Surprise! Mads Mikkelsen er med i ny Løvernes Konge-film: Se den første trailer

Filmen har premiere senere i år
Billede
(© Druk / Nordisk Film / Henrik Ohsted)

Senere i år venter Walt Disneys efterfølger til den CGI-animerede Løvernes konge fra 2019, der er en genindspilning af 1994-tegnefilmen af samme navn.

Det sker til december, hvor Mufasa: The Lion King har biografpremiere. Nu er filmens første trailer landet med lidt af en overraskelse.

Traileren afslører nemlig, at man blandt skuespillerne finder Mads Mikkelsen! Den rolle har danskeren holdt tæt ind til kroppen.

Se den første trailer til 'Mufasa: The Lion King' nederst i artiklen.

Ikke desto mindre indtager Mads Mikkelsen rollen som løven Kiros, der har store planer for sig selv. Det skriver bl.a. Variety.

Traileren byder desuden også på et første kig på den umage duo Timon og Pumba i denne prequel. 

Filmens omdrejningspunkt bliver som bekendt netop Simbas far Mufasa som ung løve, hvor vi efter alt at dømme bliver klogere på det komplicerede forhold til broderen Scar.

Mufasa: The Lion King
Her ses Mads Mikkelsens karakter som løven Kiros (© Walt Disney / Mufasa: The Lion King)

En række andre velkendte karakterer vender også tilbage i yngre udgaver. Derfor kan man se frem til atter at være i selskab med bl.a. aben Rafiki og fuglen Zazu.

Vi følger altså her Mufasas rejse til at blive dyrenes konge, så mon ikke vi også får lidt spirende kærlighed mellem Mufasa og Sarabi?

Filmen byder på helt nye sange, mens rollelisten bl.a. også tæller Aaron Pierre som Mufasa, Kelvin Harrison Jr. er Scar og Seth Rogen spiller Pumba, Billy Eichner er Timon og John Kani lægger stemme til Rafiki.

'Mufasa: The Lion King' har biografpremiere den 19. december.