5 nye film du kan se i biografen uge 44 2025

Medrivende fortællinger for både børn og voksne
Jeg tror jeg elsker dig
(© UIP)

Brune blade på træerne og naturen på vej i hi er den perfekte tid til en god biografoplevelse. I uge 44 er der hele 5 nye biograffilm på det store lærred.

Man kan både opleve dokumentaren om en dansk DNA-forsker, et italiensk kostumedrama, en ærlig fortælling om en dysfunktionel opvækst, en gribende historie om menneskelighed og mod og/eller en familievenlig animationsgyser.

Her er et overblik over de 5 film, der har premiere i uge 44:

Human Race

Dokumentaren 'Human Race' følger den visionære danske professor Eske Willerslev over fem år, mens han leder et internationalt forskerhold, der vil kortlægge DNA’et fra 5000 forhistoriske mennesker. 

Store spørgsmål om menneskets genetiske arv kommer for dagen, mens uventede hemmeligheder om forståelsen af menneskets historie og evolution afsløres.

Filmen viser både et portræt og en dybt personlig rejse for Willerslev, som står på tærsklen til nye forståelser af og svar på, hvad det vil sige at være anderledes. 

Den danske dokumentarist Simon Lec og hans filmhold følger de både store og svære øjeblikke hos den ambitionsdrevne Willerslev. 

Diamanti

Oplev et smukt italiensk komediedrama om livet og kærlighedsaffærer blandt en gruppe kvinder i det fiktive Canova-skrædderi, som leverer kostumer til filmoptagelser og teaterforestillinger. 

Fortællingen foregår i 1970’ernes centrale Rom i en gammel villa, som huser skrædderiet og de yderst mange og smukke kjoler, der fortæller hver sin historie. Imens det store skrædderarbejde og det kollegiale fællesskab slår sine folder, følger vi alle kvindernes individuelle kampe med egne dæmoner, hustruvold, depression, længsel og fortrydelse.

Til filmen har den tyrkisk-italienske instruktør Ferzan Özpetek samlet sine yndlingsskuespillerinder, heriblandt Luisa Ranieri og Jasmine Trinca, som spiller de to Canova-søstre, der leder skrædderiet.

Jeg tror jeg elsker dig

Kom tæt på danser og musicalstjerne Silas Holst, når han springer ud som instruktør og manuskriptforfatter på denne danske film, der baserer sig på hans egen dysfunktionelle opvækst.

Det er en hudløs ærlig skildring af en psykopatisk far, som var voldelig over for moren og holdt familien fanget i et jerngreb af frygt. 

Tidligere har Silas Holst kun åbnet op om brudstykker af hans fortid, men er nu – efter sin fars død – klar til at fortælle hele historien råt.

Filmen følger drengen Anders gennem både barndom og ungdom. Han selv, bror Allan og mor Lone står midt i en kaotiske familiedynamik med den narcissistiske far Jørgen. Anders forsvinder ind i dansen i en virkelighedsflugt, mens Lone venter på det rette tidspunkt for at forlade faren uden døden som følge.

Small Things Like These

Menneskelighed og mod er de store temaer i dette historiske drama med den Oscar-vindende skuespiller Cillian Murphy i front som den hengivne far Bill Furlong.

Mens Furlong arbejder som kulhandler for at forsørge sin familie, opdager han foruroligende hemmeligheder holdt skjult af den lokale kirke. Kirken huser nemlig unge, ugifte piger, som alle er gravide og ikke må ses af omverden. Pludselig står Furlong i et moralsk dilemma som far til fem døtre og en fortrængt fortid, han er nødsaget til at konfrontere.

Filmen foregår i 1980’ernes Irland og byder på en gribende og tidløs fortælling. Cillian Murphy får desuden selskab af Emily Watson, som for sin rolle i filmen vandt prisen for bedste birolle ved Berlin International Film Festival.

Nat i dyreparken

Lige op til halloween er der premiere på noget så sjælendt som en børnevenlig animationsgyser.

Fortællingen starter, da en meteor styrter ned i den lokale dyrepark og udsender en virus, der med ét forvandler nogle af dyrene til zombie-lignende væsener. Nu er det op til de raske pelsklædte beboere at redde både sig selv og hele dyreparkens eksistens.

Bag filmen står de erfarne animatorer Ricardo Curtis og Rodrigo Perez-Castro, som tidligere har arbejdet på bl.a. De Utrolige, Monsters Inc. og Rio 2.

Nyeste film i biografen