Dragen Smaugs ødemark' er sekvensen, hvor dværgene sejler i tønder, unødvendigt lang (se TolkienEditors fine, nedklippede version af sekvensen forneden). Samtidig trækker scenen mellem Bilbo og Smaug ud i evigeder, og især efterspillet med flugten i Erebors haller kunne nærmest udelades helt. Til gengæld kunne jeg godt lide elvernes interne stridigheder, som er fjernet i firetimersudgaven.

I 'Femhæreslaget' kunne jeg godt undvære mange af scenerne med Grima Worm… nå nej, Alfrid, der agerer usympatisk, egoistisk fjols. Også visse af Legolas' computerspilslignende tricks kunne snildt fjernes, da det her blot virker, som om Jackson forsøger at overgå sig selv i sjove påfund. Til gengæld havde jeg gerne set et mere udbygget efterspil til selve slaget (hvad sker der med dværgene, hvem bliver konge under bjerget osv.?), men det kan jo nå at komme med i en Extended Edition.

Hvad ville du klippe ud af Hobbitten-trilogien? Eller er den perfekt, som den er?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Jeg får simpelt hen røde knopper, hver gang der snakkes om, at en film skal være "tro mod bogen". Det er noget forfærdeligt vrøvl. En film er en film - og en bog er en bog. To meget forskellige medier med forskellige virkemidler.

En ægte fan vil ikke klippe geniale ekstra scener fra Rivendell og Dol Guldur væk. Manden må være gal!

Nej, den perfekte version af Hobbitten får man ved at klippe de 3 extended versioner sammen til én lang film.

GKjær

Du har fuldkommen ret. Filmen er perfekt og helt igennem fantastisk!!

Mickey

Man burde bare fjerne Tauriel fra denne trilogi. Med hende følger hele det der trekantsdrama der, for det første, SLET ikke høre hjemme i Tolkien´s verden og dernæst ville man nok få fjernet 20 min fra hver film :)

Pil

Jeg er enig i, at der er alt for meget tomt fyld. Især for mig skal alt det med hende Tauriel fjernes. De tog hende i filmen, fordi der åbenbart SKULLE være en kvinde med i en filmfranchise. Men at hun ikke skulle være et romantisk sub-plot, men det var alligevel det hun endte som. Og hun havde intet med den oprindelige historie at gøre. Og romancen irriterede mig grænseløst. Så de burde klart fjernes.

Generelt synes jeg det store problem med Hobbitten var hvor "pænt" det blev. Pga. den avancerede computerteknologi kan man jo skabe næsten alt. Men man kan også ødelægge alt. Det meste af Hobbitten 3 ligner et computerspil. Et flot computerspil, men ikke desto mindre et computerspil. Det var for poleret og fejlfrit. Det der gjorde Ringenes Herre så magisk, at det virkede så realistisk, selvom det ikke var. Der var en "realness" i det, som man blev fanget i.

Måske er det også fordi vi har set så mange film i denne franchise nu, at man nærmest (quote Per Juul Carlsen) ikke orker flere orker.

*mic drop*

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter