Cookie- og Privatlivspolitik
Vender Nattens ridder nogensinde tilbage?

Vender Nattens ridder nogensinde tilbage?

Bliver Frank Millers 'Nattens ridder vender tilbage' filmatiseret?

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Blog-indlægget er skrevet af Jesper Bo Petersen. Han stiller spørgsmålet: Frank Millers dommedags-groteske tegneserieklassiker 'Nattens ridder vender tilbage' har dannet baggrund for adskillige Batman-filmatiseringer - forleden blev den taget op igen, men får vi mon nogensinde en filmatisering?

Hvis du vil skrive blogindlæg på kino.dk, så skriv en mail til line@kino.dk for at høre mere.

Da Zack Snyder forleden på årets Comic Con i San Diego afslørede, at efterfølgeren til Man of Steel bliver et møde mellem manden fra krypton og Nattens ridder, Batman, læste skuespilleren Harry Lennix på scenen op fra Frank Millers graphic novel 'Nattens ridder vender tilbage' – 'The Dark Knight Returns' på originalsproget.

I Millers tegneserieroman (udgivet på dansk i 1986) kan den pensionerede, gråhårede Batman ikke længere holde blodrusen, dødsdriften og natten stangen, og han genfinder sit alter egos kappe for at bekæmpe den punkeragtige bande, Mutanterne, der har erklæret blodig krig mod Gotham og i særdeleshed Batmans gamle kumpan kommissær Gordon. Ind i historien træder altså også Superman som regeringslakajen, der i sidste ende beordres til at tag kampen op med selvtægtsforbryderen Batman.

"I want you to remember, Clark. In all the years to come, in all your most private moments, I want you to remember my hand at your throat. I want you to remember the one man who beat you," siger Bruce Wayne til Clark Kent, da han - med hjælp fra den mere end pensionsmodne Green Arrow - netop er ved at besejre supermanden. Den kommende Batman vs. Superman, eller er det omvendt, er dog ingen filmatisering af romanen, der kun vil tjene som inspiration, fortalte Snyder i San Diego.

Sådan har det lydt før.

Millers to Batman-fortællinger 'Batman år 1' (som Miller kun var forfatter på) og 'Nattens ridder vender tilbage' (suverænt og rablende både skrevet og tegnet af Miller) danner et umiskendeligt og dystopisk bagtæppe i særligt Christopher Nolans trilogi, som da også har taget navn derefter. Tim Burton skulle eftersigende også have ladet sig inspirere af Millers univers og Joker, da han lavede sine Batman-film. Men filmatiseringen af 'Nattens ridder vender tilbage' er øjensynligt noget, vi må nøjes med at drømme om.

Millers sublime og sublimt voldelige fortællinger, der for alvor beretter om Batman, som var han et rigtigt menneske - på afgrundens rand - og ikke en fantasi, rumsterer ganske vist i Christopher Nolans Batman-trilogi, hvor hele den dystre stemning samt helt specifikke plotelementer og karakterer er hentet direkte fra Millers roman.

Alligevel er Nolans film ikke filmatiseringer, langt fra. For hvor tonen i Nolans film nok er mørk, så afviger den aldrig fra det heltemodige. Batman når to gange i løbet af trilogien at ofre sig som en anden Jesus-figur. Første gang da han tager verdens synder på sine skuldre og "giver Gothams borgere den helt, de fortjener". Anden gang da han med bomben på skuldrene flyver ud over Atlanten, detonerer og redder Gotham. 

The Dark Knight Rises blev - ikke helt uretfærdigt - af amerikanske, liberale kritikere og meningsdannere skældt ud for at være en konservativ frelsermyte, der gjorde hele Occupy Wall Street-bevægelsen en gevaldig bjørnetjeneste. Batman ender da også med at står forreste i hæren af politimænd, der skal redde Gotham og dens finanser imod Bane og hans hær - i laser og pjalter. For Bane skal lige sætte verden på den anden ende med terroristisk undtagelsestilstand og what not, inden han sprænger det hele i luften.

Her tager romanen med firserparanoia og dommedagsromantik helt anderledes helten på ordet - draget, som Batman jo er, mod selvdestruktion, ultravold og blodhævn. Efter at have slået Mutanters groteske leder ihjel, ender vores helt med at overtage hans følge af slagkraftige punkere, der bliver til "Batmans drenge". Systemet er som i Nolans film krakket, men Batman ser ingen grund til at alliere sig med hverken det korrumperede embedsværk eller politiet - eller hans gamle ven Superman - da verden falder sammen under et russisk atomangreb. Småfascistisk selvtægt synes at være den mindste dårlige løsning på verdens problemer i Frank Millers graphic novel. Miller flirter ikke med mørket, han lader det gennemvæde alt og alle, inklusive Selina Kyle, der er blevet gjort til sadomasochistisk bordelmutter.

