Cookie- og Privatlivspolitik
Hvad laver en community manager?

Hvad laver en community manager?

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

Jeg er ny i kino.dk-familien og startede i december 2012 som Community Manager. Det er kort fortalt min opgave at observere, moderere og engagere det community, der er omkring kino.dk på de sociale medier. Det sker indtil videre gennem en del eksperimenterende tiltag. Samtidig er jeg i gang med at lære brugerne og deres krav og forventninger til kino.dk at kende. Derfor bliver mit første blogindlæg en introduktion til, hvad jeg arbejder med i kino.dk, og hvad du som bruger kan opleve, når du møder os på de sociale medier.

Først lidt om, hvem vores brugere er...
Langt de fleste danskere går i biografen mindst en gang om året. Derfor har vi rigtigt mange brugere på kino.dk. De aktive brugere, der også deltager i debatterne, anmelder film, kommenterer på nyheder og stiller os kritiske spørgsmål, kalder vi "vores community". Community'et består naturligvis af individuelle mennesker med egne interesser og behov. Og de kontakter os også på forskellige måder alt efter, hvilket medie de opholder sig på, og hvad det er, de vil.

Regel nr. 1, når vi taler om sociale medier, er...
Forskellige sociale medier er gode til forskellige sociale ting. Som virksomhed møder kino.dk sine brugere på mange forskellige platforme og på forskellig vis alt efter, om vi kommunikerer på vores website, Facebook eller Twitter (det er de tre sociale medier, jeg i det her blogindlæg ser på, selvom vi råder over en del flere).

Debatsiden på kino.dk er god til de længere samtaler om forskellige filmiske temaer. Her skriver brugerne ofte lange indlæg og kaster sig gerne hovedkulds ind i diskussioner, hvor bølgerne går højt.

Facebook har indtil videre vist sig som et godt medie til hurtigt at dele en underholdende nyhed – gerne noget sladder eller et sjovt billede. Det er også her, vi tit får spørgsmål og kommentarer ang. biografaktuelle film, kommende filmpremierer, bestilling af biografbilletter på sitet og tekniske problemer.

Twitter adskiller sig fra de to andre sociale medier både i form og brug. Twitter er et socialt medie, som bruges til at kommentere på begivenheder, imens de finder sted. Imens Facebook – i min optik – mere bruges til at give et referat af, når man har oplevet noget. Twitter har også sin begrænsning på 140 tegn pr tweet, hvilket giver en god udfordring i, hvordan et tweet skal skrives.

Om at møde brugerne IRL...
Det er min erfaring, at mit arbejde med at møde brugerne på de sociale medier,  både får en ny dimension og langt mere værdi, når vi mødes ude i den virkelige verden. Vi har tidligere afholdt særvisninger for brugerne - nu er jeg så småt gået i gang med at videreudvikle dette koncept ved at genindføre ideen om et brugerpanel. Indtil videre har jeg været et smut forbi SF Film med en lille gruppe brugere, hvor vi så 'I Give It a Year'. Efterfølgende interviewede jeg de deltagere, som havde lyst til at anmelde filmen. Resultatet kan ses i næste uge på kino TV.

Et af de andre eksperimenter, jeg har søsat, er inspireret af Nordisk Films sidste digitale strateg, Jonas Juhler Hansen. For Nordisk Film arrangerede han en række arrangementer over Twitter under tagget #nordisktwilm. Jeg har forsøgt at efterligne konceptet og har kaldt det #kinotur. #Kinotur går ud på, at jeg som @kinodk på Twitter samler en stor gruppe brugere (eller "følgere", hvis jeg skal blive i Twitter-jargonen), og så tager vi sammen ind og ser en film. Imens vi ser filmen, tweeter vi om den.

