Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: F er for filmskaber

BLOG: F er for filmskaber

Giv aldrig op!

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af Martin Vrede. Indlægget handler om kortfilmen 'M is for Mime'.

Min bror og jeg elsker film. Vi er født og opvokset i en lille by, hvor biografen var det altoverskyggende centrum for vores oplevelser og interesser igennem barndomsårene, og det gjorde det heller ikke værre, at vores farmor og farfar ejede den lokale biograf.

Det var en anden tid dengang. Man havde ikke så travlt med at sørge for, at alle film skulle kunne ses af alle. Der var blod og bandeord i spandevis. Når Robocop eller hans østrigske fætter Arnold dræbte nogen, så døde de!

Vi blev så prægede af vores opvækst, at film den dag i dag stadig fylder enormt meget i vores hverdag, og allerede dengang var vi overbeviste om, at dette skulle være vores levevej. Vi ville producere film, som vi gerne selv ville se, og som rykkede på grænserne for, hvad der kan lade sig gøre og hvad man kan tillade sig at vise.

I de sidste to en halv måned har min brors og mit liv været ekstra fyldt med film. Vi har knoklet med at producere vores nyeste kortfilm 'M is for Mime'.

Historien handler om en mimer, der må gå grueligt meget igennem for at få succes. Indtil nu har vi fået meget blandede reaktioner på den, og det er forståeligt. Det er en horrorfilm, der selvfølgelig har nogle grimme momenter, men filmen omhandler i bund og grund alt det skidt man skal æde som kunstner for at slå igennem - en metafor for vores eget og andres virke.

Filmen er blevet til på baggrund af en konkurrence i USA, som gik ud på at lave det bedste bidrag til filmantologien 'The ABC´s of Death 2'. Denne filmantologi består af 26 kortfilm, én for hvert bogstav i alfabetet, og bidragene, som alle omhandler død, er lavet af en række forskellige instruktører. Bogstavet M blev frigivet til offentligheden i en konkurrere og den film der får flest likes vinder og bliver en del af 'The ABC´s of Death 2'.

M is for Mime


Vores tidligere produktioner er alle utroligt stemningsbaserede og det kræver tid. Det har man ikke, når max-længden er tre minutter, så vi vidste, at vi måtte gå til den her film på en helt anden måde end, hvad vi er vant til: en klar historie, få scener og hårde klip.

Ud over det så har vi et mantra, når det kommer til at producere film: ”Step it up a notch!”.

Hver gang vi laver en film, så skal vi sørge for, at gøre alt bare en lille smule bedre end sidste gang.

Vi havde en idé om, at vi gerne ville lave en film med old school effekter, blod og voks og ikke CGI blod og animerede sår. Derudover ville vi gerne skabe en historie, som havde en tone, som lagde sig et sted mellem horror og komedie - man skulle ikke føle sig sikker, når man så den.

Efter en måneds præproduktion og to lange optagedage havde vi fået små to timers optagelser i kassen, som skulle koges ned til de tre minutter, som konkurrencen ønskede. Det var hårdt og krævede adskillige ”Kill your darlings”.

Vi klarede det dog og vores film blev accepteret til at deltage i konkurrencen, som det eneste danske bidrag blandt 541 film. Den 16. november får vi at vide, om vi går videre til top 12, hvilket ville være fantastisk, men vigtigst af alt har vi formået at producere endnu en film, som vi holder af og er glade for.

M is for Mime


På trods af alle de hjertesorger og problemer der kan være i forbindelse med at producere en film, så findes der ikke noget bedre! At se mennesker lægge deres fritid i din vision og se din historie komme til live med hjælp fra disse mennesker er fantastisk, uden sammenligning.

Jeg kan kun råde alle, der har tænkt tanken om at lave en film, til at komme i gang. Du behøver ikke at have udstyr for flere millioner. Start med kameraet i din smartphone og arbejd dig videre derfra. Du vil komme til både at hade og elske din film, når du sidder sent om natten og forsøger at få det dér ene klip til at fungere bedre - en velsignelse og forbandelse.

Efterfølgende vil du sikkert høre en masse råd om din færdige film, nogle er brugbare andre er ikke, men fortsæt med at lave film, det er den eneste måde du kan lære det på.

Vi har i hvert fald ikke tænkt os at give op.

Læs mere om konkurrencen og se filmen her.

 

 

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Blogindlægget er skrevet af Martin Vrede?? Og Emilie Kjørup??

Ok - kan se at I har fået det rettet.....

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter