Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: Jeg foretrækker lykkelige slutninger

BLOG: Jeg foretrækker lykkelige slutninger

Indlæg om slutninger - og ja, der vil være spoilers

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af Maria Bløndal og handler om lykkelige slutninger. I et indlæg om slutninger er der selvfølgelig spoilers at finde.

Hvis du vil skrive blogindlæg på kino.dk, så skriv en mail til daniel@kino.dk for at høre mere.


Tilbage i august 2013 var jeg tvangsindlagt til min første Woody Allen-film nogensinde efter tidligere at have tvunget min veninde ind for at se Man of Steel - nemlig Blue Jasmine. Selvom skuespillet var rigtig godt for især Cate Blanchetts vedkommende, var der noget, der nagede mig ved slutningen. Den var ikke lykkelig.

Jeg kom til at tænke på, at jeg egentlig slet ikke bryder mig om ulykkelige slutninger på fiktive film. Film baseret på virkelige hændelser er svære at ændre slutningen på, så de tæller ikke med, men når jeg sætter mig ind for at se en opdigtet historie, er et af de vigtigste krav for mig, at alt ender godt til sidst.

Efter at have tænkt over 'Blue Jasmine', satte jeg mig for at undersøge, hvor mange ulykkelige fiktive film jeg har set i år, og tallet er slående: stort set ingen. Det tætteste, jeg kommer på ulykkelige, eller snarer melankolske slutninger i kategori med 'Blue Jasmine', er NymphomaniacDen store Gatsby og Kriger. Ellers har mine biograffilm for 2013 primært været båret af dejlige afslutninger, enten hvor helten reder Jorden fra total ødelæggelse, hvor de to hovedroller endelig får hinanden til slut, eller hvor vores hovedperson, der har gået så frygteligt meget igennem, endelig kan se en afslutning på sine lidelser.

Men hvorfor foretrækker jeg lykkelige slutninger? Jeg ved udmærket godt, at mange elsker slutninger, der ikke nødvendigvis ender lykkeligt, fordi det giver stof til eftertanke. Men for mig handler det at se en film om at forsvinde ind i et univers, hvor man kan føle sig tilpas. Det handler om, at opleve de lykkelige slutninger, som så få af os i den virkelige verden får lov til at opleve, når vi lever i en verden med næsten daglige naturkatastrofer, bombeangreb samt sygdom, fattigdom og andet, der på ingen måder kan kaldes lykkeligt.

I filmens verden kan man i nogle lykkelige få timer glemme alt om virkelighedens verden. I filmens verden er der selvfølgelig også nedture, men når en film har en lykkelig slutning, formår man alligevel at se bort fra det grumme og nyde, at alt i sidste ende gik godt for hovedpersonerne. For mig er Titanic et godt bud på en ultimativ lykkelig slutning, selvom den også kan virke ulykkelig. Ja, Jack klarede ikke skærene, selvom der var rigeligt med plads på den planke, men da Rose bliver genforenet med ham til slut, eksploderer mit hjerte af glæde, og jeg græder gang på gang.

The Secret Life of Walter Mitty

I 2013 åndede jeg lettet ud, da Pi endelig kommer i land sammen med tigeren, jeg klappede i hænderne, da Django sprænger huset i luften og ridder ud i horisonten med sin Brunhilda, jeg blev euforisk, da R næsten bliver menneske igen til slut, så han kan være rigtig sammen med Julie, jeg jublede da Superman stopper Zod i at slå en familie ihjel til slut, og jeg var i tårer, da Captain Phillips endelig blev reddet af Navy Seals. Den film med den bedste lykkelige slutning af alle de film, jeg så i 2013, fandt jeg dog i The Secret Life of Walter Mitty, hvor Ben Stiller viste os alle at et kedeligt liv, nemt kan blive til ét stort eventyr, hvis man bare griber chancen.

Så ja, jeg foretrækker lykkelige slutninger. Ligesom at ulykkelige slutninger kan give stof til eftertanke, og måske få os til at ændre, den måde vi ser verden på, tror jeg ligeså meget at lykkelige slutninger kan give os blod på tanden til at ændre vores eget liv - og måske andres i samme omgang - i en mere positiv retning.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Jeg foretrækker også - for det meste - at en film ender godt, så man kan forlade biffen med et stort smil på læben.

En film behøver dog bestemt ikke at have en Hollywood lykkelig slutning. Det kan tit blive alt for corny. Mange gange er det tilstrækkeligt, at filmen ender delvis åben, men med et budskab om, at der er håb forude.

