New York, Paris, Rom og København som medspillere
Den italienske film Den store skønhed af Paolo Sorrentino har netop haft danmarkspremiere. Ud over at være et studie i en aldrende forfatters misantropiske tilgang til livet, vennerne og sit arbejde, udmærker filmen sig ved at have en ekstra medspiller, som ikke er nævnt på rollelisten. Rom.
Italiens hovedstad er nemlig ikke bare en ansigtsløs baggrund for filmens begivenheder, men bliver en regulær del af hovedpersonen Jep Gambardellas refleksioner over sin tilværelse. Vi ser byens smukke facader, vi kommer til fest på taget, vi inviteres ind i "hemmelige" huse med antikke statuer. Alt drejer sig om byen som rum for handlingen og den mentale tilstand, Rom sætter sine indbyggere (og os publikum) i.
Det er dog ikke første gang, at en by næsten overskygger handling, karakterer og andet indhold i en film. Her tænker jeg ikke på de tidlige, såkaldte storbysymfonier som 'Berlin: En storbysymfoni' helt tilbage fra 1920erne, hvor eksperimenterende instruktører forsøgte at fange byrummets pulserende liv via montageklippede billeder og uden egentlig fortælling. Og heller ikke de utallige mainstreamfilm, der foregår i New York, men hvor handlingen lige så godt kunne foregå i en hvilken som helst nordamerikansk storby (fx Toronto, hvor en del af newyorkerfilmene i virkeligheden er optaget).
Næ, jeg tænker på måden, fx Woody Allen skildrer New York i størstedelen af hans tidlige værker, navnlig den åbenlyse hyldest Manhattan fra 1979. Og senere hans slet skjulte kærlighed til europæiske storbyer i Scoop (London), Vicky Cristina Barcelona, Midnight in Paris og nærmest rejsevideo-agtigt i To Rome with Love. Disse film kunne ikke bare have foregået hvilket som helst sted, for handlingen er bundet op på den enkelte by med alt, hvad der hører til af karakterernes følelser, beundring og frastødning.
Heller ikke den biografaktuelle Before Midnights to forgængere, Before Sunrise og Before Sunset, ville være det samme uden Wien og Paris. Her tilvejebringer byerne den rette romantiske stemning i to film, der ellers bruger det meste af tiden på samtale, samtale og samtale. Tredje kapitel, 'Before Midnight', lægger knap så meget vægt på sine græske omgivelser, selvom de skam er til stede i både dialog og enkelte nærbilleder.
Den ikoniske scene i Trevi-fontænen i 'La dolce vita'.
Den italienske mester, Federico Fellini, lod sig inspirere og fascinere af Rom som omgivelser og medspiller i sine film. Især bør La dolce vita (1960) og Roma (1972) nævnes, hvoraf førstnævnte i dén grad har lagt grundstenen til ’Den store skønhed’. De dekandente fester, den hvileløse hovedperson og det meningsløse i tilværelsen er temaer i disse modernistiske film, og Rom bliver et symbolet på det hele. Filmene fastslår følgende: Nogle kan klare den altopslugende metropol, andre må bunde under eller flygte fra byens altopslugende væsen.
I dansk sammenhæng har København med mellemrum spillet næsten lige så stor en rolle som dens indbyggere. Klassikere som 'Man sku' være noget ved musikken' (1972), 'Hærværk' (1977) og 'Midt om natten' (1984) lever i høj grad gennem deres skildring af byen. I nyere tid kan Pusher-trilogien nævnes som eksempel. Måden, hvorpå Nicolas Winding Refn gør Københavns gader og stræder til en beskidt, altædende del af fortællingerne om Frank, Tonny og Milo, er blandt seriens fornemme træk. Senere har Christoffer Boe (Spies & Glistrup) gjort Refn kunsten efter, om end på en noget anden måde, i Reconstruction og Allegro.
Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i 'Pusher'
Byens inferno af liv, larm, muligheder og mennesker vil nok altid fungere som glimrende stof for instruktører med noget på hjerte. Ligesom litteraturen har Orwell, Joyce og Auster, har filmkunsten Allen, Linklater, Fellini og nu Sorrentino til at vise, hvordan man ikke bare bruger storbyen som baggrundstæppe, men også som decideret medspiller.
