Mads Mikkelsen i front for en af de største og mest ambitiøse danske film nogensinde

Interview med den danske stjerne om 'Bastarden'
Bastarden
(© Bastarden / Henrik Ohsten)

Den danske Oscar-komité besluttede for nyligt, at storfilmen Bastarden næste år skal konkurrere for Danmark om en Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Dramaet fik også en overvældende modtagelse ved verdenspremieren i Venedig for en måneds tid siden, og nu kan 'Bastarden' så endelig ses af det danske biografpublikum.

Storfilmen handler om den fattige soldat Ludvig Kahlen, der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Her støder han dog på modstand fra den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, hvilket fører til en intens konflikt. 

Vi mødte hovedrolleindehaveren Mads Mikkelsen over en Zoom-forbindelse fra Venedig sidste måned for at snakke om den nu biografaktuelle film. Her faldt snakken bl.a. på hans samarbejde med instruktør Nikolaj Arcel, hans komplicerede karakter og hvordan det er at optage en af de største danske film nogensinde sammenlignet med hans internationale projekter.

Nikolaj Arcel og Mads Mikkelsen arbejdede sidst sammen på En kongelig affære, der også modtog ros verden rundt og endte med at opnå en Oscar-nominering. Ifølge Mikkelsen har skuespilleren fortsatte makkerparret præcis, hvor de sluttede.

- Vi blev venner dengang, og siden da har vi jo bare kendt hinanden. Jeg har egentlig ikke bedt ham om det, men jeg har da gået og undret mig over, hvorfor han ikke ringede til mig omkring noget, vi skulle lave sammen. 

- Der gik så 10 år, og det var jeg kun glad for. Vi startede, hvor vi slap. Vi skulle ligesom ikke finde hinanden og prøve at finde ud af, hvordan vi arbejder sammen. Det vidste vi godt med det samme. Så det var en lidt anden måde at kaste sig ud i det på. Det var bare afsti afsted, lad os prøve at springe ud i det.

Handlingsbeskrivelsen i 'Bastarden' virker måske ikke som det mest ophidsende nogensinde, hvis man blot får fortalt, at det er en film om en mands kamp for at tæmme den jyske hede og opdyrke jorden. Men Mikkelsen får hurtigt fortalt, at det faktisk slet ikke er det, storfilmen handler om.

- Ja altså det pitch i sig selv er et "nej tak". Det er jo kedeligt. Men det er jo klart ikke det, historien handler om. Det er det, der skete på det fysiske plan, og som historisk er korrekt – men det handler jo selvfølgelig om en mand, der ikke har brug for eller ønsker andre mennesker i sit liv. 

- Og der tog han grueligt fejl, det lærer han jo. Han lærer at blive et menneske i stedet for at være en ambition. Og så har vi nogle helt vanvittigt spændende karakterer, som slås med andre ting omkring ham. 

Bastarden
(© Bastarden / Henrik Ohsten)

- Vi har det lille barn ingen vil lege med, som er lige så stædig som mig. Der sker noget dramatisk, når de to karakterer mødes. Og så har vi en kvinde, som vi nok vil kalde "en meget stærk kvinde", hvilket er et kedeligt udtryk, synes jeg. 

- Men det er hun jo, fordi hun kan stå op på sine to ben efter alt, hvad hun har været igennem og stadig have drømme om, at der er en bedre fremtid. Så det er jo nogle meget interessante og rørende karakterer, synes jeg.

Mads Mikkelsens egen hovedkarakter Ludvig Kahlen er en kompliceret mand, der, som han selv siger, lærer at blive et menneske i stedet for at være en ambition. Skuespilleren beskriver selv Kahlens ark som en helstøbt og smuk rejse, mens han fortæller, hvordan han havde erfaring med tematikken fra sin tidligere rolle i en fransk film.

- Selve tematikken ligger pænt tæt på en film, jeg har lavet i Frankrig engang, der hedder 'Michael Kohlhaas'. Et filosofisk værk af Kleist om en mand der får konfiskeret et par heste, og de heste vil han bare have tilbage. Og han ødelægger et helt land for at få de to heste, og undervejs bliver han tilbudt halve kongeriger, og han vil ikke have det. Han vil have de to heste. 

- Sådan er han jo også ham her. Han vil det her - uanset om det kunne være meget bedre, hvis han gik til venstre, så insisterer han på at gå til højre. Ret skal være ret. Men Kahlen lærer lidt mere af sin rejse end den anden, jeg spillede i sin tid. Ham her når heldigvis at opdage, "hov der er noget, der hedder livet også". Det gør det til en lidt mere helstøbt og smukkere rejse, synes jeg.

Den danske film blev af flere medier beskrevet som "en western" efter verdenspremieren på filmfestivalen i Venedig, hvilket overraskede instruktøren. Genre-beskrivelsen kom dog ikke som en overraskelse for Mads Mikkelsen, der kalder 'Bastarden' for det tætteste, vi kommer på en western på dansk jord.

- Det synes jeg jo, at det er. Nikolaj blev da overrasket over spørgsmålet til pressekonferencen, men jeg er overhovedet ikke overrasket, for det er det jo. Det er The Promised Land [filmens engelske titel, red.]. 

- De går ud som pionerer og dyrker jorden og har heste. Der er landevejsrøvere, der er brutalitet. Selvfølgelig er der noget western over det, men det er heldigvis mere end det. Men det er det tætteste vi kan komme på en western på dansk jord, vil jeg sige.

Bastarden
(© Bastarden / Henrik Ohsten)

'Bastarden' kaldes en af de største og mest ambitiøse danske film nogensinde, og resultatet er da også blevet en fantastisk smuk portrættering af især den jyske hede. Men på trods af det i Danmark høje budget kan det på ingen måde sammenlignes med Hollywood-storfilm ifølge Mikkelsen.

- Det er voldsomt at lægge arm med historiske film i Danmark. I sig selv er vi jo allerede i knæ der, fordi vi har ikke pengene til det.

- Men Rasmus [Videbæk, red], som er vores fotograf, og Nikolaj har begge to altid haft en evne til at få fem kroner til at ligne 500.000 kr. De er bare så dygtige til, at vi føler, at vi er i en storfilm, selvom budgettet indikerer en meget lille film i USA.

- Så jeg tænker ikke så meget over det. Men jeg kan jo se detaljerne omkring mig, hvor meget der er tænkt over det. Man glider ligesom bare ind i det og tager det for givet, at "hvordan gør vi det her? Det har vi jo ikke råd til", og så ved man bare, den klarer Rasmus. Bare vent og se.

'Bastarden' kan ses i biografen nu.

Anbefalet til dig