Cookie- og Privatlivspolitik
Pulp Fiction - 20 års jubilæum

Pulp Fiction - 20 års jubilæum

Men hvorfor er den egentlig et mesterværk?

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Pulp Fiction havde i dag premiere i de danske biografer for præcis 20 år siden. Quentin Tarantinos anden biograffilm kom til landet efter cirka et halvt år i en verdensomspændende hype-maskine, der startede, da filmen vandt de gyldne palmer ved filmfestivalen i Cannes.

Forventningerne var derfor høje, men alligevel blev de indfriet og mere til. 'Pulp Fiction' står i dag som en af de helt store, definerende filmklassikere, men hvorfor? Vi har set nærmere på, hvad det er, der gør 'Pulp Fiction' så speciel.

Dialogen
Reservoir Dogs og ‘Pulp Fiction’ affødte sammen begrebet “Tarantino-dialog”. Et glimrende eksempel ligger i filmens første 10 minutter, hvor de to gangstere Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) har en lang samtale. Den starter med at handle om burgere og ender med at handle om fodmassage.

'Pulp Fiction' byder på flere af denne slags dialoger, og de har alle en række fællestræk. De er ofte personlige og universelt underholdende. Alle kan forstå dem, og alle kan relatere sig til dem. Finten er, at disse samtaler ofte foregår mellem karakterer, som du ikke burde kunne relatere dig til. Det er trods alt to små-psykopatiske gangstere, der snakker om burger og fodmassage, men de gør det på en så elskværdig og underholdende måde, at du ikke kan lade være med at identificere dig med dem. Og så snart du identificerer dig med karaktererne, kan Tarantino begynde at opbygge suspense.

Suspense
Groft sagt har en spillefilm normalt én historie og ét klimaks. 'Pulp Fiction' har mange. Hver og en er spændende, intense og fulde af det, amerikanerne kalder “suspense”. Du får med andre ord meget mere af det gode. Det vigtigste er dog, at Tarantino er sindssygt god til at opbygge denne suspense. 

Der er den klassiske opbygning, hvor han får dig til at slappe af og så nærmest forskrækker dig med en overraskelse, som da Marvin får pløkket knoppen af takket være et hul i vejen. Her spiller førnævnte Tarantino-dialog en stor rolle. Mange scener indledes med Tarantino-dialog, der underholder dig og får dig til at slappe af. Enten langsomt eller pludseligt skruer Tarantino så op for spændingen og skærper fokus på det, som scenen egentlig handler om.

Men der er også den mere spidsfindige måde, hvor Tarantino giver karaktererne nogle særlige værdier og lader dig vinde sympati for dem, for derefter at sætte dem i yderst vanskelige situationer og gerne op mod hinanden.

Her er det værd at nævne, hvor smart Tarantino er, når han lader karakterernes værdier skifte. Marsellus Wallace (Ving Rhames) går eksempelvis fra at være næsten superskurk til udpint offer. Vincent Vega går fra at være en en burger-glad slacker-type til at være en koldblodig morder til at være en genert skoledreng på hans "date" med Mia, til at være en livredder - og det hele indenfor 30 minutter. Du ved aldrig helt, hvor du har disse dybt interessante karakterer.

Ekstremer
'Pulp Fiction' er fyldt med situationer så ekstreme, at man ikke kan undgå at blive berørt af dem. Scenen hvor der skal jordes en sprøjte gennem en brystkasse og ind i hjertet. Scenen med "the gimp" i kælderen hos pantelåneren. Scenen hvor der skal samles hjernerester op fra bagsædet. Som esser i ærmet ved Tarantino præcis hvornår han skal spille dem, for at de får størst virkning. Mange film er jo meget mere ekstreme end 'Pulp Fiction', men få formår at gøre sine ekstreme scener så effektfulde, hvilket fører direkte tilbage til Tarantinos talent for opbygning af suspense.