Den 4. marts var vi i Palads og se 'The Last Stand', og d. 25. marts afviklede @kinodk sin anden #kinotur. ScanBox havde lånt os filmen 'The Place Beyond the Pines', som vi fik lov til at se i Empire Bio hele 4 dage før premieren. Det er altid med sommerfugle i maven, svedige håndflader og bankende hjerte, jeg tager afsted til sådan et brugerarrangement. Jeg er altid nervøs for, hvordan det kommer til at gå, om folk møder op, om der er pladser nok, om salen er for stor, om filmen er god, om alle hygger sig og alt muligt andet. Og jeg bliver altid overrasket over, hvordan det så rent faktisk kommer til at gå.

Det er meget forskelligt, hvordan de forskellige deltagere til #kinotur vælger at hilse på mig. Nogen ved ikke, hvem jeg er, og så præsenterer jeg mig og fortæller om, hvad der skal ske i løbet af aftenen. Andre møder mig med et smil og et stort knus, og så virker det, som om vi har set hinanden mange gange før.

Der er flere, der har kommenteret på, at vi lader folk tweete fra biografsalen til sådan en #kinotur. Normalt opfordrer kino.dk jo ikke brugerne til at sidde med tændte telefoner, når de er i biografen. Jeg plejer at bede folk om at sætte telefonen på lydløs og skrue ned for lysstyrken på telefonen. Og så strømmer det ellers ind med indtryk og kommentarer til filmen hele forestillingen igennem. Du kan læse lidt om, hvad der skete til #kinotur i mandags ved at søge på #kinotur og #pines på Twitter.

Du undrer dig nok over nu, hvad vi får ud af at holde sådan et arrangement. Tjah. Jeg oplever i hvert fald, at jeg får en nær relation til mange af vores brugere. Jeg får en indsigt i, hvad der får folk til at mødes og hvad i filmen der rører én. Samtidig får jeg talt med forskellige filmdistributører og biografer og har et samarbejde med dem om at få arrangementet stablet på benene. Så man kan sige, at præcist sådan et arrangement som #kinotur er med til at skabe et godt socialt netværk.

Hvad skal der ske nu?
I løbet af foråret skal jeg helt klart arrangere flere særvisninger, biografture og andre events. Så skal vi have stablet nogle sjove konkurrencer på benene. Det har vores community sikkert nogle gode forslag til, hvad kan være... Jeg skal også finde nogle brugere, der skal udnævnes til "Månedens Bruger" i kino.dk Magasinet. Og så skal jeg have fat i nogle vouchers til vores nye V.O.D.-tjeneste, Hjemmekino, så du også kan se en film hjemme fra sofaen, hvis du nu ikke lige har tid og lyst til en tur i biografen. Jeg skal også have gang i nogle afstemninger om, hvilke "film-pakker", vi skal tilbyde over Hjemmekino.

Jeg skal til at sende flere mails ud til vores registrerede brugere, så de ikke går glip af alt det nye, som sker på sitet. Vores nyhedsbrev kunne godt bruge lidt nytænkning. Måske skulle der også strammes lidt op i, hvordan brugerprofilerne på kino.dk er skruet sammen. Og jeg skal holde øje med, at debatterne på sitet og alle de andre steder, foregår i en god tone. Måske skal jeg have fat i et par brugere, der har lyst til at være moderatorer på vores site. Og måske er der nogle af vores superbrugere, som har lyst til selv at skrive et blogindlæg til kino.dk...

Det var lidt om, hvad jeg får min arbejdsdag til at gå med, og hvad jeg planlægger, der skal ske indenfor den nærmeste fremtid. Du må naturligvis altid skrive en kommentar til mit blogindlæg nedenfor i kommentarfeltet. Hvis du har forslag til, hvad mit næste blogindlæg skal handle om, må du gerne komme med et forslag. Og ellers kan du altid kontakte mig på line@kino.dk og møde mig på kino.dk, Facebook og Twitter.

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Camillauser/138272

Det er dejligt at se en film før alle andre.
Og salen var fuld af spændte og engagerede filmgængere.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter