Status: Her er skuespillerne i Avatar 2

Zombie-dræber er seneste tilføjelse
Billede
(© Avatar/20th Century Fox)

Hver gang, vi har skrevet om James Camerons fire efterfølgere til Avatar, har det handlet om deres skiftende premieredatoer. Denne gang skal det handle om skuespillerne.

Ifølge Deadline har Cliff Curtis fået en rolle i Avatar 2 som Tonowari, der er lederen af et undervandsfolk kaldet Metkayina. Cameron har allerede tidligere udtalt, at efterfølgeren kommer til at foregå delvist under vandets overflade.

Cliff Curtis er kendt fra tv-serien 'Fear the Walking Dead', hvor newzealænderen spiller engelsklærer med zombie-problemer, men science fiction-filmen vil efter planen blive optaget samtidig med hans serie-forpligtelse.

Udover Curtis vender alle hovedrollerne fra 'Avatar' tilbage. Således er der gensyn med Sam Worthington som den invalide ekssoldat Jake, Zoe Saldana er igen Na’vi-klanlederdatteren Neytiri, Sigourney Weaver må formodes at være en slægtning til eller klon af Dr. Grace Augustine, og det samme kunne være tilfældet med Stephen Langs krigeriske Miles Quaritch.

Avatar 2 får premiere den 18. december 2020.