Den går nok bare ikke i Hollywood, som faktisk gemmer på et manuskript over 'Batman år 1'. For i starten af 00'erne havde Darren Aronofsky planer om en filmatisering, og faktisk fik han Frank Miller selv til at forfatte et filmmanuskript over sin egen tegneserie. Teksten lå færdig i 2003, men Warner arkiverede projektet, eftersigende fordi Miller tog sig lidt for store friheder i forhold til sit eget tegneseriemanuskript. På IMDb.com kan man således læse, at Alfred i Millers manus var blevet til en afro-amerikaner med kælenavnet Big Al, og Batmobilen var en muskuløs Lincoln Town Car, der nok er sømmelig for en velhavende ungkarl, men altså ikke for Nattens ridder. I stedet blev det Nolan, der fik tjansen med at genoplive Batman.

Der er dog håb endnu, for i San Diego var det hverken Steven Spielberg eller Ron Howard, der proklamerede, at de ville lave 'Superman vs. Batman'. Det var Zack Snyder, som på forbilledlig vis tidligere har filmatiseret Millers '300', hvor han faktisk tager tegneseriens nok ironiske, mens altså også maskulint fascinerede skildring af det græsk-mytologiske univers på ordet - både visuelt og tematisk. Og i 2009 præsterede han overbevisende at filmatisere det ufilmatiserbare, nemlig Watchmen, en graphic novel fra samme årti, der som 'Nattens ridder vender tilbage' vender vrangen blodigt og apokalyptisk ud på superhelte-myten.

Der er altså håb endnu, og det skal blive spændende at se, hvor meget og hvor bogstaveligt Snyder har ladet sig inspirere af 'Nattens ridder vender tilbage', når ’Superman vs. Batman’ får premiere i 2015.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Jensuser/358148

The Dark Knight Returns er et mesterværk - men jeg har ikke brug for at se den blive direkte filmatiseret. Find hellere på nogle nye historier!

Når det er sagt, så ønsker jeg heller ikke at se Millers version af Superman på film - det passer den nye Henry Cavill version heller ikke til.

Det har allerede været annonceret at Zack Snyder har mødtes med Frank Miller for at diskutere Batman, men hvis jeg skal være helt ærligt synes jeg at de skal holde sig langt væk fra ham. Frank Miller er idag en gammel sur racist med et massivt alkohol-problem, og minder mest af alt om en karikatur af sine egne højreorienterede figurer.

Der var i øvrigt en god grund til at Millers og Aronofsky's Batman manuskript blev smidt i skraldespanden: Det var noget lort!

Nicklasuser/656508

Den er allerede blevet filmatiseret i en tegnefilm :) Ganske fed!!

Bunnykill

det vidste jeg ikke er han blevet sådan en idiot men det forklar hvor meget det han laver af tegneserie med mere er noget undskyld udtrykt forbandet lort kan du vis et link om hvordan en af 80ere bedste tegneserie tegner og forfatter er går den forkert vej ikke for at pege finger ellers sådan noget men mere hvordan kunne det går så galt ?

Jeff

The Dark Knight Returns is my favourite comic book series. Miller is without doubt one of the all-time best writers in comic books!
Last year the comic was turned into a 2 part cartoon movie and it was excellent. They basically took each frame of the comic and put it on film. The only thing missing was Batman’s inner monologue and some of the more adult themes. I think it was also last year or 2011 where they did the same with Batman: Year 1. Again, it was brilliant. DC may lag behind Marvel when it comes to live action movies, but in feature length cartoons, DC is king!
A little correction: Batman didn’t kill the leader of the Mutants, he defeated him in front of all his followers in a brilliant scene where Batman calls a mud pit an operating table. The fact that Batman doesn’t kill is a major factor in his battle with the Joker.
It’s clear to see how much Nolan has been influenced by both The Dark Knight Returns and Batman: Year 1, and he uses them to great effect.
As for this coming Superman vs. Batman movie, I can’t imagine that it will take much from The Dark Knight Returns. The fight between the 2 stays for sure, but if DC are looking to expand their movie universe, having an old, retired Batman makes no sense.

Wayne

The Dark Knight historier som alternative Batman historier - og altså ikke som universets virkelighed.

Men, ingen tvivl om at mange har ladet sig inspirere af det meget mørke univers Miller tegnede.

Der er dog mange andre, som Neal Adams for at nævne en af de vigtigste - som kommer tættere på, som reel inspirationskilde til den Batman vi har set på film.

Petrescu

Rigtigt fint blogindlæg og meget velskrevet også. Man kunne med rette frygte at ” The Dark Knight Returns” er blevet plukket i sådan en grad, at hele historien nu vil fremstå uoriginal. Og så alligevel ikke. Som du selv pointerer, så er der væsentlige elementer i fortællingen som er markant anderledes; den dystre og selvdestruktive helt.

Jeg tror at tiden snart er moden til, at superhelten på film tager endnu et skridt ind i det indre mørke. Det vil klæde sådan en karakter og åbner også op for endnu mere spændende og intense film, der kan tage superhelten på film op på et nyt niveau.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter