Instruktører forlader Han Solo-film

Stjerneinstruktør overtager Star Wars-filmen
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Opdateret: LucasFilm har netop meldt ud, at den garvede filmskaber Ron Howard overtager opgaven som instruktør på det kommende Star Wars-spinoff om Han Solo.

_______________

De to instruktører, som skulle have stået bag den kommende Star Wars-spinoff om Han Solo har forladt projektet.

Ifølge The Hollywood Reporter har Phil Lord og Chris Miller valgt at opsige samarbejdet med Lucasfilm pga. kreative uoverensstemmelser.

- Den unavngivne Han Solo-film er rykket fremad med en instruktørændring. Phil Lord og Chris Miller er talentfulde filmskabere, som har samlet en utrolig rolleliste og filmhold, men det er blevet klart, at vi har forskellige, kreative visioner for filmen, og vi har besluttet at lade vores veje skille. En ny instruktør vil snart blive offentliggjort, udtaler Lucasfilms direktør, Kathleen Kennedy.

Nyheder om instruktørrokader er ikke ualmindelige i Hollywood, men denne komme alligevel som en overraskelse, idet Lord og Miller har været i gang med at optage filmen siden januar.

Ændringerne kommer så sent i processen, at der faktisk kun er få uger tilbage, før optagelserne er færdige, og det åbner op for en masse uddybende spørgsmål, som vi sikkert aldrig får svar på.

Hvad vi dog ved, er, at Lucasfilm har travlt med at finde en erstatning, og lige nu er topkandidaterne Ron Howard og Joe Johnston. To meget forskellige profiler, der dog begge har tacklet blockbuster-materiale i form af Inferno og Captain America: The First Avenger.

Han Solo-filmen har Alden Ehrenreich i hovedrollen som den intergalaktiske smugler, Donald Glover som Lando Calrissian og Joonas Suotamo som Chewbacca. Woody Harrelson, Emilia Clarke og Thandie Newton har tilmed roller i filmen.

Star Wars-filmen med Han Solo beholder sin premieredato den 24. maj 2018.