Gatto
Foto: Disney / Pixar

Pixar afslører første kig på ny storfilm: Kattene har overtaget Venedig

En kat i gæld. En mafiaboss. Og en by fuld af overtro

”Hvor er tunfisken?” spørger katten Rocco med en dyb, alvorlig stemme og med Nero ved sin side. De retter begge blikket mod en kat, der er bundet med et reb.

Sådan indledes første trailer til den nye Disney og Pixar-film Gatto. Du kan se den nederst i artiklen.

Traileren er et intenst forhør – lige indtil de tre bliver distraheret af en lysende pære.

Filmen foregår i Venedig - en by fuld af overtro, og hvor katte regerer i skyggerne og lusker rundt i de italienske kanaler.

I hovedrollerne finder vi Mark Ruffalo og Laurence Fishburne. Ruffalo lægger stemme til Nero, en sort kat fuld af gåpåmod, mens Fishburne spiller Rocco, byens nådesløse kattemafiaboss.

Nero har i årevis bevæget sig i den kriminelle underverden og står i dyb gæld til Rocco. Men han er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om han nu også har levet de rigtige liv.

Da han havner i knibe, tvinges han til at knytte et helt uventet venskab, der måske endelig kan føre ham til hans større formål. Medmindre Venedig får bugt med ham først.

'Gatto' er skabt af instruktør Enrico Casarosa og producer Andrea Warren, der tidligere samarbejdede om den Oscar-nominerede Pixar-film 'Luca'.

Nu skal vi altså tilbage til Italien - men i en noget mørkere version.

‘Gatto’ får efter planen biografpremiere den 5. marts 2027.

Se traileren herunder:

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: