Cookie- og Privatlivspolitik
Min bedste biografoplevelse #3 - Ask Hasselbalch

Min bedste biografoplevelse #3 - Ask Hasselbalch

Instruktøren af Antboy husker tilbage

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Ask Hasselbalch har instrueret Antboy: Den røde furies hævn, der får biografpremiere den 25. december.

Da jeg blev bedt om at skrive om min bedste biografoplevelse, gik jeg i panik. Jeg har simpelthen haft så mange store oplevelser i biografens mørke, så det kun at skrive om én føles næsten som et forræderi imod de andre. Som barn af 80erne er mange af mine største filmøjeblikke blevet oplevet på vhs fra den lokale videobutik, eller når den nu lukkede Kanal 2 hver tirsdag viste 19-forestillingen som tit var en eller anden obskur horrorfilm.

Men jeg har som sagt haft flere store oplevelser i biografen. Som da mine forældre tog mig ind og se Jim Hensons Labyrinth med dansk tale i den dengang hvidmalede Palads Biograf, eller da jeg oplevede Tim Burtons version af Batman for første gang sammen med min storesøster inde i Grand Teatret (ja, den gik derinde i den "fine" biograf). Op igennem 90erne var jeg fast interiør i Filmhusets Cinematek, hvor jeg så eller genså den ene klassiker efter den anden. 

Men jeg tror, at en af mine absolut største oplevelser, da jeg var ung teenager, var Ole Bornedals Nattevagten, som jeg så i Scala Biografen (R.I.P.) tilbage i 1994 til en forpremiere med mine forældre.

Nattevagten

'Nattevagten' vakte stor opsigt ved sin premiere, da dansk filmhistorie ikke ligefrem er fyldt med gysere. De to eneste danske gyserfilm, jeg kan komme i tanke om før Nattevagten, er 'Ulvetid' (1981) og 'Mordets melodi' (1944). På en måde lægger 'Nattevagten' sig op af den italienske giallo-genre, som man kender fra Dario Argento, mere end det klassiske gys, men overall var den helt store forskel, at filmen var en seriemorderfilm på dansk med på det tidspunkt ukendte hold af unge skuespillere, man ikke havde set før.

Jeg husker tydeliget, at Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia var fremragende som de to venner, der udfordrer hinanden, mens en fløjtende, sindssyg kvindemorder huserer i København. Ulf Pilgaard spillede en alvorlig rolle, og han gjorde det utroligt godt. Fantastiske Dan Laustsens blærede fotografering, især steadicam-turene under Retsmedicinsk Institut, var dybt imponerende. Michael Obel producerede og stod også bag den utrolig vellykkede ungdomsthriller Farligt venskab som kom året efter 'Nattevagten'. Alt i alt en super pakke af en film.

Nattevagten

Oven i købet var Ole Bornedals film så vellykket, at han blev hentet til Hollywood for at lave en amerikansk version med stjerner som Nick Nolte, Patricia Arquette og Ewan McGregor nogen år senere. Dette remake, med titlen Nightwatch, blev dog aldrig noget stort internationalt hit (jeg synes nu, den er en helt ok film). En ting som gjorde min biografoplevelse af filmen til noget ganske særligt var udstillingen af Nikolaj Coster-Waldaus nattevagts opholdsrum i Scala Biografens foyer. Det var en kæmpe oplevelse at se noget, som rent faktisk var blevet brugt i filmen og særligt et så ikonisk setstykke.

'Nattevagten' beviste, der var et stort publikum til velproducerede genrefilm lavet på dansk og filmen, var på mange måder benzin på bålet i forhold til min egen drøm om at lave store genrefilm herhjemme og er stadigvæk en kæmpe inspiration for mig. Filmen kørte et halvt år i Scala Biografen og modtog en Robert for årets bedste danske film.

Tak for at løfte dansk film ud af kedsomheden og ind i eventyret, Bornedal.

Min bedste biografoplevelse er en serie, hvor forskellige bloggere fremhæver en yndlingsoplevelse i biografen. Hvis du også vil skrive et blogindlæg på kino.dk, kan du skrive til daniel@kino.dk.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter