Alien - Bedst til værst

5 film rangeret
Aliens/20th Century Fox
(© Aliens/20th Century Fox)

Filmhistorien byder på mange grumme skabninger fra det ydre rum, men et væsen står alligevel ud som det værste. Eller bedste, om man vil. Xenomorph, eller bare alien, er universets klammeste rovdyr, lige fra fødslen som krabbelignende facehugger til voksenstadiet med et ekstra kæbeparti og exoskelet.

I anledning af dagens premiere på Alien: Covenant har vi rangeret de fem tidligere film i serien. Vi har med vilje ikke taget de to spin-offs, Alien vs Predator og AVP: Requiem, med, da de i vores optik ikke indgår i den egentlige Alien-kanon.

Stem på din egen favorit forneden og skriv gerne i kommentarfeltet, hvorfor du har stemt, som du har gjort.

Alien/20th Century Fox
1. Alien (1979)
Den første og fortsat den bedste. Rumgyseren var revolutionerende i sin stil og stemning, og Ridley Scotts genistreg bestod bl.a. i at holde væsnet skjult så længe som muligt. På dette tidspunkt havde publikum nemlig stadig det måske mest ækle filmmonster til gode, og da det endelig viste sig, kunne alle i biografen høre dig skrige. H.R. Gigers kulissedesign og brugen af lys, skygge og røg gjorde, at Xenomorphen føltes som en del af sine omgivelser, så publikum blev tvunget til at nærstudere baggrunden for uhyrets tilstedeværelse. Den klaustrofobiske stemning og regulære uhygge betød, at man helt glemmer de forældede effekter, og tilbage står et af filmhistoriens genrehøjdepunkter.
Billetsalg i DK: 128.019

Aliens/20th Century Fox
2. Aliens (1986)
Hvor etteren var en nervepirrende gyser, drejede James Cameron sin efterfølger i en langt mere action-orienteret retning. Det kom bl.a. til udtryk gennem hovedkarakteren Ellen Ripley (Sigourney Weaver), der gik fra at være handlekraftigt, men skræmt offer i etteren til at være en vaskeægte action-heltinde. Samtidig indsatte Cameron langt flere rumvæsner (deraf titlen) samt en kæmpemæssig dronning. Filmens force ligger i dens intensitet, især når rumsoldaternes bevægelsesfølere opfanger de skjulte Xenomorphs, og ikke mindst de efterfølgende angreb, som splitter gruppen ad. Og som modsvar til macho-tju-bang-delen er der en rørende pointe i pigen Newts karakter, der ender som en erstatningsdatter for Ripley.
Billetsalg i DK: 76.559

Prometheus/20th Century Fox
3. Prometheus (2012)
Mange hadede Ridley Scotts tilbagevenden til det univers, han selv skabte i 1979. Måske fordi den føltes så langt fra udgangspunktet, som det ikke desto mindre blev sammenlignet med. Prometheus er den film i serien med den stærkeste fornemmelse af hardcore science fiction, men den går bestemt heller ikke på kompromis i de scener, der skal chokere - bare tag scenen, hvor Noomi Rapace skal udføre en alien-abort på sig selv. Det er body horror i yderste potens, der får én til at krumme tæer. På trods af det høje ambitionsniveau laver Scott lidt for mange fodfejl i sit karaktergalleri til at filmen føltes rigtigt vellykket. Vi føler dog, at skabelsesberetningen var uberettiget hårdt udskældt.
Billetsalg i DK: 91.302

Alien 3/20th Century Fox
4. Alien 3 (1992)
Et af de mest kendte eksempler på uoverensstemmelser mellem filmselskab og instruktør. Resultatet er som forventet en usammenhængende affære med flere plothuller, mangelfuld karakterudvikling og ujævn fremdrift i handlingen. Alligevel kan 'Alien 3' noget særligt, og David Finchers bidrag udmønter i seriens mest rå og dystre kapitel. Ripley er om muligt endnu mere badass end i toeren, ikke mindst pga. den kronragede isse og yderligere ar på sjælen, og slutningen må siges at være den mest deprimerende i franchisen.
Billetsalg i DK: 146.185

Alien: Resurrction/20th Century Fox
5. Alien: Resurrection (1997)
Med den skæve franskmand, Jean-Pierre Jeunet, ved roret fik Alien-serien sit mærkeligste kapitel. Universet er nu fyldt med bizarre karakterer, sort humor og ikke mindst en Ripley, der nu er halvt menneske, halvt Xenomorph. Det, at hun ikke længere viser følelser og bliver skræmt, gør det tilsvarende sværere at investere i karakteren, som man ellers har fulgt i tykt og tyndt siden 1979. Nummer fire i serien er en film, som ikke rigtig ved, hvad den vil med franchisen, især fordi dens europæiske stil ikke rigtig klæder universet, og slutningen var intet mindre end en eklatant skuffelse. I Danmark blev filmen en succes ved billetlugerne, men i det vigtige amerikanske marked skuffede 'Resurrection', hvilket betød, at der skulle gå hele 15 år, inden biografpublikummet igen kunne se en officiel film i serien.
Billetsalg: i DK: 170.671

Alien: Covenant er aktuel i biografen.