Jurassic World 2 bliver mørkere

Dinoer med våben?
Billede
(© Jurassic World/Universal Pictures)

Efterfølgeren til Jurassic World starter filmoptagelserne i London til februar. Instruktøren J.A. Bayona overtager stafetten fra Colin Trevorrow, og eftersignende skulle Jurassic World 2 blive langt mere dyster end sin forgænger.

Bayona sagde til The Playlist:

- Jeg blev meget overrasket da de fortalte mig om plottet, for det er en historie, der leder os til et sted vi aldrig har set før. Samtidig medbringer filmen nogle af de vigtigste elementer fra de tidligere film, og udnytter dem til noget nyt.

Der er fortsat mange rygter forbundet med filmen, og særligt et forlydende om dinosaurer udstyret med våben er på spil ifølge Dark Horizons. Hvilket måske har en sammenhæng med den genmodificerede, intelligente dinosaur fra sidste film.

Det lyder ikke umiddelbart særlig Spielbergsk… men under alle omstændigheder byder ’Jurassic World 2’ på et gensyn med både Chris Pratt og Bryce Dallas Howard. Filmens plot er indtil videre ukendt.

Jurassic World 2 får premiere den 7. juni 2018.