Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: "Har du ikke set dén?!"

BLOG: "Har du ikke set dén?!"

The List of Shame

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Her på kino.dk-redaktionen har vi noget, der hedder The List of Shame. Det er en liste, som hver medarbejder i redaktionen udfylder over, hvilke store film de ikke har set. Man går IMDb’s Top 250 og Empire Magazines Top 500 filmlister igennem. Så skriver man de fem øverste fra hver liste ned, som man ikke har set. De ti film i alt er din List of Shame.

Som nystartet praktikant udfyldte jeg min List of Shame i går og fandt ud af, hvor rammende det navn er. Jeg var oprigtigt flov over at fortælle redaktionens filmvelbevandrede medlemmer, at jeg hverken har set ’Raiders of the Lost Ark’, ’Jaws’ eller ’ Schindler’s List’. Jeg så ganske vist ’The Godfather’ som 16-årig, men den første halvdel har jeg glemt, og den sidste halvdel sov jeg under, så den står øverst på min Skammens Liste.

Jeg prøvede at undskylde mig med at være den yngste på kontoret, derfor har jeg ikke haft så meget tid som de andre til at se de store klassikere. Men så begyndte jeg at undre mig over, hvorfor det er så skamfuldt, at man ikke har set de samme film som alle andre? Måske handler det om, at man skiller sig ud fra flokken, og det er jo altid ubehageligt. Men skal jeg sætte mig til at se 'The Godfather', selvom jeg synes, gangsterfilm er verdens kedeligste genre, bare fordi alle andre siger, at den er et mesterværk? Så gør jeg det jo ud af pligt frem for lyst, og burde film ikke være en fornøjelse af opleve?

Raiders of The Lost Ark

Nogle af filmene på min skammeliste er jeg dog ked af ikke at have set endnu. Jeg er fx sikker på, at jeg vil elske Indiana Jones-filmene, men de er bare aldrig dukket op i mit liv. Ingen har foreslået dem til en filmaften, og jeg er (utroligt nok) ikke stødt på dem i fjernsynet. Det er ligesom bare ikke sket. Så det er ikke med min gode vilje, at jeg mangler at se dem - muligheden har bare aldrig ligget lige for. Der var så mange andre gode film, der kunne ses.

Her er min fulde List of Shame:

1: The Godfather
2: The Godfather: Part II
3: The Good, The Bad and the Ugly
4: Schindlers Liste
5: 12 Angry Men
6: Raiders of the Lost Ark
7: Jaws
8: Goodfellas
9: Apocalypse Now
10: Raging Bull

Bør man se de store filmklassikere, nye som gamle, for at kunne snakke med ved middagsbordet og forstå deres referencer i populærkulturen? Også selvom filmene i sig selv ikke siger én noget?

Hvis nogen skulle have lyst til at udfylde deres egen List of Shame, så kan man finde de to lister over verdens bedste film her: IMDB's Top 250 og Empire Magazine's Top 500

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Bjerg

1. The Apartment
2. Cinema Paradiso
3. The Third Man
4. Paths of Glory
5. Some Like It Hot
6. Amélie
7. Butch Cassidy and the Sundance Kid
8. M
9. Andrei Rublev
10. A Clockwork Orange

Kirstine Viftrup

Min mission er, at se alle filmene på IMDb's top 250 liste, da de efter min mening alle er værd at se - dvs. der er 77 film på min 'List of Shame' indtil videre, hvoriblandt både Dr. Strangelove og In the Name of the Father er på, som er film jeg rigtig gerne vil have set :-)

Wayne

Måske får jeg set alle film på IMDb's top 250, og måske er der et par stykker som jeg ikke vil bruge tid på. Et eksempel kunne være; Det syvende segl.

Herudover skifter listen hele tiden - især blandt de nederste 50, og der kommer nye til. Så det er lidt en opgave.

Kirstine Viftrup

Ja, jeg har også været i gang i længere tid og fået købt en del som er kommet af listen - men der er mange af dem, som jeg bare mener er en del af filmhistorien:-)

Harmonicauser/926845

I stedet for at følge præmissen, er her en alternativ "List of shame" - film jeg har stående i reolen, men som jeg ikke har fået taget mig sammen til at se:
- City Lights (købte den for et par måneder siden)
- A Single Man (har dog ikke selv købt den)
- The Tree of Life (haft den snart et år)
- Arven og Drabet af Per Fly (købte trilogien for flere år siden, nåede aldrig længere end til Bænken)

Desuden
- From Dusk til Dawn (lånte den for et år siden, sammen med)
- The Good Heart

Endelig er der
- The Apartment og
- Schindlers List (som begge kan ses på HBO, som jeg har abonnement til)

Indrømmet - det er ikke filmklassikere alle sammen, så jeg skammer mig nok mest over The Apartment, Schindlers List og City Lights (har faktisk set den, men det må være mindst 25 år siden - har glemt det meste, undtagen slutscenen)

S. Rico

Jeg har ingen film stående, som jeg ikke har set. Det hænger nok sammen med, at jeg kun køber film, som jeg VED er gode - fordi jeg allerede har set dem.

Jeg har aldrig forstået formålet med at købe film bare for at have en samling.

Harmonicauser/926845

Jeg køber nogen gange film, som jeg ikke fik set, hvis de er på tilbud og koster det samme som at leje, eller er svære at få fat på, og jeg lige faldt over dem. Dem jeg så ikke får set alligevel, er oftest de ikke planlagte impulskøb, men de opfylder stadig førstnævnte kriterier.

S. Rico

Jeg kan godt se pointen, hvis det koster det samme at købe som at leje. Jeg har det dog sådan, at hvis der er tale om en film, som jeg med stor sandsynlighed kun gider se én gang, så vil jeg hellere leje den end købe den. Så slipper jeg for at have den til at stå og fylde efterfølgende.

Jeg har sådan set masser af plads, men jeg vil ikke have dårlige film til at stå og "skæmme" de andre mesterværker på hylden.

Wayne

A Single Man, havde jeg til at stå i samlingen i 4 år, før jeg fik set den for kort tid siden. Den kan du glæde dig til - en af de flotteste film jeg har set længe.

From Dusk til Dawn - forvent kitch og overdrevne detaljer, det er et mix af Tarantino og Rodriguez og den skal ikke tages alvorligt, men nydes for de detaljer som er lagt ind.

The Tree of Life - er en af de film jeg godt kunne have undværet at se.

Jeg har en hylde med film, som jeg burde se - og det sker også somme tider at jeg tager et par film fra den, og får den set. Men der er jo så mange andre film, jeg også gerne vil se.

S. Rico

Jeg havde regnet med at mindst én af jer kunne præsentere en tom List of Shame - eller i det mindste en liste på mindre end 10 film.

Når I nu beskæftiger jer professionelt med film, så må I da oppe jer lidt. I kunne jo lave en intern konkurrence om, hvem af jer der først opnår en tom liste - inden for de næste 12 måneder. Jeg ser frem til at høre, hvem der vinder.

:-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.