Skandinavien i 1800-tallet skildret i ny serie: Alle var konstant dækket af snavs

Året er 1852, og den isolerede landsby Kengis i det nordlige Sverige står på tærsklen til kaos. Rygter om bjørneangreb og forbrydelser cirkulerer i byen blandt voldsomme opgør, forbudt kærlighed og store magtkampe i den nye svenske originalserie 'At koge bjørn' fra Disney +, som kan streames nu.
Serien er baseret på den svenske bestsellerroman skrevet af Mikael Nemi under samme titel. Her møder man landsbyens nyankomne præst og hans samiske adoptivsøn Jussi, som sammen forsøger at lede efterforskningen af en forfærdelig forbrydelse. En forbrydelse der slår store revner i byens allerede skrøbelige sammenhold og skaber utryghed blandt borgerne.
I front står Gustaf Skarsgård (Vikings) som landsbypræsten og får selskab af det spirende stjernefrø Emil Kárlsen i rollen som Jussi, der nærer stor kærlighed for landsbypigen Maria, spillet af Tyra Wingren.
Kino.dk var inviteret til Stockholm af Disney+ for at tale med både seriens instruktør Trygve Allister Diesen og de tre skuespillere.

1800-tallet var en tid, hvor hygiejnen ofte var en sidste prioritet, og det skildrer serien også ved at alle skuespillere konstant er dækket af snavs. En tilstand som Skarsgård efterhånden er vant til, både i serien Vikings og nu 'At koge bjørn'.
- Det er så sjældent, at jeg sætter mig i en makeupstol og ikke bliver dækket af snavs. Hver gang jeg tager et jakkesæt på, og skal se ren ud, har jeg det sådan: ”Wow! Det her er eksotisk”.
Også Tyra Wingren var glad for den snavsede makeup - selv på trods af den to timers daglige transformation, der tilmed inkluderede mange lag extensions og ingen hvile til hovedet:
- Makeuppen var faktisk virkelig rar at få på. Jeg følte mig meget smuk, og jeg behøvede ikke at have så meget fokus på mit udseende, fortæller hun.
Læs også: Er det en bjørn eller en morder, der slår landsby ihjel?

Skarsgård fortæller, at det ikke var krimielementerne, der tiltrak ham til projektet, men de komplicerede, paradoksale karakterer i et indholdsrigt og forhistorisk Skandinavisk univers.
- Jeg tror, at serien er en god påmindelse til de skandinaviske lande om, at dette er, hvad vi kommer fra. Vi havde et yderst polariseret samfund, der var meget undertrykkende for størstedelen af befolkningen og gavnlig for en lille elite, uddyber han.
Norske Emil Kárlsen har den samme indstilling - at det var de menneskelige relationer, som drev hans engagement til at medvirke i serien, også selvom hovedhistorien handler om et mord.
'At koge bjørn' er en anderledes fortælling med stor fortællerglæde, og det var netop det, som gav instruktør Trygve Allister Diesen blod på tanden til at bringe bestsellerromanen til live:
- Den har kvaliteter, jeg ofte ikke ser, og forfatteren til bogen er virkelig en historiefortæller. Det havde jeg lyst til at bringe til lærredet, så det er ikke kun en historie - det er en fabel, en saga og i min verden også en western, forklarer han.
Alle afsnit af 'At koge bjørn' kan streames på Disney +.








