Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: Ghostbusters 30 år - verdens bedste komedie?

BLOG: Ghostbusters 30 år - verdens bedste komedie?

'Ghostbusters' runder de 30 og det skal fejres

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

I dag for 30 år siden havde 'Ghostbusters' premiere i en håndfuld biografer i Californien. Filmen om tre spøgelsesjægere i New York blev en gigantisk succes, der kastede en efterfølger, en animeret tv-serie, computerspil, tegneserier, madkasser, t-shirts, legetøj og alt muligt andet af sig. 

I sådan en voksende franchise-lavine er det let at glemme, hvor det hele startede. Derfor vil jeg gerne bruge dette jubilæum til at fortælle lidt om mit forhold til filmen 'Ghostbusters'.

For set med mine subjektive briller, er det en helt fantastisk film af én simpel årsag: den gør mig altid i helt utroligt godt humør. Ganske enkelt. Det gør den af mange årsager, så lad mig prøve at vise dig, hvorfor 'Ghostbusters' er endt med at blive min favoritkomedie af alle.

1. Det store æble
Jeg har lige siden jeg besøgte New York for første gang i 2001, været smaskforelsket i byen. Det er et dejligt sted, der ulmer af positiv energi. Ingen anden film formår at give mig den samme New Yorker-fornemmelse som 'Ghostbusters'. Film som Manhattan og Taxi Driver kommer tæt på, men rammer ikke lige så meget plet som 'Ghostbusters'.

Et par billeder står ekstra klart i den forbindelse: da Louis Tully i besat tilstand vakler ned af gaden, efter eksplosionen på Ghostbusters hovedkontor. Da Ray og Winston snakker om dommedag og kører over Queensboro Bridge og kameraet zoomer ud og afslører New Yorks skyline. Da væggene bliver blæst ud af Danas lejlighed og afslører en fantastisk udsigt ud over Central Park. Alle billeder der virkelig giver kriller i New Yorker-maven.

2. Skue(under)spillerne
Én ting gør sig gældende for alle skuespillerne og deres præstationer i 'Ghostbusters': ingen af dem ser ud som om, at de prøver at være morsomme. Ingen af dem forsøger at stjæle opmærksomheden fra filmen. Det er i høj grad på grund af det gennemarbejdede manuskript, men også fordi de, alle som en, underspiller deres roller.

Ja, Bill Murray er helt klart "klassens klovn", men det er han kun fordi hans karakter er sådan - ikke fordi han er Bill Murray. Dan Aykroyd er bemærkelsesværdigt underspillet i denne film, i forhold til stort set alle andre film han har været med i. Hans skuespil virker fuldstændig ubesværet, men det samme kan stort set siges om alle andre skuespillere i filmen.

3. Indbyrdes humor
Hvad er det ved 'Ghostbusters' der gør, at den bare føles anderledes end andre store, kendte komedier? En joke holder jo op med at være morsom, når man kender den i forvejen, så hvad er det der gør, at 'Ghostbusters' altid er et gensyn værd? Overvejende mener jeg, at det er den glade og positive stemning, der gennemsyrer hele filmen. Humoren er aldrig ondsindet eller på bekostning af andre.

Derudover hviler humoren på karakterernes (og skuespillernes) charme. Her er det igen værd at sætte fokus på, hvordan filmens humor leveres af skuespillerne. Humoren er nemlig intern og sjældent direkte henvendt til dig som tilskuer. Ingen af karaktererne gør eller siger noget sjovt, for din skyld. De gør det for hinandens skyld.

4. Guldkornene
Men det virkelig geniale i 'Ghostbusters' ligger (for mig) hverken kun i humoren eller historien eller skuespillerne eller billederne, men derimod i detaljerne, hvor alle disse dele af filmen mødes.

Eksempel 1:
I begyndelsen af filmen, sidder Venkman (Murray) og Stantz (Aykroyd) på en plads udenfor New York University og diskuterer, hvad de nu skal gøre, efter de for første gang har set et vaskeægte spøgelse. Det er tydeligt, at Venkman vil ha' overtalt Stantz til at skyde penge i et Ghostbusters-projekt, og det lykkes ham langsomt.

Venkman siger på et tidspunkt "For whatever reasons, Ray, call it fate. Call it luck. Call it karma. I believe that everything happens for a reason". Han næsten synger disse ord og pludseligt kommer baggrundsmusikken ind, der stemmer i med hans "syngende" replik. Et unødvendigt, men originalt lille filmtrick, der løfter scenen. Se her:

Eksempel 2:
Venkman skruer så højt op for charmen som han kan, da han møder Dana (Sigourney Weaver) efter hun har været inde og øve med sit symfoniorkester. De står og snakker udenfor Lincoln Center. Hun tager små-grinende afsked med Venkman og han forstår, at hans charme har virket.

Han vinker farvel og råber efter hende og smiler. Baggrundsmusikken svulmer pludselig frem i en klingende harmoni, og scenens sidste kameraindstilling viser hele pladsen, hvor Venkman får øje på en orangeklædt rulleskøjteløber et stykke væk, der står og snurrer rundt om sig selv. Venkman er selv iklædt en orange jakke og begynder impulsivt også at snurre rundt om sig selv.

Endnu et fuldstændig unødvendigt klip, men det er igen dybt originalt og stemningsskabende. Se her:

Der er mange flere, men for mit vedkommende er det disse små tricks, der giver Ghostbusters sin uudtømmelige energi. Man kunne måske lidt lomme-poetisk sige, at det er disse elementer, der giver filmen hjerte. Det er klassisk filmmagi, der for mig gør 'Ghostbusters' mere eller mindre uimodståelig. 

Ja, der er masser af action og (for sin tid) flotte effekter, men det er netop på grund af de små guldkorn, at filmen viser, at den virkelig bryder sig om sine karakterer og ikke bare effekterne og handlingen.

Jeg er godt klar over, at dette er en dybt personlig og subjektiv oplevelse af filmen. Du vil måske ikke få samme oplevelse, hvis du (gen)ser den, for det er jo "bare" en populær firser-komedie om spøgelsesjægere.

Men prøv st se efter. Så vil du måske også opdage de små geniale detaljer og se, hvorfor 'Ghostbusters' er så meget mere, end den giver sig ud for at være.

Ghostbusters - premiere den 7. juni 1984 i Westwood, Californien, USA.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
CINEMANDRUP

Velskrevet indlæg af Casper Christensen og kunne ikke være mere enig:-)

Vi har her at gøre med en kultfænomen af de helt store. Alene Ghostbusters logoet er klassisk og der findes ikke mange filmelskere som ikke ved hvilken film det er fra.

Det samme kan siges om Ray Parker Jr. titelsang, der til den dag i dag fortsat sparker røv og vækker en følelse af nostalgi og enestående filmoplevelse med spøgelsesjægerne. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at synge med, for hvis der er noget som den sang gør, så er det netop at få humøret helt i top og så er det næste jo at man smider filmen i afspilleren og så er der dømt kult:-)

Filmen er så epokegørende god med underspillede karakterer der ikke fosøger at være være sjove, men helt naturlig er det. Filmen er fra start til slut en guldklump af humor og good feeling. Jeg vil nærmest påstå at det er umuligt at se denne film og så gå derfra og være sur - can't be done:-)

Det er en film der bare aldrig bliver for gammel og det er takket være et yderst velskrevet manuskript, et cast der vidste hvad de gik efter og planlagde filmen til punkt og prikke og yderst betagende og flotte effekter - for sin tid. Det er ikke en film man skal se for effekternes skyld, men derimod for sin helhed, dybde, mystik, humor og gennemvædet af good feeling vibes i et samsurium af elskelige skuespillere.

Jeg føler ikke at Ghostbusters vil være en film som man kunne lave et reboot/remake på og dertil opnå den samme karisma og enestående magi som etteren var. Jeg ville finde det spændede med et reboot/remake, men intet kan erstatte den originale og teamet der startede det hele: Bill, Harold og Dan

Harold Ramis tragiske død var en et stort tab for filmverdenen og han vil altid være savnet.
R.I.P Harold Ramis

Long live the Ghostbusters. Nu hvor vi ikke endelig ved om der er en treer i støbeskeen eller andet, hvem skal vi så ringe til?:-) Who are we going to call? - Ihvertfald ikke Åndernes Magt.

Fedt indlæg Casper Christensen. Keep up the good work:-)

Thomas

Jeg er helt enig. Ghostbusters er en unik perle, som stadig holder her 30 år efter. 2´eren levede ikke op til originalen, ikke fordi det var en dårlig film, men fordi den manglede det overskud den første havde så meget af.

Man kan fornemme at de nok har haft det pisse sjovt med at lave den. Man ville aldrig kunne fange den magi i en 3´er eller en reboot.

Ann-Britt

Jeg så den i biografen i sin tid, og modsat de forudgående indlæg, så var jeg mildels talt IKKE begejstret.

Alene indledningen, hvor den ene af hovedpersonerne snyder sig til at få den naive unge kvinde til at blive blød i knæene, kan stadigvæk harme mig :)
Men det er måske?? også mit køn, der kommer ind her.

Titelsangen er ok, det erkender jeg, men filmen ....

Jacob

Fik selv fornøjelsen af at opleve New York City sidste år, der trods sin konstante dytten, knastørre pandekager og chlorvandet er en fantastisk by uden sammenligning. Trods sine 30 år på bagen fanger Ghostbusters med sin ikoniske introsang stadigvæk den helt rigtige stemning. Med Harold Ramis død tilbage i vinters er spørgsmålet om de to andre vil genoptage arbejdet i en 3'er, eller om nogen nye friske gutter skal på jagt efter spøgelser og gespenster. Jeg husker i hvert fald den første mest for da Sigourney "Alien" Weaver bliver besat.

Patrick

Du skulle være taget på IHOP. Deres pandekager er awesome :P

Herculadedrik

Synes den er en af de bedste klassiker nogensinde, alt hvad der skal til og gøre en filmen til noget speciel og en oplevelse man husker mange år efter, det har den.., hvem kan dog ikke synge med på ray parker jr´s titel sang :-)..., en kult filme nu og sikkert også om 30 år igen...

Som Christian siger, inlægget sidder lige i skabet, virkelig godt skrevet

Christian

Elsker denne film. En af mine absolutte yndlingsperler. Elsker Bill Murray og Ghostbusters er bare så fed og røv klassisk!

Fedt indlæg. Godt skrevet - og kunne ikke være mere enig ;-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter