Den danske instruktør Morten Arnfred er død

Den danske instruktør Morten Arnfred er død, 80 år gammel. Det skriver Filmmagasinet Ekko, der har været i forbindelse med den afdøde filmskabers søn.
Morten Arnfred brød igennem som filminstruktør i 70'erne og står bag flere af årtiets centrale ungdomsfilm, herunder Måske ku' vi, Mig og Charly og Johnny Larsen.
Herefter tog Arnfred springet til tv.
På tv-fronten instruerede Morten Arnfred alt fra ungdoms-fjernsyn over satire til seriøs dramatik. Bl.a. stod han bag kameraet på tre afsnit i første sæson af den banebrydende DR-serie 'Taxa'. Herefter har fulgt afsnit af serier som 'Hotellet' (som han i øvrigt var med til at skabe), 'Forsvar', 'Anna Pihl', 'Forbrydelsen' og 'Broen'.
Ydermere var han Lars von Triers højre hånd i de to sæsoner af det højagtede 'Riget'. Endelig tog han over for for Tom Hedegaard, da instruktøren gik bort under optagelserne til den sidste Olsen-banden-film, Olsen-bandens sidste stik.
I 1993 instruerede han filmen 'Den russiske sangerinde', og hans sidste filmiske bidrag til biograferne blev komedierne Lykkevej fra 2003 og Den store dag fra 2005.
Tak for det store bidrag til dansk film og tv. Hvil i fred, Morten Arnfred.







