Derfor er Dustin Hoffman en kæmpe blandt skuespillere

80 år. 11 banebrydende roller. 
Billede
(© Midnight Cowboy)

Med syv Oscar nomineringer og to statuetter i skabet, er det ikke overdrevet at kalde Dustin Hoffman for en af filmhistoriens vigtigste skuespillere. I går fyldte han 80 år.

Den lavstammede Dustin Lee Hoffman er uddannet hos den legendariske Lee Strasberg, hos hvem folk som James Dean, Marilyn Monroe, Paul Newman og Al Pacino også fik sin træning.

Historisk har han sat sit præg ved at være en af de første ”almindelige” mænd, der fik bærende roller i de gyldne New Hollywood-år fra slut 60erne til start 80erne. Her fik han udfoldet en karriere på imponerende, svære præstationer inklusiv alt fra forkrøblet street-hustler til mand i kvindeklæder og autist med talent for tal.

Vi har kigget på Hoffmans væsentligste roller, der alle stammer fra det forrige århundrede.

The Graduate
The Graduate (1967)

Hoffmans store gennembruds- og Oscar-nominerede rolle var også med til at starte en ny filmbølge i Hollywood, der affødte talent som Scorsese og Coppola. Hoffman spiller i en alder af 30 den ny-udklækkede kandidat Benjamin, der forelsker sig i naboens datter, mens hendes mor forfører ham på sengekanten. En klassisk coming-of-age-fortælling om identitet og generationskløfter.

Midnight Cowboy
Midnight Cowboy (1969)

Karrierens fedeste karakter-navn (ja, federe end Kaptajn Klo!) kom med John Schlesingers drama fra rendestenene i New York. Hoffman tog afstand fra de førsteelsker-roller, som ’The Graduate’ fostrede, og tog en Oscar-nomineret chance som hustleren Rico “Ratso” Rizzo, der præsenterer Jon Voigts storby cowboy for rusmidlernes skyggeside.

Straw Dogs
Straw Dogs (1971)
Endnu en vovet rolle. Sam Peckinpahs thriller er i dag kendt som en milepæl inden for ultravold-genren. Hoffman spiller den moderne bløde akademiker, der udfordres på sin maskulinitet for senere at gå bersærk, da bøhlandets voldsmænd trænger sig på.


Papillon
Papillon (1973)
Birollen som Louis Dega er blot endnu et eksempel på Hoffmans unikke evne til at overskygge hovedkarakteren… også selvom denne spilles af Steve McQueen. Filmen om to fangers flugtdrømme fra en fransk fængselskoloni genindspilles pt. af danske Michael Noer med Charlie Hunnam og Rami Malek i hovedrollerne.


All the President's Men
All the Presiden’t Men (1976)
Robert Redford og Hoffman klæder hinanden vanvittigt godt i en af filmhistoriens bedste konspirations-thrillers. Hoffman spiller journalisten Carl Bernstein, der sammen med Bob Woodward banker døre ned, snakker i telefon og ved ordets kraft vælter Præsident Richard Nixon af pinden.


Marathon Man
Marathon Man (1976)

Det andet samarbejde med instruktøren John Schlesinger kom med spion-thrilleren ’Marathon Man’, der er en af Hoffmans mere ligefremme genrefilm fra de ellers eksperimenterende 70ere. Det gør dog ikke filmen mindre spændende eller mindre relevant med et tema, der både behandler Holocaust og giver sit publikum tandlægeskræk for livet. ”Is it safe?”

Kramer Vs. Kramer
Kramer vs Kramer (1979)

Da Hoffman endelig vandt sin Oscar for rollen som alenefaren Ted Kramer, der skal tackle en hård skilsmisse og ansvaret for sin søn, gjorde han det klart, at sejren ikke var hans, men alle hans kunstneriske kollegers. ”Jeg nægter at tro på, at Robert Duvall tabte i dag”, lød det. Men det gjorde han, for Hoffmans præstation var sublim.

Tootsie
Tootsie (1982)
Pga. manglende roller iklæder en skuespiller sig kvindetøj, kalder sig Dorothy, og bliver pludselig en succes. Opfølgeren til ’Kramer vs. Kramer’ var endnu en Oscar-nomineret rolle, og sikke en! En komedie med noget på hjerte og en titelrolle, ingen glemmer bagefter. Hoffman spiller her sjovt nok den selvsamme arbejdsløse skuespiller, han italesatte i sin Oscar-tale tre år tidligere.

Rainman
Rain Man (1988)
Oscar-præstationen, de fleste associerer med Hoffman, er som autisten Raymond i kæmpesuccessen 'Rain Man'. Tom Cruise spiller anden halvdel af det umage søskendepar, der søger den materielle lykke i Vegas og ender med at vinde hinandens tillid i stedet for.

Hook
Hook (1991)

Kaptajn Klo er ikke bare hvem som helst. Men med Hoffmans erfaring og under Steven Spielbergs kyndige vejledning var Peter Pan-eventyret i sikre hænder. Man kan elske filmen eller ej, men man kan ikke fornægte Hoffmans kærlige hyldest og komiske talent.

Wag the Dog
Wag the Dog (1997)
Rain Man-instruktøren Barry Levinson stod bag skuespillerens syvende Oscar-nominering og en af de stærkeste roller senere i karrieren. Hoffman spiller produceren, der skal opfinde en krig for at spinne medierne væk fra en sex-skandale i Det hvide hus.