Carl Mørck og Assad får ny instruktør

Christoffer Boe skal instruere Journal 64
Billede
(© My Thordal)

CANNES. Film i Väst, en af hovedinvestorerne på Journal 64, har netop offentliggjort på et pressemøde, at Christoffer Boe skal instruere den fjerde film om Afdeling Q.
 
Christoffer Boe bliver dermed seriens tredje instruktør efter Mikkel Nørgaard (Kvinden i buret, Fasandræberne) og Hans Petter Moland (Flaskepost fra P). Tre film der tilsammen har solgt næsten 2,2 mio. billetter.

- Jeg glæder mig til at kaste mig over Carl Mørck og hans mysterier. Ikke for at nedbryde ham - men for at bygge ham op og finde nye veje og nye udtryk indenfor det folkelige, lyder det fra Christoffer Boe, der også kalder serien "... noget af det stærkeste og mest underholdende, dansk film har leveret."

Den 43-årige instruktør spillefilmsdebuterede med den anmelderroste Reconstruction (der også havde Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen), og han var senest biografaktuel med Spies & Glistrup, der solgte 315.000 billetter i Danmark.

Med 'Journal 64' bliver det sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller de stærkt populære roller. Optagelserne forventes at begynde i starten af det nye år.

Journal 64 får biografpremiere den 4. oktober 2018.