5 film du skal se i maj

Pirater, rumvæsner og kærlighed
Billede
(© Your Name/Camera Film)

Det er blevet maj, og de mest ventede film blandt brugerne er fundet. Det blev et tæt løb mellem de fire mest populære titler, og i sidste ende måtte Jack Sparrow se sig slået af et romantisk drama.

Se alle premierefilm i maj måned.

1. Alt eller intet (94 %)
Nicola Yoons debutroman 'Everything, Everything' handler om den 18-årige Maddy, der ikke må forlade sit klinisk rene hjem pga. en alvorlig og sjælden sygdom. Men kærligheden kender som bekendt ingen grænser, og hun forelsker sig i naboens dreng. Tematisk går filmatiseringen i fodsporene på 'En flænge i himlen' og 'Mig før dig', der begge fik stor succes i de danske biografer.

2. Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge (93 %)
Jack Sparrow og Co. vender tilbage efter seks års pause, og seriens femte film er instrueret af det norske makkerpar bag 'Kon-Tiki'. Nye tilføjelser på rollelisten inkluderer Kaya Scodelario fra Maze Runner-serien og Javier Bardem.

3. Alien: Covenant (92 %)
Ridley Scott instruerer sin tredje Alien-film i form af efterfølgeren til 'Prometheus'. Også denne gang støder et uforvarende mandskab på en række mystiske æg, som de burde have holdt fingrene fra, men det er altid let at være bagklog.

4. Your Name (91 %)
Den japanske animationsfilm ankommer til de danske biografer som et sandt fænomen. Den både alvorlige og humoristiske fantasy er filmhistoriens mest indtjenende anime med 354 mio. dollars, og 'Your Name' er lige nu nr. 105 på IMDb's liste over verdens bedste film.

5. Kong Arthur: Legenden om sværdet
Guy Ritchie har kastet sig over sit lands mytologiske helte, og resultatet er en anderledes fortælling om ridderne af det runde bord. Charlie Hunnam spiller sagnhelten, der må svinge sværdet Excalibur for fædreland og retfærdighed.

Listen er rangeret ud fra brugerstemmer på filmprofiler (minimum 50 stemmer).