Ny undersøgelse slår fast: Der er mindre og mindre sex i Hollywoods storfilm

Er det de mange superheltes skyld?
Deadpool & Wolverine
(© Walt Disney Pictures)

Hvis du er en af dem, der synes, at der er mindre og mindre sex at finde i mainstream Hollywood-film, er du ikke forkert på den. I hvert fald ikke ifølge en ny undersøgelse foretaget af The Economist.

Undersøgelsen viser bl.a., at afbildninger af sex i film til det brede publikum fra Hollywood er faldet drastisk de seneste 20 år.

Nogle peger på, at de mange sexløse superheltefilm er en af grundene til faldet af sex i de store filmproduktioner. Der er nok også andre faktorer i spil. 

Man har i undersøgelsen kigget på de 250 mest indbringende film hvert år siden 2000 for her at se på mængden af ​​sex, der er med i de store studieproduktioner.

Det har man gjort med fokus på positive seksuelle akter kontra seksuelle voldshandlinger. 

Det undersøgelsen bl.a. kunne konkludere er, at der er et fald på 40 % i seksuelt indhold i løbet af de seneste to årtier.

En anden konklusion viser, at statistikken er direkte forbundet med mængden af ​​sex i større filmproduktioner, snarere end et skifte fra studiernes side med det for øje at nedtone nøgenhed og i stedet mere gå med antydningens kunst. 

Yderligere data i undersøgelsen viser, at næsten 50 % af film udgivet mellem 2019 og 2023 er uden seksuelt indhold, sammenlignet med omkring 20 % i begyndelsen af ​​00'erne.

Faldet i seksuelt indhold er især bemærkelsesværdigt i henholdsvis actionfilm og thrillere. Herunder må man bl.a. nok også medregne netop superheltefilm.

2024 har kun en enkelt superheltefilm på programmet, nemlig den ventede Deadpool & Wolverine. Præcis HVOR sexet bl.a. Deadpool er i den kommende film må vi dog vente lidt med at se endnu, da filmens premiere ligger den 24. juli.

Sex er dog ikke helt forsvundet fra film. Bl.a. har Emma Stone i år vundet en Oscar for sin seksuelt aktive og meget eksplicitte rolle som Bella i Poor Things.

'Poor Things' blev endda et hit efter arthouse-standarder og indtjente 34 millioner dollars i USA og 117 millioner dollars på verdensplan.

Filmen placerer sig dog trods alt ikke engang i top 50 over de mest indtjenende film i 2023.

Sex i film er ifølge undersøgelsen altså ved at blive mere en ting, man ser i indiefilm end i store Hollywood-produktioner. Selvom bl.a. Oscar-vinderen Oppenheimer fra sidste år byder på nøgenhed og bare bryster.