Og det var netop det jeg savnede ved Blue Jasmine. Der var slet ikke noget håb at spore til sidst for Jasmine. Og det var lidt for trist til min smag.

Tilsvarende i gyserfilm som ender med at alle bliver slagtet uden en eneste overlevende. Så er det ligesom om det hele har været nyttesløst.

Titanic. Det er og bliver en fantastisk film. Jeg vil hverken kalde slutningen lykkelig eller det modsatte. Snarere bittersød.

Maria, hvordan kan det gå til, at du ikke har set Lost in Translation? Det er jo en tøsefilm lavet af en kvindelig instruktør. Absolut et must-see.

Maria

Jeg ved det heller ikke. Jeg har haft intentionen op til flere gange, og den findes endda på Netflix! ;)

Lige pt er jeg i gang med mit speciale, som skal afleveres senest 27. marts, så jeg har dårlig samvitighed hver gang jeg ser en film for tiden, men jeg lover at mit kartotek vil blive udviddet gevaldigt efter den 27. ;)

Pil

Jeg er ikke helt hundrede procent enig. For mig behøver slutningen ikke være lykkeligt, for at jeg kan lide filmen. Tværtimod. Jeg synes det er i de "ulykkelige" slutninger, hvor filmen giver mig mest. Og om filmen ender "ulykkeligt", kan jo også diskuteres. For hvad betyder det? Og det samme med lykkelige slutninger. For hvad betyder det? At det ender "lykkeligt". Ender det lykkeligt for alle? Eller kun dem, man holder med.

I Blue Jasmine ser jeg det mere tragikomisk, end direkte ulykkeligt. Ja, hun har det ikke super godt tilsidst. Men det har hendes søster. Og da det er Jasmine's egne beslutninger, der ender hende i den suppedas, kan man både synes det er frygteligt, men også let grine lidt af det.

Også i én af mine absolut favorit film, Inception ender den også lidt mixet vil jeg sige. Dom Cobb ser hans børn igen, men er det virkeligheden? Eller bare en drøm. Eller måske en drøm i en drøm. Eller en drøm i en drøm i en drøm.

Jeg kan nok personligt godt lide, at der er lidt knas i maskineriet. For mig skal det nødvendigvis ikke ende sugar sweet-candy coated-happily ever after-lykkeligt, for at være hyggeligt for mig. Måske også derfor jeg har en svaghed for horror film, fordi de aldrig ender... helt godt. For at sige det mildt. Men der er også aftenener, hvor jeg bare vil have letfordøjelig romantik, så sætter jeg da bare noget Jane Austen på, en Richard Curtis eller en anden komisk film. Så mere betyder det egentlig ikke.

Så om man kan kalde en slutning lykkelig eller ulykkelig, kan diskuteres til døde. Men hvis jeg skal vælge, vælger jeg nok det sidste.

Maria

Jeg kan godt se hvor du kommer fra, en slutning er ikke nødvendigvis ulykkelig for alle, men måske kun delvist ulykkelig.

Gyserfilm i alle afskygninger er den genre jeg aller mindst kan lide, stærkt forfulgt af krigsfilm og krimier. Jeg tror de eneste gyserfilm jeg har set er The Others og Den sjette sans - sidstnævnte kan stadig hjemsøge, selvom det er mange, mange år siden jeg så den. The Others var ok, fordi man fik en forklaring på det uhyggelige til sidst. ;)

Jeg kan bare ikke overskue det håbløse i film, alle de triste skæbner. At der vitterligt ikke er en vej ud af elendigheden for hovedpersonen. :)

Troels

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes ofte, at en ulykkelig slutning rammer mig mere (eller måske nærmere ikke-lykkelige slutninger, da de ikke nødvendigvis behøver at ende decideret dårligt).
Dermed ikke sagt, at lykkelige slutninger er forfærdelige - men det er de lykkelige Hollywood-slutninger ofte. Jeg synes derfor bl.a. at de mindre lykkelige slutninger giver et frisk og langt hen ad vejen mere troværdigt og følelsesmæssigt interessant pust.

Herunder vil jeg især fremhæve Lost In Translation (SPOILERS:). Det er en slutning, som man realistisk set må forvente, selvom den ikke ender lykkeligt. Den ender som omstændighederne for historien fordrer. En lykkelig Hollywood-slutning ville være malplaceret og forceret i den kontekst (og er det oftest, særligt i romantiske film).
Jeg tror simpelthen, det er fordi min smertetærskel er nået, hvad angår utroværdige og kvalmende lykkelige slutninger, men de gør sjældent noget særligt for oplevelsen, hvorimod en ulykkelig slutning virkelig kan få maven til at slå knuder på en helt fantastisk måde.
Dette gælder fx filmen Buried, der trods et interessant koncept er en middelmådig oplevelse, indtil slutningen rammer som en knytnæve i ansigtet. Nogle føler sikkert, at oplevelsen pludselig har været spild af tid, men for mig var det nærmere en sej drejning, der leger med folks forventninger.

Og jeg kunne nævne mange flere interessante og fantastiske eksempler, men det er jo igen kun min mening :)

Maria

Og sin mening har man altid lov til at have. :)

Jeg har ikke set hverken Lost in Translation eller Buried (selvom førstenævnte er på min liste over film jeg skal se på et tidspunkt).

Problemstillingen ved Hollywood-producerede film med lykkelige slutninger er, at der ofte er tale om romantiske komedier. Det er ikke nødvendigvis min foretrukne filmgenre. ;) Jeg foretrækker de lykkelige slutninger man finder i dramafilm, fordi det ikke blive alt for sukkersødt.

Af nyere film kan jeg nævne The Way, Way Back, Gravity, Mud, What Maisie Knew og De Urørlige. Super gode dramafilm (De urørlige måske ikke ligeså meget), med en lykkelig slutning. Lige min smag!

Maria

Interessant blogindlæg Maria:-)
Jeg fortrækker personligt også lykkelige slutninger som i den eneste film jeg har set af dem nu nævnte. Nemlig
"Warm Bodies".

Hader virkelig når det ikke ender lykkeligt eller når nogle af hovedpersonerne dør.

Forresten... Er meget enig i at: "I filmens verden kan man i nogle lykkelige få timer glemme alt om virkelighedens verden"

Kunne ikke ha sagt det bedre selv. Det er så rigtigt som det kan blive.

Wayne

Herligt emne, jeg er helt enig - jeg ser også helst film som slutter lykkeligt.

Men hvis jeg skal skal gennemgå, de film som jeg anser for de bedste, så er det ikke altid de slutter godt.

Godfather, er et godt eksempel - det slutter ikke ligefrem godt for Michael Corleone og familien.

The Dark Knight. Vor helt må se gode vender lide, og dø - og må tage skylden på sig.

Gøgereden. At få det hvide snit, er ikke den bedste slutning.

The Deer Hunter. De fleste dør, eller bliver krøblinge.

Titanic. Nej, vel?

Og der er mange flere, som ikke ender lykkeligt, men som alligevel er fantastiske film.

Der er selvfølgelig også mange, som har en lykkelig slutning... ;-)

Og så er jeg rigtig ked at at ødelægge din illusion om at Life of Pi slutter lykkeligt. Pi er tigeren, han lader bare den del af sin personlighed forsvinde til sidst - det er rent symbolsk.

Men det kræver at man ser filmen to gange, for at gennemskue det, og ud over at filmen er uendeligt smuk - så er den også forfærdelig grum. Fantastisk film.

Maria

Life of Pi - det kommer vel an på, om man tror på dyrehistorien eller menneskehistorien. ;) Jeg var tryllebundet filmen igennem, men der skal også bare lidt flotte farver og dyr til, så er jeg glad. ;)

Jeg har ikke set The Godfather, så skal ikke kunne kommentere på den, men jeg elskede Goodfellas som heller ikke ligefrem ender lykkeligt. :)

The Deer Hunter sagde mig ikke særlig meget andet end at krig er dumt og fører kun dårlige ting med sig. Jeg havde det på samme måde da jeg så Full Metal Jacket. En "Vietnam"-film der dog fungerede positivt for mig, var Forrest Gump, og filmens slutning var i den grad mere positiv end de andre to. :)

Og jo, jeg mener det helt seriøst med Titanic, for mig er slutningen ovenud lykkelig. Jack gav Rose muligheden for at leve sit liv, få børn, børnebørn, men hun viser igennem filmens flashforward at hun aldrig rigtig blev lykkelig før hun bliver genforenet til slut - scenen hvor hun smider hjertets diamant ned i vandet viser det med stor tydelighed. :)

Wayne

Life of Pi - hvis du ser filmen igen, og tænker på alle dyrene som mennesker, så tror jeg ikke du er i tvivl. Pi er nødt til at tro på sin egen fantasi - virkeligheden er for forfærdelig.

Ja, Forrest Gump skiller sig i den grad ud. ;-)

Titanic - jeg tror meget det er fordi du er pige, og du ser det romantiske i at Leo ofrer sig for kærligheden - det ultimative offer. Men tro mig, der er ikke ret meget romantik i at dø af kulde... ;-)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter