The Ring 3 udskudt igen

Ikke engang filmselskabet tør se gyseren
Billede
(© Paramount Pictures)

Gyseren Rings er blevet udskudt fra sin oprindelige amerikanske premiere i oktober i år til 3. februar næste år. Det meddeler filmselskabet Paramount Pictures.

Det er således tredje gang, at filmen bliver udskudt, og det er egentlig lidt underligt, da oktober er Halloween-sæson i USA. I Danmark har premieren ligget den 10. november, men denne dato holder næppe.

'Rings' er det tredje kapitel i serien, der startede med The Ring i 2002, og som de fleste er enige om er en fælt uhyggelig størrelse. Originalen er yderligere baseret på en japansk gyser fra 1998, der om muligt er endnu mere skræmmende.

Filmens plot minder om de forrige, men denne gang er det en e-mail, der har en forbandet video vedhæftet. Julia (spillet af den italienske model Matilda Lutz) er den uheldige modtager af verdens værste spam, og hun har nu syv dage til at hæve forbandelsen.

Rings afventer dansk premiere.