Cookie- og Privatlivspolitik
Familiekrise i Cannes

Familiekrise i Cannes

Familier på prøve...

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. At kalde det for et decideret tema på årets Cannes Filmfestival, er nok at strække den, men flere film i både hovedkonkurrencen og Un Certain Regard har forældres ansvar over for deres børn - eller mangel på samme - som et omdrejningspunkt.

Som jeg skrev i går, kommenterer 'The Bling Ring' knastørt på de intetanende og stærkt naive forældre til ungdomsbanden, og i ’The Past’ (den foreløbige Guldpalme-favorit) konfronteres en mere eller mindre selvoptaget mor, og mændene i hendes liv, med følgevirkningerne af fortidens beslutninger.

I går aftes blev forholdet mellem forældre og deres børn så for alvor sat på spidsen, da hovedkonkurrencens femte film fik sin debut i Cannes.

Like Father, Like Son
Plottet i det japanske drama af Koreeda Hirokazu er lige så simpelt, som det er paradoksalt at finde en enkel løsning på. En succesfuld forretningsmand, der lever med sin kone og seksårige søn, bliver kontaktet af myndighederne, som kan oplyse, at deres fælles barn ikke er deres eget pga. en skæbnesvanger ombytning af to drengebørn på fødestuen. Et andet, og langt mindre ambitiøst, par står således i samme situation. Den første time er en decideret nydelse, og fra start til slut er der tale om et afdæmpet og vemodigt drama befolket af lutter sympatiske karakterer. Desværre synes jeg ikke, at filmens sidste tredjedel, samt afsluttende løsning, er på niveau med resten af dramaet, men ’Like Father, Like Son’ er stadig et vellykket og charmerende indslag i hovedkonkurrencen.

Stranger by the Lake
Charmerende er ikke den eksakte betegnelse for det franske bidrag til Un Certain Regard-serien (som jeg nåede at se før ovenstående), selvom den har flere afvæbnede elemeter. En gruppe homoseksuelle mænd fordriver sommerferien med spontan sex ved en sø, alt imens en morder er på spil. Dialogen er strålende, og det meste af tiden bevæger filmen sig på kanten af improviseret komedie - altså når den ikke afbrydes af sex og mord. Jeg ved ikke, om rækken af eksplicitte sexscener er nødvendig for at fortælle filmen, men ser du kun én bøsseporno-komedie-thriller i år, er ’Stranger by the Lake’ et særdeles underholdende valg.

Benicio Del Toro og Mathieu Amalric i 'Jimmy P.'
Jimmy P. (Psychotherapy of a Plains Indian)
Lørdagens første film levede desværre ikke op til den fine fredag i Cannes. Tværtimod var ’Jimmy P.’ af Arnaud Desplechin en solid skuffelse efter franskmandens formidable ’Un conte de Noël’ fra 2008. Dramaet handler om en indianer (Benicio Del Toro), der efter Anden Verdenskrig kommer i terapi hos psykoanalytikeren Georges Devereux (Mathieu Amalric). Behandlingen fører titelkarakteren tilbage til barndommen. Historien er baseret på virkelige begivenheder, men den ydes ikke retfærdighed takket været en overraskende kluntet instruktion, som køres yderligere i sænk af et insisterende score og trættende karakterer. Jeg kedede mig i al fald bravt modsat en gruppe, der klappede begejstret ved filmens afslutning. Flere i salen var dog enige om, at de måtte være instruktørens landsmænd.

Bends
Med det efterfølgende drama fra Hong Kong blev hastigheden ikke øget, men filmen havde flere poetiske kvaliteter at sætte pris på. Denne gang er familien i krise et kinesisk par, der venter deres andet barn, som derfor skal fødes i nabostaten for at komme uden om den kinesiske et-barns-politik. Samtidig er den vordende far privatchauffør for en rig kvinde, hvis mand er gået fallit. Måske skulle jeg have set noget mere dynamisk ovenpå den frustrerende ’Jimmy P.’, men sandsynligvis havde jeg alligevel fundet dette stille drama for sart til at bære det tunge tempo. ’Bends’ deltager i Un Certain Regard.

Nu er det til gengæld blevet tid til Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter