Cookie- og Privatlivspolitik
Solide amerikanske bidrag i Cannes

Solide amerikanske bidrag i Cannes

USA-A-OKAY

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. USA og Hollywood er ikke så ilde set i Cannes, som man kunne tro var tilfældet på en filmfestival, der som udgangspunkt hylder de mere kunstneriske og elitære sider af mediet. De sidste 25 år har syv amerikanske film vundet Guldpalmen, og selvom æren næppe tilfalder bidragene i 2014, har filmene alligevel været af høj kvalitet.

The Homesman
Tommy Lee Jones´ anden film som instruktør er en western, der på den visuelle side kender sin John Ford og Howard Hawks med en række fantastiske billeder til følge. Det er også en film, hvor manuskriptet og stemningen er kraftigt inspireret af Coen-brødrene (som den texanske instruktør arbejdede sammen med i No Country for Old Men), og resultatet er en moderne, realistisk dialog i stil med TV-serien ’Deadwood’ og særligt genindspilningen af True Grit. Historien om Mary Bee Cuddy (Hilary Swank), der beslutter sig for at transportere tre sindssyge kvinder (deriblandt en strålende Sonja Richter) tilbage til civilisationen, er samtidig en sjældenhed inden for genren. Kvinderoller i westerns er som regel reduceret til grovkornede glædespiger og forsvarsløse hustruer, men Tommy Lee Jones vender karaktergalleriet på hovedet. Hilary Swank er den handlekraftige, imens instruktøren selv spiller rollen som plattenslager og opportunistisk galgenfugl. Filmens sidste scene er en fremragende hyldest til hele genren og det vilde vest.

Maps to the Stars
Maps to the Stars
Festivalens mest utraditionelle film fra USA (måske fordi den også er canadisk) er ikke overraskende David Cronenbergs mørke satire om arv og miljø i Hollywood-kredse. Mia Wasikowska har rollen som en mystisk datter, der får job hos en afdanket skuespiller (Julianne Moore), imens hendes bror (Evan Bird) har stor succes som udfordret barnestjerne. Det er den type film, hvor 14-årige børn er på alkoholafvænning og Julianne Moore beklager sig over sit glamourøse liv, imens hun sidder på toilettet og kæmper med forstoppelse. En britisk kritiker omtalte ’Maps to the Stars’ som ”David Cronenbergs Mulholland Dr.”, og selvom den er lettere, og ikke når samme kunstneriske højder i min verden, er der noget om snakken.

Foxcatcher
Foxcatcher
Bennett Millers Moneyball var årsag til skyhøje forventninger, og at jeg ikke gik skuffet fra filmen, er i sig selv en bedrift. Channing Tatum og Mark Ruffalo er eminente som to brydende brødre, og de får yderligere hjælp af en deltaljeret og objektiv fremstilling af en, for mig, ubegribelig sportsgren. At ironisere sporten og dens udøvere havde været det nemmeste i verden, men miljøet bruges i stedet som fundament for en præcis og iskold fortælling, der stille og roligt folder sig ud på lærredet uden at miste momentum. Steve Carell er desuden strålende som excentrisk rigmand, og jeg har i det hele taget svært ved at forestille mig en bedre fremstilling af den virkelige historie.

Still the Water

Still the Water
Okay, den er hverken amerikansk, og den er ikke specielt solid. Japanske Naomi Kawase har til gengæld drejet et billeddigt om ungdommelig kærlighed, sex og død på kanten af et brølende Stillehav ved den japanske kyst. Et par særdeles fine scener løfter filmen ud af sin permanente trance, men det langsommelige tempo og det (bevidst) naive budskab, satte jævnligt en stopper for min egentlige indlevelse i en ellers interessant film.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
CINEMANDRUP

Jeg er blevet ret hooked på Foxcatcher og det virker til at være en film jeg bare må se. Den skræmmende realistiske historie af virkelige begivenheder kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.

Der må jo være noget om snakken, når den bliver rost som den gør.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter