Cookie- og Privatlivspolitik
BLOG: Hvad er 3D-lyd?

BLOG: Hvad er 3D-lyd?

Guide til den nyeste udvikling af lydsystemer

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Blogindlægget er skrevet af Peter fra filmtips.dk. Peter er 31 år, arbejder i bogbranchen og har netop lanceret sit eget filmsite i starten af april 2013. Han har set over 1400 film og selvom reolerne derhjemme er fyldt med film, går han også ofte i biografen. (Rekorden er 26 biografbesøg på 21 dage under CPH PIX i år.) Som uddannet civilingeniør har han en naturlig interesse for de tekniske aspekter ved filmvisning og går meget op i at kvaliteten på både billede og lyd er i orden.

Hvis du vil skrive blogindlæg på kino.dk, så skriv en mail til line@kino.dk for at høre mere.

Igennem de seneste år er det blevet mere og mere populært, at de store blockbusters vises i 3D, både i biffen og hjemme i stuen. Mens der har været heftig udskiftning af lærreder, projektorer, TV og afspillere, så har der ikke været ligeså stor udvikling indenfor lyden.

Som nogle sikkert har bemærket, så har sal 1 i Palads lige gennemgået en større renovering. En af de ændringer, jeg personligt er mest begejstret for, er, at der nu indføres 3D-lyd. Nu tænker du måske som så mange andre: "jamen, er surround ikke allerede i 3D?". Men det er det faktisk ikke.

Traditionelt set består et surround setup af fem eller syv højtalere placeret rundt om tilskuerne, samt en subwoofer til at bidrage med bassen. De dybe toner fra bassen er ikke retningsbestemt, så derfor kan man nøjes med en enkelt subwoofer. Højtalerne er typisk placeret i ca. samme højde, hvilket medfører, at lyden kun kan bevæge sig rundt om én. Lyden kan altså ikke bevæge sig op og ned i forhold til din lytteposition. Når det lyder, som om en helikopter flyver over hovedet på dig, er det altså en simuleret oplevelse, hvis formål er at snyde dine ører.

Et traditionelt 5.1 surround hjemmebio setup ser groft set således ud:

Hjemmebiograf

I en biograf er der naturligvis flere højttalere, men det skyldes, at flere af højtalerne er grupperet sammen, så de spiller det samme signal. Dette gøres for at sørge for, at så mange tilskuere som muligt får en god surround oplevelse.

Ved ombygningen er Palads gået fra et sådant 5.1 setup til et 11.1-system ved navn Auro eller Auro-3D. Fordelen ved dette system er, at der i et 11.1 setup benyttes forskellig højde på højtalerne. For at sammenligne med ovenstående billede har jeg fundet et 9.1 hjemmebio setup, som altså mangler et sæt ekstra kanaler bagerst i forhold til det, Palads lige har fået installeret.

Auro 3D hjemmebio

Her kan man tydeligt se, at hver lytteposition har en højtaler placeret både højt og lavt. Formålet er at få en væsentlig bedre fornemmelse for lydens højde. Tidligere har biografernes 5.1 eller 7.1 systemer kun drejet sig om, hvorvidt en lyd var foran, ved siden af eller bag publikum. Med udbredelsen af 3D-film, hvor billedet jo til tider også bevæger sig ud i salen, giver det god mening, at man også kan definere højden på lyden. Men det medvirker naturligvis også til at skabe et mere detaljeret lydbillede for normale 2D-film. Det kan illustreres således:

Kilde: Wikipedia

Ud over Auro findes der også et endnu mere advanceret system, Dolby Atmos, som understøtter op til 64 højtalere der fordeles i både loft og vægge. Det har de fået i BIO Næstved, som det eneste sted i Danmark og kun det 4. sted i Europa. Et Dolby Atmos setup ser således ud i forhold til et traditionelt 5.1 og 7.1 biograf-setup:

Kilde: Dolby.com

Jeg håber, du har fået et indblik i, hvorfor udtrykket "3D-lyd" ikke er helt forkert at benytte om disse surround systemer. For mit vedkommende er indførelsen af 3D-lyd en meget mere ventet tilføjelse end 3D-billeder. En films lydunivers er efter min mening i høj grad med til at bevare illusionen om, at man befinder sig i filmens verden. Det næste trin herfra er op til dig selv - nemlig at opleve det med dine egne ører. God fornøjelse.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Wayne

Personligt synes jeg ikke at 7.1 gav den helt store forskel. Men ingen tvivl om at 3D lyd vil give en gevinst til oplevelsen.

Lyden af en helikopter som lander, vil få en helt ny effekt.

Marlon Campbell

Jeg mener at en film bliver bedre hvis det er 3d lyd og ikke mindst, når man er i biografen

IWannaBeSedateduser/184940

1. Nu er 1400 film jo altså heller ikke særlig meget at have set i en alder af 31.

2. CPH PIX festivalen varede "kun" 14 dage.

Christian

Kan ligeså godt vende jer til tanken.

Dermed sagt så er det i konstant udvikling, og det er ikke færdiggjort før vi alle sidder i biffen UDEN brillerne på. Den "kvalme" og "ondt i hovedet/øjnene" som mange mennesker trættende nok bliver ved med at bitche over, det er grundet at øjnene ikke er vant til og se ting i 3D, på den måde. Der manipuleres med ens syn, og det kan være lidt anstrengende - i begyndelsen. Men så er det satme heller ikke vildere.

Anyways. Jeg er enige i at alle biografer bør udstyres med 3D-Lyd, og det vil også ske med tiden!

PS: VI VIL HAVE IMAX BIOGRAFER I LANDET!

Simon

Er personligt ikke stor fan af 3D, da jeg synes det ødelægger oplevelsen langt hen af vejen.

Men det her 3D-lyd, det ser interessant ud.
Lyden er den dimension, der understøtter illusionen mest, når man ser film, så et godt system som dette er meget velkommen, efter min mening. :)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter