David Lynch - bedst til værst

Instruktørens 10 film rangeret
Mulholland Dr.
(© Mulholland Dr./Canal+)

Verdens mest krøllede filmhjerne tilhører unægtelig David Lynch. Den 71-årige amerikanske instruktør står bag nogle af de særeste og mest unikke film i historien. En ener og et geni, hvis værker filmstuderende har forsøgt at komme til bunds i og fortolke siden debuten i 1977.

En ny dokumentar kaster nyt lys over kunstneren, der selv fortæller om opvæksten, karrieren og livet generelt i David Lynch - The Art Life. Vi har også været i det retrospektive hjørne og kigget tilbage på hans 10 spillefilm ved at rangere dem fra bedst til værst.

 

Mulholland Dr./Canal+
1. Mulholland Dr. (2001)
Mesterværket, der er blevet kåret til årtiets bedste film af adskillige store medier, og som optræder på Sight & Sounds respekterede liste over de bedste film som blot to værker produceret i 00erne, føles som kulminationen på alt, hvad Lynch tidligere har foretaget sig. På flere punkter overgår han endda sine tidligere højdepunkter. Universet føles endnu mere helstøbt end 'Twin Peaks', uhyggen overgår 'Lost Highway', og følelsen af at blive præsenteret for en mareridtslignende verden bag den pæne facade sætter sig længere i kroppen end 'Blue Velvet'. Filmen gør en dyd ud af at snyde sit publikum med historier i historien, hvilket gør fornemmelsen af en meta-oplevelse endnu mere signifikant.
Billetsalg i DK: 30.994

Blue Velvet/De Laurentiis Entertainment Group (DEG)
2. Blue Velvet (1986)
Måske den af instruktørens værker, der bedst kombinerer klassisk filmfortælling med surrealisme. Kyle MacLachlan fra Lynchs revoltionerende tv-serie 'Twin Peaks' har hovedrollen som en mand, der drages af en mørk verden af sex og vold. Dennis Hopper stjæler imidlertid showet som den iltmaskebrugende, vanvittige og dybt perverterede Frank Booth, mens Isabella Rossellini og Laura Dern leverer solidt, kvindeligt modspil. Lynch blev for anden gang nomineret til en Oscar for sin instruktion, mens Hopper ufortjent blev forbigået.
Billetsalg i DK: 85.994

Lost Highway/Asymmetrical Productions
3. Lost Highway (1997)
En slags forstudie til 'Mulholland Dr.' fire år senere - komplet med mareridtslignende karakterer, parallelle virkeligheder og dobbeltgængere. Den er umiskendeligt Lynchsk i sit udtryk og bestemt ikke for alle, men den kunstneriske dybde er imponerende og givende især ved adskillige gensyn. At brugen af Rammstein fungerer så sublimt, er nok en overraskelse for de fleste, men den tyske metalgruppes musik understreger den tunge og bestandige horror-stemning perfekt. Anmelderne var generelt splittede, men roste filmen for sin visuelle stil og skuespillernes præstationer.
Billetsalg i DK: 30.660

The Elephant Man/Brooksfilms
4. The Elephant Man (1980)
Opfølgeren til Eraserhead er en langt mere konventionel fortælling baseret på virkelige hændelser om John Merrick, der blev født med svære misdannelser og nedværdigende måtte optræde i cirkus. John Hurts hjerteskærende præstation i titelrollen, og solidt modspil fra Anthony Hopkins, gør periodedramaet til en vaskeægte kvalitetsfilm, der blev nomineret til hele otte Oscars, hvoraf to var til Lynch selv for instruktion og manuskript. 'The Elephant Man' cementerer, at den amerikanske auteur er en dygtig filmskaber med styr på håndværket, og som samtidig formår at dryppe enkelte af sine særtræk ned over en ellers studiestyret produktion.
Billetsalg i DK: 32.046

Wild at Heart/Propaganda Films
5. Wild at Heart (1990)
Til dato Lynchs største succes i de danske biografer, hvilket vidner om, at han på dette tidspunkt red på en bølge af medgang fra 'Twin Peaks', der var udkommet på tv få måneder tidligere. Filmen ramte lige ned i tidsånden og har et flot hovedrollepar i Nicolas Cage og Laura Dern, mens Willem Dafoes præstation som Bobby Peru konkurrerer med Dennis Hopper i 'Blue Velvet' som den mest ækle Lynch-karakter nogensinde. Den bizarre, voldelige kærlighedshistorie med Troldmanden fra Oz-referencerne, slangeskindsjakken og den beske humor indbragte instruktøren Guldpalmen i Cannes, men er mindre helstøbt end hans bedste film.
Billetsalg i DK: 122.564

Eraserhead/Libra Films
6. Eraserhead (1977)
Debutfilmen, der er produceret for en slik over flere år i sort-hvid, er en direkte projicering af Lynchs mentale tilstand, mens han boede i et voldspræget område i Philadelphia og blev far til en datter med markant klumpfod. Visionen af en fremtidig verden befolket af triste, sære eksistenser, mutantbabyer og labyrintiske, Kafka-inspirerede grå boligblokke giver en forsmag på senere værker fra instruktøren, og samtidig banede filmen vejen for større budgetter og mainstreamanerkendelse med 'The Elephant Man'. Man fornemmer dog stadig filmskolepræget og en instruktør, der stadig er ved at finde sit ståsted.
Billetsalg i DK: 3.313

Twin Peaks: Fire Walk with Me/New Line Cinema
7. Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992)
Kritikere af Lynch mener ofte, at hans film er underlige blot for at være underlige. Selv fans af instruktøren må medgive, at der er noget om snakken i prequel-filmen til 'Twin Peaks'. Hvor balancen mellem det gådefulde og det konventionelle er ramt mesterligt i seriens første sæson, starter filmversionen ud med så sære hændelser og personager, at det grænser til selvparodi. Selvom det bliver langt bedre, når filmens egentlige ærinde (at vise de sidste dage inden Laura Palmers død) tager sin begyndelse, når han ikke højderne fra serieforlægget.
Billetsalg i DK: 26.090

The Straight Story/Canal+
8. The Straight Story (1999)
Filmen er præcist, som titlen antyder: En usædvanligt ligefrem historie om en ældre herre, der tager på roadtrip fra Iowa til Wisconsin for at besøge sin syge bror. Det mest opsigtsvækkende er, at rejsen foregår på en motoriseret plæneklipper i stedet for en bil, og at den er baseret på virkelige hændelser. Som mellemstation mellem de kryptiske 'Lost Highway' og 'Mulholland Dr.' føles den nærmest skizofren, men måske kan selv Lynch have brug for lineære fortællinger engang imellem. Under alle omstændigheder er der tale om et hyggeligt, velkomponeret drama, der kunne have været instrueret af en hvilken som helst anden dygtig filmhåndværker.
Billetsalg i DK: 39.492

Inland Empire/StudioCanal
9. Inland Empire (2006)
Af alle instruktørens film er 'Inland Empire' den sværest tilgængelige med sine tre timer, forvirrende video-æstetik og indlagte kanin-sæbeopera. Ja, det hele er overordentligt syret, selv for David Lynch, og den vidner da også om, at han ikke bare kan skrue op for særhederne og slippe af sted med det. Kritikerne var dog generelt positive, mens publikum nærmest ikke ænsede, at filmen havde premiere.
Billetsalg i DK: 7.516

Dune/Dino De Laurentiis Company
10. Dune (1984)
Efter den roste 'The Elephant Man' lå Hollywood åben for David Lynch, der bl.a. blev tilbudt at instruere Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi. Instruktøren valgte et andet science fiction-projekt, da han kastede sig over Frank Herberts romanklassiker. Resultatet er totalt ude af sync med både forlægget og Lynchs personlige stil. Et grelt eksempel på det mismatch, der kan være mellem de store filmstudier og en egenrådig kunstner.
Billetsalg i DK: 60.306

David Lynch: The Art Life er aktuel i biografen.