
26 år efter: Efterfølger til juleklassiker med Jim Carrey er på vej!
Efter årevis med rygter ser det endelig ud til, at ’Grinchen 2’ bliver til noget!
Whoville-beboerne har muligvis endnu en uhyggelig jul i vente.
Ifølge Variety udvikler Universal og Imagine Entertainment en efterfølger til juleklassikeren ’Grinchen - Julen er stjålet’, og både Jim Carrey og instruktør Ron Howard er angiveligt involveret.
Branchemediet understreger samtidig, at filmen stadig befinder sig på udviklingsstadiet, og at forhandlingerne kan risikere at strande. Det er med andre ord lidt tidligt at skåle endnu, men det er uden tvivl det mest konkrete tegn på et Grinchen-comeback, siden originalen havde premiere for 26 år siden.
Rygter har der været nok af.
De seneste år har spekulationerne om en mulig efterfølger floreret på internettet, som nåede sit højdepunkt i december. Faktisk blev det så heftigt, at Carreys repræsentant til sidst så sig nødsaget til at sætte foden ned.
- Der er ikke noget om, at Jim skulle genoptage sin rolle som Grinchen i en efterfølger til 'The Grinch', lød det i en udtalelse til People i 2023.
Året efter tog det imidlertid en interessant drejning.
I et interview med ComicBook afslørede Carrey nemlig, at han slet ikke havde afskrevet rollen for evigt. Men skulle han vende tilbage til Whoville, måtte det ske på en anden måde end sidst.
- Åh, du gode Gud, du ved, hvis nu vi kunne løse det her med ’Grinchen’, svarede stjernen, da han blev spurgt om, hvilken karakter han kunne tænke sig at spille igen.
- Sagen er, at jeg dengang gjorde det med et bjerg af sminke og knap nok kunne trække vejret. Det var en ekstremt opslidende proces, forklarede Carrey.
- Børnene var i mine tanker hele tiden. Det er for børnene. Det er for børnene. Det er for børnene. Men nu, med motion capture og lignende teknologi, kunne jeg have haft friheden til at gøre det på en anden måde. I den her verden er alt muligt.
Og måske er det netop dét, der nu er ved at ske?
Ifølge Variety er Alec Berg (’Barry’, ’Silicon Valley’), Jeff Schaffer (’Life, Larry and The Pursuit of Unhappiness’) og David Mandel (’Veep’) hyret ind til at skrive manuskriptet - og Brian Grazer, der producerede originalfilmen sammen med Howard, er angiveligt også med ombord.
’Grinchen - Julen er stjålet’, der er baseret på Dr. Seuss-bogen fra 1957, blev en vanvittig succes, da den kom i biograferne i 2000. Filmen indspillede svimlende 345 millioner dollar på verdensplan og har siden opnået ægte kultstatus.
I 2018 kom der en animateret udgave af fortælling om den grønne Grinch, som ligeledes var en succes på verdensplan, hvor den indspillede over ½ millard dollars.
Carreys fortolkning af Grinchen, et grønt og gnavent væsen, der hader julen, er for mange ensbetydende med julestemning - og hver december ruller filmen i millioner af hjem verden over.
Måske er det på tide at rydde plads til en ny tradition?
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Filmweb.no og er oversat og redigeret af Kino.dk-redaktionen.