Cookie- og Privatlivspolitik
Hvorfor græder man under en film?

Hvorfor græder man under en film?

Nogle film er tårepersere - hvorfor?

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af brugeren Mark, der forklarer om, hvorfor man kommer til at græde under en film - og afslører sin egen første grædetur i biografen.

Hvis du vil skrive blogindlæg på kino.dk, så skriv en mail til line@kino.dk for at høre mere.

Har du nogensinde grædt under en film? Det vil nok være pinligt for nogle at indrømme (derfor er det sejt, at der er nogen der tør), men mon ikke, at vi alle kan erkende, at vi har prøvet at græde bare én gang under en rørende scene i en film. Selvom vi godt ved, at alle karaktererne og scenerne i filmen (som regel) er fiktive, så kan vi stadig ende med at tude! Første gang, jeg græd under en film, var, da jeg så Syv liv (Seven Pounds) med Will Smith i hovedrollen. En film der er fyldt med scener, der får et vandfald af tårer til at bryde løs!

Man vil selvfølgelig blive ked af det, når man ser én, man holder af, være i sorg. Så at græde i forbindelse med diverse situationer er normalt for os. Men hvad er grunden til, at vi græder under en film? Har du nogensinde tænkt over det? Her skriver jeg lidt om, hvorfor hjernen kan få os til at græde – noget jeg selv i lang tid har gået og tænkt over, hvordan hang sammen!

Når vi ser noget, vi inderst inde føler er sørgeligt under en film - eller i virkeligheden, sætter hjernen gang i en masse følelser. Og samtidigt produceres der et hormon, der skaber bekymring for andre mennesker. Den følelse har dog ikke mulighed for at finde forskellen mellem mennesker i virkeligheden og mennesker i fiktive film. Det eneste, den kan finde frem til, er ”græde-knappen”.

Derudover kan de rørende scener i film skabe empati, hvor hjernen forsøger at sætte sig ind i filmens karakters følelser, og når dette lykkes for hjernen, kan man udtrykke empatien igennem tårer. Lyd og musik i film spiller også en stor rolle, og af og til kan det faktisk være de lette, lyse og kolde toner under de sørgelige scener, der sætter gang i den græde-aktiverende knap. Men fordi mange mennesker kan lide film, der får os til at græde, er forsøget på netop at frembringe tårer hos publikum en fast tradition især inden for drama-genren.

Har du nogensinde grædt under en film? Og i så fald hvilken?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Ann Kirstineuser/4292

Åh for mig er det snart lettere at nævne de film jeg ikke græder i. Det kan virkelig være et helved nogen gange men man må jo lære at leve med det. Jeg tuder når noget er sørgeligt, når noget er godt, hvis helten har kæmpet længe og endelig når sit mål, når alt går op i en højere enhed og mange andre tider.

Generelt er Disneys tegnefilm en sikker vinder for at få tårer frem. senest da jeg var inde og se Frost.

Den bedste "græde-tur" i biografen var helt sikker Toy Story 3. En film man ventede på 10 år fra 2'eren til 3'eren. de sidste 30 min af filmen var der total vandfald fra min side, mens en fremmed pige på 5 sad på sæddet ved siden af og brokkede sig over filmen var kedelig -.-

en anden vild oplevelse jeg havde var en sommerferie hvor jeg valgte at se alle Star Wars film fra 1 til 6 . Jeg græd i et kvarter efter Darth Vaders død, den søde lille dreng der elskede pod race som gik helt amok for at rede sin familie og så til sidst får indsigt tilbage og ser sin søn og så DØR han. 'amen det magter jeg slet ikke :P og så lige en tur igen til sidst hvor de fejre det hele og 3 dukker op som spøgelser i træet.

