Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: En ny Indiana Jones - Fordele og ulemper

BLOG: En ny Indiana Jones - Fordele og ulemper

Er Bradley Cooper den rigtige til rollen?

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Krudtrøgen på slagmarken har knap sænket sig efter rygtet om, at Bradley Cooper muligvis skal overtage rollen som Indiana Jones. Jeg måtte også selv sluge en kamel eller to, da min yndlingsfilm til alle tider er Det sidste korstog, så hvordan kunne nogen overhovedet overveje at erstatte Harrison Ford? Siden Krystalkraniets Kongerige har folk spekuleret som gale over, om Harrison Ford ville vende tilbage i en femte film, eller om Shia LaBeouf skulle overtage som hans søn Mutt. Men ville folk være mere tilfredse med, at en mand på over 70 år skulle fortsætte, eller en dreng, alle elskede at hade, fremfor at en helt ny skuespiller skulle overtage helterollen.

Da Disney indgik sin aftale med Paramount Pictures sidste år, blev udfaldet, at Paramount beholdt rettighederne til de fire første film, mens Disney fik lov til at lave nye film. Uden at have læst et komma af den aftale, tolker jeg det i hvert fald, som at Disney ikke får en krone fra de første film. Når man lige har købt et firma som LucasFilm for fire mia. dollars, skal man ikke være den store økonom for at regne ud, at det er yderst dårlig forretning, hvis man ikke får pengene tilbage. Og hvis man havde valgt Harrison Ford, hvilket på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, vil jeg gætte på, man højst kunne nå at lave én film mere. Så lyder det langt mere lukrativt at hyre en frisk skuespiller og lave en hel trilogi, hvis da ikke mere. På den anden side peger tingene i retning af, at hvis Harrison Ford i 2015 vender tilbage som Han Solo, er det ikke utænkeligt, at han og Prinsesse Leia skulle have fået børn. Så hvis man kan lade ham give faklen videre i én franchise, hvorfor så ikke også i en anden?

Indiana Jones

Jo mere jeg tænker over det, jo mere irrelevant synes jeg, sagen virker. Mest fordi Disneys planer nok er ustoppelige. Mere interessant er argumentet for, at Hollywood snart må tænke nyt, fremfor at hamre på reboot-knappen og hive i remake-håndtaget. Jeg er til dels enig, da studierne må bruge enorme summer og tid på at sætte nye etiketter på gamle flasker, fremfor at frembringe nye universer og karakterer. Men jeg er også af den indstilling, at intet i den her verden holder evigt - heller ikke om den eventyrlystne Dr. Jones.

Efterhånden i vores moderne verden kan udviklingen kun gå for langsomt, og med tiden vil børn og unge måske ikke kunne se det spændende i film fra 1980’erne. Jeg taler ikke for, at man skal glemme de originale film, men i stedet bruge de nye til at holde liv i de gamle. Jeg anskuer det lidt som med James Bond, den længst kørende franchise til dato, i hvert fald hvad jeg ved af. Jeg er vokset op med Pierce Brosnan som Agent 007, mens folk der har fulgt Sean Connery måske vil sige, at jeg er gal, når jeg siger, at Brosnan er den rigtige Bond. På samme måde vil kommende generationer se Bradley Cooper som den rigtige Indiana Jones. Men jeg havde en uforklarlig trang til at se, hvem Sean Connery var for en gut. Jeg er knusende overbevist om, at børn i fremtiden også vil have lyst til at gense Harrison Ford på baggrund af de nye Indiana Jones-eventyr.

Limitless

Er Bradley Cooper den rette til at iføre sig hat og gribe til pisken? Hvad synes du?

Jacob Grønbech har skrevet indlægget, der handler om rygterne om, at Bradley Cooper skal spille Indiana Jones i kommende film. Jacob har tidligere skrevet om skabelsen af Indiana Jones og seriens parallelforløb med Star Wars.

Hvis du vil skrive blogindlæg på kino.dk, så skriv en mail til
daniel@kino.dk for at høre mere.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Kim

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er megasvært at se andre i rollen som Indy, for Ford ER jo Indy... på den anden side så ER han jo også Han Solo...?! Da jeg så hørte navnet Bradley Cooper sat i forbindelse med rollen som Dr. Jones, en skuespiller jeg i øvrigt rigtig godt kan lide, så lukkede jeg øjnene og forestillede mig Cooper med hatten, den slidte læderjakke og selvfølgelig pisken i hånden... (prøv engang selv)... hmmm... det var lige godt fandens ! - Det tror jeg faktisk godt jeg kunne vænne mig til, for outfittet og i det hele taget rollen, klæ'r ham faktisk...!?! Min konklusion : Jeg synes han skal have chancen !

(Det er iøvrigt heller ikke så meget personen Indy, eller skuespilleren der skal portrættere ham, som jeg er bekymret for... det er de hundehoveder der skal skrive historien, det hele kommer til at afhænge mest af ! )

Louise

Det holder ikke med en ny Indy. Ingen kan erstatte Harrison Ford! Indy-filmene og Harrison ford hænger uløseligt sammen, og jeg ville personligt ikke bifalde en ny helt i rollen :( Total Antiklimaks!

Danieluser/178270

jeg syntes de skulle lade Indianna Jones ligge, det var nogen fede film(dog ikke 4'eren). i modsætning til Marvels filmunivers så var Indianna filmene jo ikke ment til at være et franchise der skulle forsætte over mange film. lav en tv-serie i stedet for.
men vi får jo nok flere film. jeg syntes det er lidt af en fallit erklæring når man kan snakke om hvilken ære af skuespiller der var bedst til at spille en figur, som fks James Bond.

Thomas

Vi kan sagtens blive enige om at Harrison Ford var perfekt i rollen som Indiana Jones, og i hvert fald nr. 1 og 3 var fantastiske. Men hans alder taget i betragtning, er der tre valgmuligheder. 1. Lade Indy hvile i fred. No way! Disney har betalt mange penge for at få retten til Indy, så det kommer ikke til at ske. 2. Lade Indy bekæmpe onde sosu assistenter på plejehjemmet. Harrison har forlængst nået sidste salgsdato for en actionhelt. Eller 3. Reboot. Vi vil altid have de originale film, og Harrison er ikke nødvendigvis en garanti for at en ny film bliver god. (Se nr. 4). Men man kunne måske lade Harrisons Indy finde ungdommens kilde, og så blive til Bradley. ;-)

Carsten Gottliebuser/133896

Nu er rygtet om Bradley Cooper blevet aflivet af produceren selv http://www.film-nyt.dk/producer-afviser-bradley-cooper-som-indiana-jones... men som jeg har skrevet et andet sted så så jeg en mere moderne Indiana Jones men selvfølgelig med ikke så meget tecnologi på sig men som jeg også har skrevet er det valget af historien og det rigtig cast så ja jeg kunne godt tænke mig at se en ny så længe at den ikke bliver lige så dårlig som filmen Sahara som jeg mener er i samme genre.

Wayne

Raiders of the Lost Ark - foregår i 1936, inden krigen.
The Temple of Doom - foregår FØR den i 1935 - hvilket forklarer manglen på Nazister.
The Last Crusade starter i 1912 og fortsætter i 1938.

Der er altså ikke noget i vejen med at springe i tiden i Indiana Jones Univers. Man kunne sagtens lade en ny serie af film foregå i starten af 1930'erne. Eller man kunne lade Indy deltage i anden verdenskrig i 1940'erne.

Bond er langt mere uafhængig af tid - vi har vænnet os til det absurde i at Bond aldrig bliver ældre, på trods af at han altid er nutid, i forhold til os selv.

Spielberg og Lucas var meget opsatte på at værne om det autentiske da de lavede Krystalkraniet. De valgte at placere en ældre Ford i den kolde krig i 1957 - altså 19 år senere. Desværre var det nok også det eneste de gjorde rigtigt i den film, som endte som en svag parodi af originalen.

På en eller anden måde, hører Indians Jones til i 1930'erne og måske 1940'erne og det ville måske være bedst hvis han blev der, med en ny skuespiller i rollen. Selvom det vil være svært at acceptere, at det ikke er Ford. Men det kan man vel vænne sig til?

Jacob

Indy har altid hadet nazisterne, og at se ham kæmpe aktivt imod dem kunne være interessant. Jeg tvivler dog på at man på den måde vil lade en anden overtage rollen. Hvis man vil tage udspring i den gamle serie så jeg hellere man gjorde noget i stil med TV-serien eller starten af Det sidste korstog. Og der synes jeg simpelthen en som Cooper er for gammel. Men indtil videre er alle bud lige gode.

Wayne

Enten vælger man at holde fast i at der kun findes en Indy - og det er Harrison Ford, og så fortsætter eventyret med Ford som Indy, og med en søn som kan føre det hele videre (IKKE Shia - men det kunne sagtens være Bradley Cooper).

Eller man vælger at gå videre med en ny Indy, fra det tidspunkt hvor Det sidste korstog sluttede. Absolut en mulighed. Cooper kunne bruges - men det kunne også være Sean Patrick Flanery, som allerede har spillet rollen mange gange som den unge Indiana Jones.

Jacob

Præcis som med Star Wars svirrer rygterne omkring Indiana Jones, og du har en vigtig pointe. Vil man på en eller måde udvide den gamle franchise ved, at f.eks. at tage udgangspunkt i The Adventures of Young Indiana Jones. Eller at hans søn skulle overtage hat og pisk? Nu foreslår du Cooper som hans søn, men er han ikke for gammel til den rolle? Du siger selv Indy bedst fungerer i 30'erne, men en grandvoksen søn vil i hvert fald befinde sig i 60'erne. Der kan laves 117 forskellige kombinationer, og så er det efter min mening mere enkelt at starte helt fra bunden.

Fiona

Bradley skal da selvfølgelige samle pisken op.
Alle ting har en enden men altig har også en begyndelse, så hvorfor ikk give ham en chance, ligesom de har lavet nye startrek og nye snehvide film, og var de så slemme.
lad ham give det en chance og så må vi se hvor det føre hen. :D
Plus Bradley ser super indy ud og det er jo ikk på den dårlige måde.
Han har humor, talent og et godt udseende, han kan give et godt pust til den efterhånden gamle serie :D

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter