Cookie- og Privatlivspolitik
24 timer i Cannes

24 timer i Cannes

- og tre vidt forskellige film

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)

CANNES. I går kl. 16 stod jeg af bussen i Cannes, hentede min akkreditering, checkede ind på hotellet, vendte tilbage til festivalpalæet og stillede mig i kø til min første film, Sofia Coppolas 'The Bling Ring'. Køen var lang og havde den afskrækkende effekt, som lange køer i Cannes umiddelbart har: at man sikkert lige så godt kan opgive at komme ind. Mit pressekort er nemlig blåt. Spørger man garvede journalister hernede, er det ikke meget værd, og sammenlignet med deres pressekort (som enten er hvidt eller lyserødt) er der noget om snakken, da dagspressen nyder en højere prioritering på festivalen end fx webmedier.

Alligevel er det blå kort slet ikke så slemt, som nogen ynder at gøre det til. Sidste år var første gang, jeg skulle se film i Cannes, og allerede inden jeg havde set den første film, havde flere advaret mig om kortets uduelige egenskaber, og derfor stod jeg klar i køen kl. 7 om morgenen til visningen kl. 8.30. Som den første… Advarslerne var med andre ord stærkt overdrevne, og hvis jeg bare ankommer, 30-40 minutter før de forskellige film starter, er jeg stort set sikker på at komme ind. Imens jeg venter, og aviserne kan stryge direkte ind i salen kort før start, kan jeg glæde mig over, at jeg ikke er udstyret med et grønt eller gult pressekort, hvor det for alvor bliver svært at komme ind til festivalens pressevisninger.

Cannes

Hvorom alting er, var jeg, efter en halv time i kø, på plads i salen til åbningen af parallelserien Un Certain Regard. Årets juryformand er Thomas Vinterberg, der indtog scenen og takkede filmfestivalen i Cannes for at gøre ham til overdommer og ikke mindst for at indlogere ham (og hustru) på Carlton-hotellet i 11 dage. Herefter erklærede han Un Certain Regard for åben - på klingende og perfekt dansk til publikums fornøjelse - og så kunne Katie Chang, Israel Broussard, Emma Watson, Claire Julien, Taissa Farmiga og Sofia Coppola klappes på scenen i en propfyldt sal.

The Bling Ring
Skuespillernes rækkefølge nævnt ovenfor er ikke tilfældig, da hovedrollerne og filmens langt bedste præstationer tilhører Katie Chang og særligt Israel Broussard som henholdsvis bandens leder og eneste medsammensvorne af hankøn. Med lidt god vilje har Emma Watson filmens tredje største rolle, som primært mopset teenager, hvor tøj og accessories fra de helt rigtige modehuse udkonkurrerer alt andet. Tøjmærker fylder i det hele taget ret meget i 'The Bling Ring', og det står hurtigt klart, at det ikke er de kendtes liv eller person som er interessant, men hvad de har i deres walk in closets. Særligt Paris Hiltons udsættes for flere tilbagevendende indbrud.

Filmens portræt af en overfladisk tid og generation er tydelig fra start til slut, og det hele nærmer sig en satire (og ikke en thriller som vi indtil for fem minutter siden havde skrevet på filmens profil), hvor hver eneste "voksen" er en karikatur. Af samme årsag er jeg ret glad for 'The Bling Ring', og den fungerer særligt godt i forlængelse af Sofia Coppolas andre værker om berømtheders privatliv versus glamour fra Lost in Translation og Marie Antoinette til Somewhere.

A Touch of Sin
Næste film startede kl. 22.00, og det drejede sig om et kinesisk bidrag i hovedkonkurrencen om Guldpalmen. Kort fortalt portrætterer filmen tingenes tilstand i Kina gennem fire personer med hver deres skæbne, som narrativt er yderst vagt forbundne, men som alle kredser tematisk om uretfærdighed, vold og pludselig død. Særligt første del, om en forurettet minearbejder der dræber 6-7 lokale på klos hold med sit jagtgevær efter et urimeligt salg af byens mine, fungerede som en blanding af samfundskritik og spaghettiwestern.

Anden historie formåede også at bevare interessen, som jeg dog efterhånden mistede i takt med, at filmen tabte fokus pga. genreblandinger og en for lang spilletid på 133 minutter. Eller også ved jeg bare ikke nok om det kinesiske samfund, som er filmens primære agenda. Det var min første film af Jia Zhangke, og jeg giver ham gerne et par chancer til.

The Past
En af de mest ventede film i hovedkonkurrencen er iranske Asghar Farhadis nye film efter den universelt roste Nader & Simin - en separation fra 2011. En separeret ægtemand kommer fra Teheran til Frankrig for at underskrive skilsmissepapirerne, og på få dage ophober en række diskussioner sig til store problemer, som ingen ønskede, men som alle har del i. Strukturen er nærmest identisk med hans forrige film, hvor de mindste replikker og handlinger alle er dele af et større puslespil, der næsten får instruktørens dramaer til at udvikle sig til kriminalgåder. Intet sker uden grund, også selvom man langt fra får svar på alt.

Filmen sluttede for to timer siden, og jeg er endnu usikker på, hvor god den er. Sammenlignet med næsten alt andet, er den fremragende. Sammenlignet med 'Nader & Simin', er den ikke på samme niveau, men det skyldes primært gentagelse af de filmiske virkemidler. Det ville jeg til gengæld ikke klandre Peter Jackson eller Mike Leigh for at gøre, og så er jeg allerede kommet nærmere en foreløbig konklusion. 'The Past' nærmer sig det fremragende.

Næste film på programmet er dramaet 'Stranger by the Lake', der deltager i Un Certain Regard, om to homoseksuelle mænd efterfulgt i aften af den japanske 'Like Father, Like Son', der deltager i hovedkonkurrencen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
anstang

Spændende læsning. kom gerne med mere

madsjf

Fedt! Gid det var mig....

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter