Dumbledore i Fantastiske skabninger?

J.K. Rowlings nye trilogi involverer muligvis troldmanden
Harry Potter and the Half-Blood Prince/Warner Bros.
(© Harry Potter and the Half-Blood Prince/Warner Bros.)

Fantastiske skabninger... og hvor de findes er ikke en direkte forhistorie til Harry Potter. Alligevel kan en yngre Albus Dumbledore spille en stor rolle i den kommende filmtrilogi.

Selvom Harry Potter-serien er slut, udvider J.K. Rowling det magiske univers i 'Fantastiske skabninger', en film der foregår i USA i 1926 og dermed ikke umiddelbart har noget med Harry Potter at gøre.

Filmen handler om den britiske troldmand Newt Scamander (Eddie Redmayne), som ved et uheld slipper magiske væsener løs i New York.

Fantastic Beasts and Where to Find Them/Warner Bros.

Men den nyeste trailer afslører, at dette ikke det eneste problem, Newt og hans nye venner i den Magiske Kongres står overfor: Troldmanden Percival Graves (Colin Farrell) vil nemlig fjerne barrieren mellem den magiske og ikke-magiske verden, hvilket Albus Dumbledores ærkefjende Gellert Grindelwald samtidig pønser på i Europa.

Dumbledore blev selv nævnt i en tidligere trailer, i forbindelse med Newts bortvisning fra Hogwarts. Dumbledore var Newts underviser i transfiguration, og modsatte sig bortvisningen.

Instruktøren David Yates har tidligere bekræftet til Reuters, at selvom den første film kun kort henviser til karakterer, vi kender fra Harry Potter-serien, vil en af dem dukke op i to'eren.

- En af de karakterer, vi kender og elsker, vil have en vigtig rolle i den næste film, siger Yates. Han er meget yngre end vi husker ham, men han kommer tilbage.

Det er med al sandsynlighed Dumbledore, Yates henviser til, da han er noget nær den eneste ikoniske Harry Potter-karakter, der var i live i denne tidsperiode.

Derudover har J.K. Rowling fortalt BBC, at 'Fantastiske skabninger' er "mere en forhistorie end man regner med."

Siden vi nu ved, at Fantastiske skabninger-skurken Percival Graves er forbundet til Grindelwald, kan man godt spekulere over, om den nye filmtrilogi vil udforske det komplicerede forhold mellem de to troldmænd, der startede som venner og endte som ærkefjender.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1/Warner Bros.
Hvem er Gellert Grindelwald?
I Harry Potter-serien er Grindelwald husket som den næstmest farlige troldmand efter Voldemort. Han skabte ravage i Europa under Anden Verdenskrig, fordi han følte sin egen race overlegen, og ville have, at troldmænd og -kvinder skulle dominere Muggler-verdenen.

Grindelwald blev besejret af Dumbledore i 1945, og i den forbindelse tilvandt Dumbledore sig Oldstaven, som er en af Dødsregalierne.

Men længe før deres legendariske duel var Grindelwald og Dumbledore gode venner, og J.K. Rowling har endvidere afsløret, at Dumbledore var forelsket i ham. Men venskabet sluttede brat, efter en troldmandsduel kostede Dumbledores søster Ariana livet.

Selvom 'Fantastiske skabninger... og hvor de findes' foregår i New York, er der rygter om, at Newt vil rejse videre i to'eren. Ifølge David Yates tager den næste film historien i en helt ny retning, og Warner Bros. har udtalt i en pressemeddelelse, at den magiske verden går mørkere tider i møde.

Hvis Newt Scamander bliver involveret i kampen mod Grindelwald og hans allierede, er dette en oplagt måde at væve Dumbledores forhistorie ind i filmtrilogien på.

Selvom der er næsten 20 år mellem den første film og Dumbledore og Grindelwalds endelige slag i 1945, ældes troldmænd langsomt, og den tredje film kunne derfor sagtens foregå i den tidsperiode og stadig beholde de samme skuespillere.

Endelig har Warner Bros. også luftet den mulighed, at Fantastiske skabninger-trilogien bliver udvidet med yderligere film, som kan fortsætte historien.

Hvis Fantastiske skabninger-serien viser kampen mod Grindelwald, kan den blive Harry Potter-universets svar på Rogue One: A Star Wars Story: En film om hidtil ukendte karakterer, som spiller en vigtig rolle i den krig, originalserien er bygget op omkring.

Newt har også god grund til at bede Dumbledore om hjælp, da han jo er en magtful troldmand: Han fører p.t. med 52% over Gandalf i kino.dk's afstemning om, hvem der ville vinde i en duel.

Fantastiske skabninger... og hvor de findes får dansk premiere den 17. november.