Cookie- og Privatlivspolitik
Er  Interstellar  provokerende?

Er Interstellar provokerende?

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

SPOILERS: Dette blogindlæg afslører store dele af handlingen i 'Interstellar'. 

Der er allerede skrevet og sagt meget om Christopher Nolans Interstellar. På sociale medier afløses ætsende kommentarer af stærkt begejstrede udmeldinger, og i radioen fører Per Juul Carlsen og Christian Monggaard deres eget forsvar for oplevelsen, hvis ikke sidstnævnte diskuterer filmens kvaliteter, eller mangel på samme, med Kristian Lindberg fra Berlingske Tidende. Trods de tydelige frustrationer i begge lejre er situationen fremragende. At man kan være så begejstret eller så irriteret over en film, er en sejr for selve mediets evne til at vække følelser. Endda på et temmeligt nørdet grundlag.

At diskutere en film, uden at fortælle, hvad man selv synes, svarer til at diskutere politik med nogen, der ikke vil fortælle, hvilket parti de stemmer på. Derfor vil jeg gøre det soleklart: Jeg er voldsomt begejstret for 'Interstellar', og et gensyn gjorde kun filmen endnu bedre. Den modsatte holdning er dog ikke uforståelig. Jeg stod selv på den anden side af hegnet, da Inception fik premiere i 2010. Årsagerne bag individuelle oplevelser kan være mere indviklede end relativitetsteorien og sorte huller tilsammen.

Interstellar © Warner Bros.
'Interstellar's evne til at efterlade nogle skummende af raseri og andre med et bristet hjerte er langt mere interessant. Særligt når der er tale om science fiction. En genre på niveau med Harry Potter-film og overnaturlige gysere når det kommer til realisme. Den udmelding kan naturligvis diskuteres yderligere, da nogle science fiction-film forsøger at overholde de fysiske love med det resultat at fremstå mere realistiske end den gennemsnitlige action-film. Men i bund og grund tager genren sig (heldigvis) en lang række friheder. Og netop her synes kimen til uoverensstemmelserne at ligge.

De første ca. to timer af 'Interstellar' er mere eller mindre realistiske. Og nej, ligesom 99,99 % af befolkningen ved jeg ved intet om ormehuller og relativitetsteorien. Pointen er, at Nolan forsøger at afvikle de første to timer indenfor en nogenlunde realistisk ramme, der i hvert fald prøver at fremstå som videnskabelig troværdig, selvom ingen (heller ikke Christopher Nolan) foregiver, at filmen er andet end fiktion. Men der nævnes videnskabelige begreber i flæng, der er lige så fascinerende, som de er uforståelige. Efter Coopers tur igennem det sorte hul er historien derimod en anden. Videnskaben bliver metafysisk, og nu handler 'Interstellar' om kærlighed. Ikke bare kærlighed som i Pretty Woman, men "... kærligheden som stof og en kraft," som Bo Green Jensen skrev i sin anmeldelse.

Og kærligheden som en fysisk naturkraft er sgu hård kost.

Skiftet sker endda indenfor få minutter. Nu sad man lige og så en hardcore science fiction-film, og nu står man pludseligt overfor kærlighed som nøglen til hele fortællingen. Lige her hoppede kæden formentligt af for kritikerne, og her deler opfattelsen af 'Interstellar' sig i to modstridende retninger, der blot distanceres, jo mere filmen nærmer sig sin afslutning.

Interstellar © Warner Bros.
Kærlighedsbegrebet, i sidste akt af Nolans fortælling, nærmer sig niveauet i tysk senromantik, hvor kærligheden, sammen med kunsten, er en urkraft, der transcenderer alle fysiske love. I sidste ende førte romantikernes ærinde (ikke overraskende) til Gud, hvilket ikke gør plottet mindre provokerende. Dermed ikke sagt, at ’Interstellar’ er religiøs, for det er den næppe, men kærlighedens status i talrige religioner kan forholdsvist nemt tilpasses filmen.
 
Så ja, ’Interstellar’ er voldsomt provokerende.

Mange af filmens modstandere argumenterer fra en stærkt provokeret vinkel, og anstifteren er tilsyneladende det formastelige skifte fra videnskab til en menneskelig følelse, der endda præsenteres i koncentreret form. Det er både for meget og for banalt, mener filmens kritikere, der bl.a. underbygger dette ved at påpege den gentagne brug af Dylan Thomas-digtet, der løbende reciteres i filmen. Jeg finder derimod selve indvendingen banal - en undervurdering af Nolans vision.

'Interstellar' er ikke 2001: A Space Odyssey men et forbilledligt og sjældent ambitiøst bud på en moderne rumopera. Først på den anden side af det sorte hul, løber filmen en decideret risiko. Først her ligger forsøget på at blive et filmisk værk og noget mere end en spændingsfilm i det ydre rum. Den gentagne brug af digtet fungerer som et konstant tilbagevendende tema, der sammen med det majestætiske score af Hans Zimmer, skaber filmmediets bud på en symfoni eller en opera. To kunstarter for hvem kærligheden heller ikke er et ukendt tema.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

Jeg må sige, at jeg er enig med synspunkterne i artiklen. Det kan tilføjes for mig, at det er længe siden jeg har haft så meget lyst til at snakke om en film siden jeg har set den. Spændende og godt arbejde!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.