Svensk film vinder Guldpalmen

Ruben Östlund sejrer i Cannes
Billede
(© The Square/Scanbox)

The Square vinder Guldpalmen på årets filmfestival i Cannes. Filmen er instrueret af svenske Ruben Östlund, og hovedrollen spilles af danske Claes Bang.

Skandinavisk film har grund til at juble efter Guldpalmen til Ruben Östlunds opfølger til Force Majeure. Filmen handler om den kunstneriske leder af et museum for moderne kunst i Stockholm, spillet af danske Claes Bang, der roder sig ud i en række uheldige situationer.

Humoren er kold som is, og Ruben Östlund har atter begået en skarp satire over den moderne mand, inklusiv hykleriet. Filmen byder desuden på en større overhaling af kunstverdenen, og den er generelt en satire over værdier (eller mangel på samme) i den moderne verden. Når filmen er bedst, kan den derfor minde om en kølig, skandinavisk udgave af The Great Beauty.

Et ellers svagt år i Cannes valgte således at hædre filmmediets mere nyskabende sider, og det vil formentlig gøre de fleste glade. 'The Square' var én af de få titler på årets festival, som langt de fleste kunne lide.

Juryens Grand Prix (2. præmien) gik til AIDS-dramaet ’BPM (Beats Per Minute)’, imens 'Loveless', af instruktøren bag Leviathan, modtog Juryens Pris (3. præmien).

Sofia Coppola vandt for Bedste instruktør for sin genindspilning af 'The Beguiled' (Don Siegels psykologiske western-thriller fra 1971), om en gruppe kvinder, der redder en soldat under Den amerikanske borgerkrig. Denne gang fortalt fra et mere kvindeligt perspektiv.

Diane Kruger vandt Bedste kvindelige skuespiller for Fatih Akins terror-relaterede hævndrama ’In the Fade’, imens Joaquin Phoenix vandt den mandlige udgave af prisen for sit portræt af en krigsveteran på udebane i ’You Were Never Really Here’.

Filmen, instrueret af kvinden bag What About Kevin?, delte desuden palmen for Bedste manuskript med den kulsorte 'The Killing of a Sacred Deer', tidligere beskrevet her.

The Square er planlagt til premiere den 23. november.