Musik
Soundtracket til 'Pulp Fiction' er et kapitel for sig, men går fint i tråd med Tarantinos brug af musik i 'Reservoir Dogs'. Når du hører numre som 'Jungle Boogie' med Kool & The Gang og 'Girl, You'll Be A Woman Soon' med Urge Overkill, vil du altid tænke på deres Pulp Fiction-scener. Det er cool, ol’ school numre, der ligger langt fra traditionelt komponeret filmmusik, men som netop skaber tyk stemning, når de bruges i de pågældende scener. 

Fotografering
Prøv at lægge mærke til hvordan billederne i ‘Pulp Fiction’ er komponeret, næste gang du ser den. Den er optaget meget “filmisk”, med billeder der oser af stemning og kontrast. Realismen viger pladsen til fordel for et unikt film-univers, hvori 'Pulp Fiction' foregår. Det føles ikke som om, at 'Pulp Fiction' foregår i en 100 % ægte verden, og det er i høj grad, fordi den er filmet med så stilsikker (og ikke mindst tidløs) omtanke for billedernes komposition og indhold.

Kronologi
Der er byttet rundt på rækkefølgen af kapitlerne i 'Pulp Fiction's historie. Der er endda en scene, der foregår på samme tid som en anden. Kort sagt har Tarantino rodet godt rundt i kronologien på historien med det simple resultat, at du i første omgang bliver overrasket (men blev Vince ikke lige skudt?) og dernæst forvirret (jo, han gjorde!). Man snydes til at tro, at historien og dens relativt simple rækkefølge af hændelser er mere kompleks, end den egentlig er. Smart, ik’?

Skuespillere
Sidst, men absolut ikke mindst, er der skuespillerne. Hver og en fik de en tur i karriere-katapulten takket være 'Pulp Ficton', men ingen mere end John Travolta. Efter at have oplevet stor succes i '70erne, kørte han ind på et uheldigt komedie-spor i '80erne. Hans karriere havde brug for en adrenalinsprøjte lige i hjertet, hvilket var præcis, hvad den fik med 'Pulp Fiction'.

Discodanseren, der lavede familiefilm med talende babyer (Det er mig der snakker), var pludselig en badass, heroin-skydende gangster! Vejen var åben for mere cool roller i film som Get Shorty og Face/Off, og for næsten alle 'Pulp Fiction's skuespillere fungerede filmen for eftertiden som et kvalitetsstempel på deres cv.

Opsummering
Samlet set kan det være svært at forklare, hvorfor 'Pulp Fiction' blev og stadig er så populær, men umiddelbart er det, fordi den er mere værd end summen af dens dele. Hvor bevidst han var om det, vides ikke, men Tarantino skabte den perfekte storm med 'Pulp Fiction'. Alle filmens mange dele er så godt som perfekte og gør tilsammen filmen så pokkers effektiv, også anden, tredje eller tiende gang du ser den.

'Pulp Fiction' har uden tvivl haft umådelig stor indflydelse på mange efterfølgende film. Der findes groft sagt ikke en gangsterfilm lavet efter 1994, som kan løbe fra at have spor af Tarantinos nyklassiker. Modsat findes der heller ikke en film, der direkte minder om 'Pulp Fiction'.

Den er unik, og selvom Tarantino og mange andre efterfølgende har forsøgt at ramme og overgå Tarantinos værk på flere måder, så er det endnu ikke lykkes. Derfor er 'Pulp Fiction' så speciel, og derfor er det værd at fejre dens 20 års jubilæum!

Hilket forhold har du til 'Pulp Fiction'? Hvad synes du om filmen og hvorfor?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Kajuser/443678

Pulp Fiction er en af de film jeg ser igen og igen. Efter min mening en af de de bedste. Jeg er stor fan af Quentin Tarantino og mange af hans film har jeg set jeg flere gange. Pulp Fiction er dog den jeg har set aller flest gange og nyder den hver gang.

Rasmus/Musen

Jeg kan huske, da jeg så den for et stykke tid siden, og det er bare så meget rigtigt, at den var rigtig god! Det er bare, hvad jeg kan sige, den var virkelig god, men den bliver sikkert endnu bedre, næste gang jeg skal se den, fordi det vil jeg komme til!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter