5 film du skal se i december

Månedens mest ventede film
Billede
(© Walt Disney Pictures/20th Century Fox/Camera Film/UIP)

Historien om den sidste jedi-ridder, politisk satire, jungle-action, animationsfilm om en fredelig tyr og arvtageren til La La Land.

Kino.dk's brugere ser mest frem til disse fem store film, hvis premieredatoer er spredt ud over hele december, og hvis historier vil tage os vidt omkring fra Madrid til en galakse langt, langt borte.

Gennemsnittet er beregnet ud fra, hvor meget brugerne glæder sig til en kommende film på en skala fra et til seks. Valgmulighederne findes øverst på hver filmprofil.

Er du enig i vurderingerne? Du kan selv påvirke listen ved at gå ind og afgive eller ændre din stemme.

1. Star Wars: The Last Jedi (95 %)
I fortsættelsen til Star Wars: The Force Awakens fortsætter den unge Rey, den tidligere stormtrooper Finn og piloten Poe kampen mod Imperiet og den magtsyge Kylo Ren. Filmen er det ottende kapitel i Skywalker-sagaen.

2. Stalins død (90 %)
Dette komedie-drama centreres omkring den sovjetiske diktator Josef Stalin og hans død i 1953. Filmatiseringen er baseret på den grafiske roman 'La mort de Staline', og instruktøren Armando Iannucci har før stået bag flere politiske satirer.

3. Jumanji: Welcome to the Jungle (88 %)
Komedieduoen Dwayne Johnson og Kevin Hart står i spidsen for fortsættelsen til Jumanji fra 1995. Da fire teenagere begynder at spille et gammelt konsolspil, suges de ind i Jumanjis jungle og bliver forvandlet til forskellige avatarer. 

4. Ferdinand (86 %)
Animationsfilmen om den fredelige tyr Ferdinand, som hellere vil sniffe til blomster end at kæmpe mod de andre tyre. Da fem mænd kommer for at finde den vredeste tyr til tyrefægtning i Madrid, bliver den fredelige tyr ved en fejl udvalgt og transporteres til byen.

5. The Greatest Showman (85 %)
Hugh Jackman spiller den visionære P.T. Barnum, der ændrede underholdningsbranchen ved at gøre cirkus-kunsten til en forretning og opfandt det såkaldte showmanship. Sangene synges live og er skrevet af mændene bag det tidligere musical-hit 'La La Land'.