Mads Mikkelsen åbner københavnsk filmfestival

CPH PIX har scoret Doctor Stranges hovedskurk
Billede
(© Doctor Strange/Walt Disney Pictures)

8. udgave af filmfestivalen CPH PIX bliver åbnet af en vaskeægte superskurk, når Mads Mikkelsen besøger København den 27. oktober for at sætte en uges filmprogram i gang. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Mikkelsen ankommer i forbindelse med superheltefilmen Doctor Strange, der vises ved samme lejlighed, og som har danskeren i rollen som skurken Kaecilius.

- Vi er stolte over, at Disney og Marvel har givet os mulighed for at premiere deres nye film og således præsentere den for publikum før alle andre, siger festivaldirektør Jacob Neiiendam.

- Doctor Strange er en anderledes superhelt, en mere filosofisk og mystisk karakter, og når Mads Mikkelsen også kommer på scenen, kan vi vist ikke forestille os en bedre åbning.

'Doctor Strange' får premiere i udvalgte lande den 28. oktober og i USA en uge efter gallapremieren på PIX.

På åbningsaftenen vil Mads Mikkelsen dele scene med modtageren af Nordisk Film Prisen, der hvert år gives til et nyt dansk filmtalent.

CPH PIX har tidligere fundet sted i april, men foregår nu fra den 27. oktober til den 9. november og er blevet lagt sammen med BUSTER filmfestival, der fungerer som et dedikeret skole- og familieprogram.