Cookie- og Privatlivspolitik
Blogosfæren på kino.dk

Blogosfæren på kino.dk

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Blogs på kino.dk er blot nyeste tiltag i forsøget på at favne filmens og biografens verden på endnu en medieplatform. Set fra et kino.dk-skrivebord giver det god mening, da blogs ofte kan noget andet end et nyhedssite, et magasin eller en mobil-app.

Jeg er storforbruger af blogs og har gennem de sidste år bookmarket et ikke ubetydeligt antal fra ind- og udland, som jeg relativt ofte besøger. Den primære årsag er, at jeg tit bliver overrasket, inspireret, udfordret eller blot underholdt i en sådan grad, at blogs har erstattet meget af mit tidligere hverdags TV-forbrug. Udelukkende fordi jeg efter et par timers blog-surfing altid sidder tilbage med en følelse af at være blevet beriget og ofte lidt klogere, end hvis jeg havde brugt tiden sammen med ’Familien fra Bryggen’, ’Divaer i junglen’ eller tjekket ind på ’Paradise Hotel’. Resultatet bliver ofte, at jeg bliver mere nysgerrig omkring et konkret emne, end da jeg startede med at surfe rundt, blot for til sidst at være røget ud af en tangent omkring fx animerede kortfilm fra Staff Picks på http://vimeo.com/staff/likes, fantastiske fotografer og illustratorer fra http://ffffound.com eller tjekkede titel-sekvenser på http://watchthetitles.com. For pludselig er to timer ret kort tid, når man er godt underholdt.

Bevares - smag, behag og interesser er jo forskellige, hvilket blogosfæren også er et fantastisk eksempel på. Så uanset om man er hardcore filmnørd eller blot småforelsket i Jennifer Lawrence, så er der også en blog for dig. Mange indlæg på blogs er af kortere længde og gerne med et link, der henviser til emnet, krydret med flotte illustrationer eller fotos. Alt sammen nok til at man enten hurtigt kan vælge emnet fra eller blive motiveret til at dykke endnu dybere ned i det pågældende tema.

For mig er det bl.a. denne lethed (ofte lettere overfladiske), der gør blogs ekstremt velegnet til mange historier, vinkler og budskaber fra fx filmens verden. Hvilket også er en af grundene til, at vi gennem nogen tid har savnet en blogplatform som suplement til alle vores andre gode historier og aktiviteter på sitet, i magasinet, eller hvorigennem vi nu distribuerer vores filmnyheder og baggrundsstof.

Derfor håber jeg også, at vores blog kan gøre sig fortjent til at blive bookmarket på din computer, så du vil slå et slag forbi, næste gang fx fjernsynsprogrammet keder dig. Lever vi op til vores egen målsætning, vil du nemlig efterfølgende føle dig en lille smule mere filminspireret og måske lidt mere filmnysgerrig, end du formentlig ellers ville have gjort.

Lars Bernt, adm. direktør - kino.dk

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter