Cookie- og Privatlivspolitik
Har Katniss posttraumatisk stress?

Har Katniss posttraumatisk stress?

Eksperter diagnosticerer Hunger Games-hovedrollen

Stem op!
6
Stem ned!
0
(reset)

Når jeg taler med andre, der har set den nye Hunger Games-film, Mockingjay - del 1, er der flere, der stiller spørgsmålstegn ved hovedpersonen Katniss' handlinger og valg. Kritikken fra nogle går på, at hun bare er en sur teenager fanget i et dystopisk univers. Men med de brutale, ubehagelige begivenheder, hun har været igennem, er der så en anden forklaring end hormoner?

Wired har sat sig for at undersøge, hvilken psykologisk effekt deltagelsen i Dødsspillene har haft på Katniss. Derfor har de fået de to psykiatere, Dr. Vasilis K. Pozios og Dr. Praveen R. Kambam, til at stille en diagnose og svare på spørgsmålet: Lider Katniss Everdeen af posttraumatisk stress (PTSD)?

Følgende er en kortere opsummering af de to psykiateres artikel og indeholder spoilers fra The Hunger Games, Catching Fire og Mockingjay - del 1.

The Hunger Games: Mockingjay - del 1

Ifølge psykiaterne bruges termen posttraumatisk stresslidelse ofte lidt for rundhåndet, men der er faktisk fem kriterier, der skal opfyldes, for at man kan tale om, at en person lider af PTSD. Og nej, jeg er ikke psykiater, så mit håb er, at jeg har forstået alle deres pointer korrekt. I alt fald kan man læse hele artiklen hos Wired.

1. Traumer: Psykiaterne understreger, at gennem de tre film har Katniss oplevet over 25 traumatiske begivenheder - både i arenaen og udenfor. Hun bliver adskillige gange truet på livet, og hun oplever flere af de andre deltagere blive brutalt myrdet. Især Rues død er traumatiserende for hende, såvel som Peetas nær-dødoplevelser. Traumatiske begivenheder er også, når man hører om, at ens nærmeste er kommet til skade, hvilket sker i slutningen af 'Catching Fire', hvor hun får at vide, at hendes hjem er blevet jævnet med jorden, og i 'Mockingjay - del 1', hvor hun følger Gale på en livsfarlig mission over video.

2. Indtrængende symptomer som mareridt eller flashbacks: Katniss genoplever gentagne gange begivenhederne fra arenaen gennem mareridt. I begyndelsen af 'Catching Fire' oplever hun også et flashback til arenaen og drabet på Rues morder, Marvel. I samme film oplever hun en flok genmodificerede jabberjays, der imiterer lillesøsteren Prims stemme, hvilket skubber til hendes tidligere traume.

The Hunger Games

3. Undvigelse: Folk med PTSD vil ofte forsøge at glemme de traumatiserende begivenheder. Katniss' umiddelbare reaktion på at skulle tilbage i arenaen i 'Catching Fire' er at løbe væk med Gale. Og i udgangspunktet vil hun heller ikke være Mockingjay i den tredje film.

4. Negative tanker og humør: Traumatiske begivenheder kan give negative tanker og dårligt humør. I 'Catching Fire' spørger Gale, om hun elsker ham, hvortil hun svarer: "Alt hvad jeg har kunne tænke på siden høsten, er, hvor bange jeg er - der er ikke plads til andet." Samtidig associerer hun sig ikke med andre sonere, og hun bærer på en stor skyldfølelse overfor Rue, som hun ikke kunne redde i den første film.

5. Ophidselse og reaktioner: Som Katniss udvikler sig i løbet af filmene, bliver hun gradvist mere irritabel og får raserianfald. Hun bliver let oprørt og har kraftige reaktioner.

The Hunger Games: Mockingjay - del 1

Diagnosen: Katniss Everdeen lider af PTSD. Og havde hun ikke fået det i arenaen, ville hendes fars død eller den socioøkonomiske status muligvis have bidraget til en form for traume.

Hvis Katniss skal behandles, skal det ske gennem konsultation med en psykiater ved at gennemgå de traumatiske oplevelser gang på gang. Rådet fra Pozios og Kambam er, at hun bearbejder fortiden gennem samtale med de øvrige overlevere af Spillene, Finnick, Johanna og Peeta.

Hvad kan vi så bruge de to psykiateres analyse af Katniss' mentale tilstand til? Den giver et indblik i, hvorfor hun reagerer, som hun gør, og kan måske forklare nogle af de beslutninger, hun træffer undervejs. Hvilket er interessant, når jeg hører folk sige, at hun bare er en sur teenager.

The Hunger Games: Mockingjay - del 1 er aktuel i biografen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Helenauser/289441

Læser man bogen er det tydeligt, at hun har psykiske problemer, hun erkender det til et hvis punkt også selv meget tidligt. Jeg kan ikke se, hvordan der kan være nogen diskussion om, at hun lider at PTSD eller minimum nogle angstlidelser her hen mod slutningen.

Det er også vigtigt at have i tankerne, at forfatteren (Suzanne Collins) voksede op i en militærfamilie og havde en far, der havde tjent i Vietnam-krigen. Collins kan altså med stor sandsynlighed have set og oplevet PTSD på flere mennesker i hendes forældres omgangskreds som barn og ung, hvilket kan have givet hende et godt indblik i, hvordan sygdommen ville se ud.

Harmonicauser/926845

Det interessante er vel, om plottet og karakteren er troværdigt skrevet og spillet. Jennifer Lawrence spiller som altid suverænt, og selvom det da kan blive lidt ensformigt at hun hele tiden er på kanten og medtaget, så virker det aldrig utroværdigt - måske bortset fra de situationer, hvor hun på trods af traumerne tager sig sammen og kæmper - men ellers var hun jo ikke en heltinde, om end en uvillig en af slagsen.

Netop uvilligheden er i øvrigt et selvstændigt tema i historien, som bunder i hendes grundlæggende mistro til autoriteterne, også selvom de kæmper på hendes side (som i øvrigt minder meget om plottet i en stor del af Falling Skies). Denne mistro er endnu en plausibel årsag til hendes handlinger og humør, så ja - det er lidt letkøbt at skælde hendes handlinger ud med "sur teenager" prædikatet, og bedømme filmen derefter.

Men morsomt ligefrem at hente en professionel faglig vurdering af spørgsmålet - det fylder åbenbart en del?

Hejlouser/1080994

Kan helt klart forstå hvorfor hun er blevet så traumatiseret. Først var der hendes fars død. Og så kom Arenaen. Men det er da stadig fedt, at hun har valgt at kæmpe for Distrikt 13, selvom hun er helt ude af balance. Hvis det var mig, der var i hendes sted, ville mit traume nok være 10 gange værre! UH, godt jeg ikke er hende!

Metteuser/167359

hun er jo et menneske, ikke et eller andet super menneske. Selv hvis jeg ikke havde læst en smule psykologi, ville jeg nok ikke sige at hun var en sur teenager, men nok mere sige, at hun havde det meget meget skidt.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter