Opdateret: Venom bliver mere familievenlig end forventet

Sony skifter spor
Billede
(© Sony Pictures)

Opdateret: Variety har netop meldt ud, at Sony har ændret planerne om an R-rated udgave af Venom, og at de nye planer er en mere børnevenlig PG13-censur. På den måde følger anti-Spider-Man alligevel ikke i hælene på Logan og Deadpool-filmene.

Se også den nyeste trailer til Venom, der får dansk premiere 11. oktober.

Denne nyhed blev første gang udgivet den 28. marts 2017.
______________________________

I sidste uge blev en solofilm om Venom annonceret, og det forlyder nu, at filmen bliver en R-rated science fiction-gyser. Det skriver Collider.

Dante Harper, forfatteren bag Alien: Covenant, skal skrive historien om den mørke Spider-Man-lignende entitet, og det bliver tilsyneladende et dystert manuskript, der ikke kommer til at trække tråde til sommerens Spider-Man: Homecoming.

Sony Pictures kan således producere en film uden den mere familievenlige tone, der i en længere periode har præget film om Marvel-karakterer, altså med undtagelse af Deadpool og Logan. To film der blev enorme succeser til trods for en R-Rating (svarende til den danske 15-års censur).

Tendensen ser ud til at fortsætte med Venom, og filmen bliver ikke det eneste spin-off på Spider-Man-universet. Solofilm om Black Cat og Silver Sable er således også undervejs.

Venom forventes at få biografpremiere i oktober 2018.