Miyazaki vender måske tilbage med ny spillefilm

Tilbage til tegnebrættet
Billede
(© Chihiro og heksene/Studio Ghibli)

Animationsguruen Hayao Miyazaki har afsløret planer om at instruere en ny animationsfilm i spillefilmslængde. Det skete ifølge Anime News Network i et interview på japansk tv.

Nyheden er forrygende for fans af fremragende og udfordrende animationsfilm. Den 75-årige instruktør har stået bag 11 tegnefilm i spillefilmslængde, og alle forventede, at den temmeligt alvorlige Når vinden rejser sig ville blive japanerens svanesang.

Der er tale om en forlænget udgave af den computeranimerede kortfilm, 'Boro the Caterpillar', som instruktøren skabte til Ghibli-museet i Tokyo. Eftersigende var han ikke tilfreds med resultatet, og nu bliver fortællingen måske hans 12. spillefilm. Miyazaki konstaterer dog, at filmen vil tage fem år at udvikle.

Tre af Miyazakis film er i øvrigt på kino.dk's Top 100 over brugerens bedst ratede film. En liste der inkluderer en række mærkværdige titler, men i tilfældet Hayao Miyazaki giver den rent faktisk (nogenlunde) mening.