Cookie- og Privatlivspolitik
Tre personlige Palme-favoritter

Tre personlige Palme-favoritter

Nyt blog-indlæg fra filmfestivalen

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)

Der mangler stadig at blive vist to kandidater til Guldpalmen i Cannes. Vampyrfilmen ’Only Lovers Left Alive’ af Jim Jarmusch og ikke mindst Roman Polanskis ’Venus in Furs’. Favoritterne er ved at indfinde sig, og jeg nåede selv at se tre fortræffelige film, før jeg syv dage inde i festivalen forlod Cannes, 'The Past', 'La grande bellezza' og 'Inside Llewyn Davis'.

Siden er der tilføjet én film til rækken af Palme-favoritter, hvis man altså skal tro reaktionerne fra den samlede presse i Sydfrankrig. Hovedfeltet tæller således 'The Past' (som du kan læse mere om her), Inside Llewyn Davis, 'The Great Beauty' og endelig tilføjelsen ’La vie d'Adèle’ - et tre timers portræt af et lesbisk forhold, der udvikler sig mellem den 15-årige Adele og en ung kvinde.

Sidstnævnte, der ligner festivalens hidtidige storfavorit, nåede jeg således ikke, men jeg så til gengæld, hvad der må være dens største konkurrent i form af Paolo Sorrentinos pragtfulde (og det ord bruger jeg sjældent) ’La grande bellezza’.

The Great Beauty
The Great Beauty (La grande bellezza)
Italiensk film er indrømmet ikke mig. Eller rettere sagt. Når jeg skal indhente mangler i filmhistorien kaster jeg mig sjældent over italiensk neorealisme eller andre værker fra støvlelandet. Det er hverken rationelt eller rimeligt, men ikke desto mindre var mine forventninger ikke store til Paolo Sorrentinos grandiose fortælling om en kynisk forfatter/skribents odyssé gennem Roms fallerede kulturmiljø. 25 minutter inde i filmen var situationen en anden. Efter skønsang og en elegant kameratur mellem renæssanceskulpturer klippes der til en prangende fest med et højere og mere dynamisk tempo end hele The Great Gatsby tilsammen. Festens midtpunkt hedder Jep Gambardella (formidabelt spillet af Toni Servillo), der resten af filmen er den mest forfriskende, sarkastiske og alligevel stærkt selvoptagede karakter, jeg længe har set. Nogen egentlig handling er sekundær, da filmen fokuserer på større emner som hykleri i alle afskygninger og skønhed versus forfald. Det kan lyde tungt, men takket været en befriende humor er filmen et enormt underholdende bekendtskab, og samtidig er en hyldest til både Rom og Fellinis ’La Dolce Vita’. Jeg krydser fingre for en dansk biografpremiere.

Inside Llewyn Davis
Inside Llewyn Davis    
For mit vedkommende var festivalens tredje højdepunkt Coen-brødrenes fortælling om en musiker i starten af 60ernes New York. Det satiriske drama har elementer af både 'Barton Fink', O Brother, Where Art Thou? og A Serious Man, men der er ikke tale om brødrenes fineste øjeblikke på repeat. Historien om Llewyn Davis er nærmere en syntese af instruktørernes tidligere værker, som ved første øjekast kan virke let, men som jeg efterhånden mistænker for at ende som et hovedværk på niveau med førnævnte 'Barton Fink', 'Fargo' og No Country for Old Men. Sammenlignet med ’La vie d'Adèle’ og ’La grande bellezza’, ligner filmen dog ikke vinderen af Den gyldne palme.

The Missing Image (L'image manquante)
Ikke alt i Cannes var på samme høje niveau, selvom hensigten med dokumentarfilmen om Khmer Rouges gerninger i Cambodja ikke fejler noget. Instruktøren Rithy Panh skildrer sin opvækst under diktaturet ved hjælp af fascinerende og særdeles udtryksfulde lerdukker, men efter 20 minutter føles det som om, jeg sad fast i en detaljeret men monoton museumsudstilling. Den rigeligt poetiske fortællestemme, og et utal af lydeffekter til at underbygge stemningen, gjorde heller ikke det velmenende projekt, der deltog i Un Certain Regard, nogen tjenester.

As I Lay Dying
As I Lay Dying
Sent tirsdag aften så jeg min sidste film på årets festival, og jeg kunne godt have brugt en bedre afslutning. Det startede ellers meget godt, da James Franco gik på scenen og leverede en halvstenet og lettere forvirret introduktion af filmen, han både har instrueret og spiller med i. Dramaet, baseret på William Faulkners roman fra 1930, handler om en families kamp med at transportere deres døde mor til det endelige hvilested. Desværre sker der ikke meget, og man får masser af tid til at irritere sig over Francos kunstfærdige brug af splitscreen og en overraskende stor mængde halvflade skuespillerpræstationer. Filmen deltager i Un Certain Regard, hvor Thomas Vinterberg som bekendt er juryformand.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.