Eller noget så skørt som Hobbitten eller Ringenes Herre

Anna Cæcilie

Jeg har grædt til virkelig mange film - også til film hvor det egentlig ikke rigtig giver mening at græde. Jeg har grædt af glæde og af dyb sorg (fordi hovedpersonen oplever noget der for han/hun til at græde). Jeg kan komme til at græde når det går dårligt for hovedpersonen, at målet ikke lykkes... efter alt det blod, svig og tårre. Jeg kan græde når fiktive figurer dør - også dyr.

Det er selvfølgelig meget individuelt hvad der får folk til at græde snot under en film. Løvernes Konge rammer altid mig til i hjertet (af private familie-årsager) og det skammer jeg mig bestemt ikke over. Der er også de film hvor man ønsker at man kunne græde, men simpelthen bare ikke kan. Man er bare lammet, ved slet ikke hvad man skal gøre af sig selv, man sidder og bare og stirre ind i skærmen.

Third Star af Hattie Dalton, en film hvor jeg gerne vil græde fordi det gør ondt at se på.. men jeg kan ikke græde. Jeg sidder bare tilbage og er mundlam. Jeg så tilfældigvis filmen P.S I love you og jeg tror aldrig i midt liv at jeg har grædt så meget til en film - så meget at jeg næsten blev lidt pinlig over mig selv faktisk.

Jeg elsker de film der kan få en til at vise følelser, tude, græde, vræle. Det er vanvittigt hvad film kan gøre ved os.

Bentuser/9810

Jeg så De Urørlige da den kom frem , og ja jeg er let til tårer,
men ikke denne , jeg bliver let meget rørt når jeg ser et par
bliver viet , eller til en begravelse når en kendt person eller
et barn bliver begravet det synes jeg er en trist oplevelse.
Men ellers hvis der sker noget meget forfædeligt så kan der nok komme en tåre frem, men det har nok noget med alderen
at gøre , da jeg var meget yngre , ja så var jeg nok ligeglad
men man har flere føelser og har let til tårer når man bliver
mere moden og voksen .

eline kalpana

Jeg har slet ikke noget imod at græde over film, tilgengæld har jeg mere imod at græde over alt andet, hvilket derfor ikke sker så tit...Så hvorfor blir man så berørt over andre menneskers skæbner i en film og ikke nær så berørt over de mennesker der er i ens liv...Måske mangler man filmmusikken og mørket..!?

Jeff

I have to say that I've never cried at a movie. There are plenty of movies that have moved me and made me feel sad, but none have ever driven me to tears. I don't know what that says about me...
There have been and are movie scenes that have brought a tear to my eye, but never in sadness. A fantastic action movie sequence, a great line, or a surprising revelation that makes you think, "oh yes!", these will bring a tear to the eye (not that it's ever shed).
I can understand why people cry at movies. Although some of the ones here are beyond me. Maybe I'm just able to separate the fake from real, which doesn't make me cry, or maybe I'm just a heartless bastard.

Daniel

Jeg melder mig ind i klubben der fremhæver Anne Hathaway's scene i Les Mis. Uden tvivl den bedste scene i filmen, og en af de bedste scener jeg nogensinde har set.

Jeg kan også huske at fælde en tåre da jeg så Armageddon for første gang, da Bruce Willis siger farvel til Liv Tyler, og efterfølgende flashbacker og ser sit liv, idet han trykker på knappen der redder verden.

Den film der rørte mig mest af alle dog, er The Fountain. Langt fra en film for alle, har den kult status blandt sine fans. Jeg ser den en gang om måneden, fordi jeg elsker at blive rørt så dybt. Jeg håber at der er andre The Fountain fans her, selvom det måske kun er et par stykker :)

Jo mere en film bevæger dens publikum, jo bedre er den..

Husk, nyd livet, det gode vejr og de gode film.

peter

Se den! Mine tårekanaler var hvertfald våde da jeg forlod biografen.. Den smukkeste film jeg længe har set i mit snart 40 årige liv.... Elsker når film kan bevæge mig og det kan den her fan'me.. Snyd dig ikke selv for en go film-oplevelse.. se den og lad mig høre om du ikke fældede en tåre ved slutningen af filmen...
Mvh Peter :-)

Jonatan (Star-Lord)

Det er lidt pinligt men den første gang jeg græd til en film var da Robert Downey Jr. I form af Tony Stark fik opereret sin arc reactor ud af brystet i Iron man 3.

Emma

En del animerede eller tegnede disney-film kan få mig til at fælde en tåre - eller hundrede...

Den seneste animerede og/eller tegnede film jeg har set var Spirit: Stallion of the Cimarron (Hingsten fra Cimarron). Filmen er fra 2002, og den er måske ikke lige Disney, men jeg synes, at det er samme klasse.
Jeg græd til alle de triste scener, og så lidt til de glade, bare fordi jeg var så følelsesmæssigt af alle de triste scener.

Men tilbage til Disney, så er det film som løvernes konge, både den første og anden film. Der er mange triste scener i filmene, dog er der også mindst ligeså mange glade.

Lady og vagabonden var også en af de film, der berørte mig meget. Sammen med Bambi og mange andre.

Desværre har jeg lagt en del disney-film på hylden. Ikke fordi de er dårlige, men efter gentagne gange at have set dem, kan jeg næsten spille dem i hovedet, man det kan stadig være rart lige at hive en af dem frem i ny og næ.

Disney-film med rigtige skuespillere berører mig dog ikke nær så meget, må jeg indrømme. De fleste af filmene er gode, men de tegnede figurer er bare nået et niveau, skuespillerne ikke kan komme op på.

Udover Disney græd jeg flere gange til Harry Potter, hele serien igennem. Dobbys og Snapes død var nok nogle af de mest triste scener i hele serien. Jeg var også meget trist ved tanken om, at J. K. Rowling havde overvejet at dræbe Ron også, jeg er dog glad for, at hun ikke gjorde det.

Da jeg især kan lide at se action, specielt med superhelte, både DC og Marvel (jeg ved ikke hvorfor), og da der tit i sådanne film kommer sørgelige scener, kan jeg hælder ikke undgå at græde der.

Til Batman-trilogien (Med Christopher Bale), The Amazing Spider-Man, Captain America, X-men etc.
Der kommer altid de scener, hvor alt ser mørkt ud.
Jeg har dsv. ikke fået set særlig meget Superman, så det kan jeg ikke udtale mig om.

Life of Pi var også en af de film jeg græd til. Hele filmen virker bare så sørgelig, selvom den også er meget god. (Spoiler) Det punkt med at Pi over netten mistede næsten alt han kendte til, hans familie og hele den zoologiske have... Det eneste han havde tilbage var tigeren - Richard Parker, og den endte også med at efterlade ham i slutningen, og de synes jeg var så trist, at han fik en ven, der bare løb fra ham ved første mulighed. Selvfølgelig ved jeg godt, at de var en tiger med dyriske instinkter, alligevel kan man ikke lade være med at være trist over det.

Jeg føler, at jeg bliver påvirket af både film og bøger mere end min familie. Hvis jeg kan lide filmen eller karakteren, kan jeg næsten tudbrøle ved hver eneste sørgelige scene i filmen. Og jeg kan lide de fleste af de film jeg ser, dog er jeg mest til action (med superhelte er det bedste) og fantasy-film.

Cica Cariaduser/266037

over film men kun visse film.

Jeg har aldrig nogensinde tudet når Bambis mor dør. Det rører mig ikke en disse. Til gengæld så stortuder jeg over den første Lassie film. Jeg er et stort tudende kaos ved slutningen og jeg bliver stadig drillet med det af venner og familie.

Snapes død i HP får mig til at tude og det samme gælder for den nye Star Trek film da Pike dør og en vis anden person dør.

Mads og Mikkel er min favorit Disney film men slutningen får mig til at tude hver gang.

Der er sikkert mange film som jeg har tudet over men kan ikke lige komme i tanke om flere pt.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter