"Vaiana er anderledes end andre Disney-heltinder"

Interview med John Musker og Ron Clements
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Den nye Disney-film i biografen, Vaiana, har stærke kræfter ved roret i form af John Musker og Ron Clements.

For 28 år siden skabte duoen Den lille havfrue, og filmen blev starten på en ny guldalder for det hæderkronede animationsselskab. De fulgte endda op med Aladdin tre år senere, og indtil Pixars gennembrud var John Musker og Ron Clements kongerne af den moderne tegnefilm.

Nu er de tilbage med deres første eventyr siden Prinsessen og frøen. Filmen handler om en pige fra en lille polynesisk ø, der drager ud på det store ocean for at opstøve halvguden Maui og overtale ham til at bringe naturen i balance.

Vi mødte de to instruktører, som besøgte Danmark i forbindelse med premieren.

Hvorfor lige denne historie og ikke en film om fx eskimoer eller Påskeøen?

John Musker: For fem år siden ledte vi efter en ide til en ny spillefilm, og jeg tænkte mere i omgivelser end historie. Jeg var fascineret af Polynesien og den del af Stillehavet. Jeg havde aldrig været der, og jeg gik i gang med at læse polynesisk mytologi, og så opdagede jeg Maui – en fantastisk halvgud der ifølge legenden havde trukket øerne op fra havet med sin fiskekrog. Jeg fortalte Ron om ideen, og vi rejste til Tahiti og andre øer, hvor vi mødte antropologer og arkæologer. Vi sejlede også ud med en fisker, der fortalte, at vi skulle behandle havet som noget levende, noget med følelser. Rejsen formede således filmen.

Og Vaiana er endnu en stærk kvindelig Disney-karakter.

JM: Ja, hun er. Dem har der været flere af på det seneste.
Haha.

Ron Clements: Vi har før arbejdet med Disney-heltinder, men tidligt i processen virkede Vaiana anderledes. Hun er på en mission for at redde sin verden. Der er meget på spil. Hun udsættes for den ene forhindring efter den anden, som hun er nødt til at overkomme for at blive den person, hun har brug for at være. Historien havde ikke behov for romantisk kærlighed. Det er en fortælling om en helts rejse, som traditionelt fortælles fra en mandlig karakters vinkel.

Og næsten uden brug af popkulturelle referencer.

RC: Haha. Der er et par stykker, men vi ønskede, at humoren kom fra karaktererne. Og kyllingen.

Vaiana & Ariel

Hvor meget har Vaiana tilfælles med Ariel fra 'Den lille havfrue'?


RC: De er begge 16 år og har begge problemer med deres far. Jeg tror, at Ariel er en smule mere selvcentreret, men det er en slags Yin og Yang. Ariel er en pige, der lever i havet og drømmer om at leve på land. Vaiana lever på land men er draget af havet. Og de foretager begge deres egne valg.

Hvorfor har animationsfilm ofte handlekraftige kvinder i hovedrollen, ikke mindst sammenlignet med andre film?

JM: Jeg ved det ikke. De fleste folkeeventyr er bygget op omkring kvindelige karakterer. Ha. Det minder mig om en telefonsamtale med Jeffrey Katzenberg, da 'Den lille havfrue' næsten var færdig. Han sagde: "Filmen skal nok gå okay, men den vil ikke klare sig ligeså godt som 'Oliver & Co', fordi den har en mandlig hovedrolle (filmen handler om en kat i New York, red.), og film med kvinder klarer sig bare ikke ligeså godt." Han sagde, det var en pigefilm. Jeg havde arbejdet på den i tre år og havde aldrig tænkt på den som en pigefilm. Jeg tænkte på filmen som et eventyr, hvor jeg involverede og identificerede mig med hovedrollen.

RC: Engang sagde de altid, og jeg mener de tog fejl, at piger gerne vil gå i biografen og se en drengefilm, men drenge vil ikke gå i biografen og se en pigefilm. Måske var der noget om snakken, men jeg tror, at det har ændret sig.

John Musker & Ron Clements

I har været i branchen et godt stykke tid. Hvor meget inspireres I af andre? Måden havet kommunikerer minder om Hayao Miyazaki.


JM: Heltinden og hendes forhold til naturen er meget Miyazakisk. I ’Vaiana’ er der elementer af 'Ponyo', 'Prinsessse Mononoke', 'Chihiro og heksene'... Ideen om en natur, der kommunikerer men ikke taler, er næsten mytisk. Det er vores mest Miyazaki-inspirerede film.

Hvordan har I det med, at Disney genindspiller de klassiske tegnefilm som live action? Turen kommer snart til jeres egne film.

JM: Jeg kunne faktisk godt lide 'Maleficent' som en genfortolkning. 'Junglebogen' var ret cool. 'Skønheden og Udyret' ser også interessant ud.
 
RC: Vi er ikke involveret i dem. Jeg synes på en måde, at det er lidt sjovt. Vi har jo ikke oplevet det med vores egne film endnu. Men 'Junglebogen' var en virkelig interessant film. De planlægger 'Den lille havfrue' og 'Aladdin', og vi ved ikke så meget om det...

JM: Jeg har svært ved at forestille mig 'Den lille havfrue' som live action. De skal jo tale under vandet, og hvordan vil de få det til at fungere? Jeg er sikker på, at de finder en løsning, men...

RC: Det er rart, at vi ikke behøver bekymre os om den slags. Haha.

Vaiana er aktuel i biografen.