Guide: Europæiske film i efterårsferien

5 film på fransk, svensk og arabisk
Billede
(© Vores vingård i Bourgogne/SF Studios)

Efterårsferien byder som sædvanlig på et stort udvalg af film i biografen. Her giver vi et overblik over feriens udvalg af de ikke-engelsksprogede udenlandske film, som alle tilbyder et bredere syn på tilværelsen.

Guiden er blot et udvalg af de film, der går i biografen. Nogle af filmene har allerede haft premiere, og du kan her få det komplette overblik over aktuelle film og kommende film.

Klik på titlen for at læse mere, se trailer og bestille billetter.


Brylluppet

Franske filmelskere kan se frem til denne nutidige Romeo og Julie-historie. Den 18-årige pakistanske pige Zahiras forhold til sine forældre bliver sat på prøve, da de forlanger, at hun følger traditionen og indgår i et arrangeret ægteskab.

Zahira er en moderne pige i Europa og bliver splittet mellem sin families traditioner og hendes vestlige livsstil.


Gensynet

Catherine Deneuve har den ene hovedrolle i historien om to kvinders tætte bånd og liv. Den begavede jordemoder Claire modtager en dag et opkald fra sin afdødes fars tidligere elskerinde Béatrice. De to kvinder har ikke set hinanden i 30 år, men deres møde tvinger dem begge til at se lidt anerledes på verden.

Filmens instruktør Martin Provost har tidligere stået bag Violette og Séraphine.


Cairo Confidential

Sproget i thrilleren om et mord på The Nile Hilton Hotel i Egypten er arabisk, men både instruktøren Tarik Saleh og hovedrolleindehaveren Fares Fares er svenske.

Politikommissær Noredin afpresser systematisk kriminelle for penge i Cairo, men da hotel-mordet viser sig at være mere kompliceret end som så, følger han sporene helt ind i den politiske magtelites inderkreds.

Filmen foregår i tiden lige op til den egyptiske revolution i 2011 og vandt prisen for bedste internationale spillefilm på dette års Sundance Film Festival.


Kære far

Instruktøren Johan Löfstedt har hyret sin egen familie som skuespillere i den svenske 'Kære far', som er hans første spillefilm. Dramaet handler om Bjørn, der sammen med sine fire søstre finder individuelle videohilsner fra deres afdøde far.

Båndene får Bjørn til at se sin største frygt i øjnene, og får dem alle til at stille spørgsmål ved, hvordan man bedst kan tage vare på sit liv.


Vores vingård i Bourgogne

Den 30-årige Jean har brugt de sidste 10 år på at rejse rundt i hele verden og har i den sammenhæng skåret alle bånd til sin familie og sin hjemby Bourgogne. Jean vender hjem, da hans far ligger for døden, og genforenes med sine søskende Juliette og Jérémie. Sammen skal de beslutte, hvad fremtiden er for familiens stolte vingård.

'Vores vingård i Bourgogne' handler om genforeningen af de tre søskende i kærligheden og passionen til druehøsten og deres vingård.

God ferie i biografen!