Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: Den moderne dokumentarfilm

BLOG: Den moderne dokumentarfilm

Virkeligheden til fortolkning

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Dokumentarfilm er populære som aldrig før. Den netop (vel)overståede dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der i år havde flere udsolgte forestillinger end nogensinde, er et tydeligt eksempel på, at dokumentarfilm ikke længere er forbeholdt en snæver skare af støvede historie-entusiaster, men at genren er en alsidig størrelse, der appellerer bredt.

Også Aarhus Filmfestival havde dokumentarfilm øverst på programmet, da festivalen løb af stablen i november måned og med den stigende opmærksomhed på netop denne type film, er det nærliggende at tage et kig på, hvad genren er for en størrelse i dag.
 
Dokumentaren bliver ofte forstået ud fra en noget snæver definition, hvor objektivitet og sandhed er nøgleord. Denne forestilling har rod i den journalistiske dokumentarisme, hvor man tilstræber at afdække virkeligheden på en sandfærdig og upartisk måde.

Men i den filmiske dokumentarisme forholder det sig anderledes, og særligt dokumentarfilmene i dag afspejler et bredt og nuanceret virkelighedsbegreb, hvor virkeligheden skildres på mange forskellige måder.

Allerede i 1920erne var der de poetiske og eksperimenterende dokumentarfilm, som viste vejen for en mere alternativ tilgang til virkelighedsfremstilling. Film som Joris Ivens' 'Rain' (1929), der i bund og grund bare viser et regnskyl i Amsterdam, lagde fx vægt på stemning og sansning fremfor bevisførelse.

Men hvor man tidligere kategoriserede de mere eksperimenterende film som kunstfilm, er det i dag almindeligt at lege med sit materiale og blande fakta med fiktion og på den måde vise, at virkeligheden er en kompleks sag, der kan fortolkes og præsenteres gennem mange forskellige udtryk.
 
Et eksempel er de animerede dokumentarfilm, hvis billedside jo er hundrede procent konstrueret og på den måde ikke har meget med den virkelige verden at gøre - og så alligevel. Sådanne dokumentarfilm kan nemlig skildre aspekter af virkeligheden, som ellers kan være vanskelige at fange med kameraet, fx erindring og subjektive oplevelser.

Waltz with Bashir/Miracle Film
Sådan er det med Waltz with Bashir (2008), der fortæller en eks-soldats stærkt personlig historie om krig og fortrængning. Filmen består primært af animerede billeder, og dét er netop en pointe, fordi de illustrerer hovedpersonens erindring om krigens frygtelige begivenheder. Men det, som soldaten husker, stemmer ikke overens med dét, der rent faktisk skete, og billederne viser derfor den 'falske verden', som hovedpersonen har skabt som et led i en fortrængningsproces.

Play/Film i Väst

Også rekonstruktioner er noget, man ser mere og mere af. Det kan både være iscenesættelser af begivenheder, der har fundet sted, som Ruben Östlunds Play fra 2012 (billedet ovenfor), eller situationer man ville ønske havde udspillet sig. I Anna Odells The Reunion (2013) er det sidstnævnte. Instruktøren har i filmen iscenesat en genforeningsfest med sin gamle klasse, og handlingen er langt hed ad vejen Odells fantasi om, hvordan hun til festen konfronterer sine gamle klassekammerater, som mobbede hende (i virkelighedens verden vel at mærke). Virkelighed og fantasi blandes yderligere, da Odell senere i filmen opsøger de virkelige mobbere og viser dem sit fiktive gensyn.

Exit Through the Gift Shop/Paranoid Pictures
Genren mockumentary, der er en form for snyde-dokumentar og som gør brug af traditionelle dokumentar-konventioner og udnytter dem til at fortælle en fiktiv historie, bør også nævnes. Nogle gange bliver man som publikum indviet i spøgen inden, eller i løbet af, filmen, som det fx er tilfældet med AFR (2007) og District 9 (2009), men andre gange rives man rundt i de ofte meget underholdende film og det kan være vanskeligt at blive klog på, hvad der er sandhed og hvad der er fiktion. Gode eksempler herpå er 'Catfish' (2010) og Exit Through the Gift Shop (2010).

'Computer Chess' (2013) er et eksempel på en fiktionsfilm, der fandt vej ind på CPH:DOX i år. Filmen, der handler om en gruppe computernørder, er optaget på VHS-bånd og har således et udtryk mange måske vil forbinde med optagelser fra virkeligheden. Ikke desto mindre er de medvirkende skuespillere, der har et manuskript at forholde sig til. At filmen alligevel blev sat på festivalens program, fortæller os, at grænserne for, hvad der betragtes som dokumentar løbende udvides.

Til sidst skal nævnes de interaktive dokumentarfilm på nettet, der indenfor de seneste 10 år for alvor er begyndt at få fodfæste. Her er virkeligheden hele tiden til forhandling, fordi alle har mulighed for at bidrage til fortællingen. Et af mine yndlingsværker inden for denne undergenre er Perry Bards Man With a Movie Camera: The Global Remake, som blev startet i 2008. Filmen er et remake af Dziga Vertovs eksperimenterende dokumentarfilm 'Man With a Movie Camera' fra 1929 og publikum inviteres til at genindspille scener fra filmen, som så sættes sammen på forskellige måder så de danner nye film. På den måde udvider og ændres værket i takt med at nye bidrag fra hele verden tilføjes.

Dokumentarfilmen i dag er en finurlig og alsidig størrelse, der er svær at få greb om. Den udvikler sig konstant og er ikke bleg for at drille og provokere ved at se stort på håndgribelige empiriske data og i stedet lege med sit materiale.

Trods dens meget forskelligartede udtryk synes fællesnævneren at være en erkendelse af, at det ikke er muligt, eller måske ønskværdigt, at vise virkeligheden på en objektiv måde. Og filmenes mere løsslupne og kreative tilgang gør dem bare mere interessante. De skaber et rum for nye perspektiver og for at publikum i højere grad har mulighed for at tage stilling selv.

I bund og grund er det måske ikke så vigtigt, om noget er sandfærdigt eller ej, så længe instruktøren har noget på hjerte og ved, hvordan det skal formidles!

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter