Spielberg: "Jeg var plaget af min fantasi"
Han fylder ikke meget, som han står der i døren, inden han træder ind i hotelsuiten. Der er nærmest tale om en kunstpause, en slags ”Her har I mig”, som hverken er kunstig eller selvoptaget, men blot bunder i det faktum, at et interview med Steven Spielberg ikke er hverdagskost. Det ved han selv, og det ved den håndfuld skribenter, som sidder samlet ved det runde bord, inklusiv kino.dk.
Den 69-årige instruktør, som ifølge Forbes er god for 24 mia. kr., er i Cannes for at promovere sin mest rendyrkede familiefilm siden 1982, hvor han skabte et vaskeægte fænomen i form af rumvæsnet E.T. Hans nye eventyr hedder Den store venlige kæmpe, og filmen er baseret på en roman af Roald Dahl, som også skrev ’Charlie og chokoladefabrikken’. Temaet er klassisk Spielberg. Et umage venskab tilsat en god portion magi, drømme på flasker og en forunderlig verden set gennem et barns øjne. Hun hedder i øvrigt Sofie, og venskabet mellem den niårige og den usædvanligt flinke kæmpe er, ifølge Spielberg, fortællingens kerne.
- Jeg har tidligere lavet film for hele familien, men denne er meget, meget tæt på min aktuelle opfattelse af verden. Det er min mest personlige film i årevis, fortæller instruktøren og fremhæver hver eneste scene med Sofie og kæmpen som dem, han er mest stolt af i hele filmen.
Spielbergs nære forhold findes i summen af historiens forskellige emner. ’Den store venlige kæmpe’ er først og fremmest et eventyr, men også et opgør med den kynisme, som Spielberg fortæller, er hans største bekymring ved verden i dag. Nøgleordet er derfor ”venlig”. Også selvom Sofies indledende møde med kæmpen, og andre af hans slags, er baseret på frygt.
- I filmen er der altid en overhængende fare for, at Sofie bliver spist af andre kæmper. Men jeg frygter mest for den venlige kæmpe, og om han klarer den. Her er Sofie vores guide, og jeg har lavet filmen gennem hendes øjne. Kæmpen er som den bange løve i Troldmanden fra Oz. Vil han nogensinde udlede et brøl og finde modet til at sige ”Forsvind, dette er mit hjem!”? Vejen derhen er Sofies fortjeneste, en lille person med et hjerte på størrelse med en kæmpes.
Hvis Spielberg den dag i dag er bekymret for verdens kynisme, var han som barn plaget af en tilsyneladende endeløs række af mareridt, og en stor del af filmen handler om drømme. Kæmpen indfanger dem på flasker. De gode, de dårlige og de deciderede mareridt kaldet ”trogglehumpers”.
- Som barn var alle mine drømme trogglehumpers. Onde drømme. Dem som i filmen er røde drømme med edderkoppeben. Jeg var som besat af mareridt. Jeg havde dem konstant. Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle stille op. De fik en af deres doktorvenner til at tale med mig, da jeg var ca. fire år gammel. Han skulle se, hvorfor jeg vågnede med et skrig, og jeg kan stadig huske mange af mine mareridt.
- Jeg drømte også, at jeg kunne flyve. De var mine eneste gode drømme, men min fantasi plagede mig. Jeg kunne ikke kontrollere den, og den var ude af kontrol. Der var ikke sådan, at jeg led af skizofreni. Jeg havde bare en meget overaktiv forestillingsevne. Men nu er mine drømme fine, lyder det med et lettet suk fra Spielberg ovenpå en indlevende gennemgang af hans barndoms største plageånd.
En journalist udnytter sukket og ser sit snit til at spørge, hvor mange timer han egentlig sover om natten (for de interesserede er svaret 5-6 timer), men det munder hurtigt ud i en samtale om det arbejdspres, Steven Spielberg lægger sig selv under.
- For mig er det ikke arbejde. Hvis det var, ville jeg spørge mig selv, hvorfor jeg arbejdede så meget. Men at instruere film er en hobby, en fornøjelse, en gave, et privilegium. Vi arbejder alle hårdt, og det er udmattende, men jeg placerer det ikke under samme betegnelse som arbejde. Det er mere en kreativ trang. En kløe jeg ikke kan nå, og det holder mig kørende. Så længe min hustru lader mig arbejde!
- Engang generede det mine børn, fordi jeg kom sent hjem. Eller også var de med på optagelse, men børn keder sig på et filmset. Der sker intet i to timer, så er det spændende i 45 sekunder. Og så skal man vente endnu en time. Mine børn hadede at være med på settet! Derfor har jeg syv børn og ikke en eneste instruktør i familien.
Spielberg fortæller gladeligt om sin familie og erkender samtidig, at hans børn efterhånden er blevet voksne. Måske derfor laver han stadig film fra et barns synsvinkel, og måske derfor fremstiller han ofte barndommen i et nostalgisk skær. Når man i E.T., en stille sommeraften på en villavej, hører lyden fra en BMX-cykel, er det selve ideen om barndom på film. Men ifølge Spielberg ligger hemmeligheden i at lade børn komme til orde.
- Børn vil behandles som voksne. De vil vokse hurtigere op, end vi synes om. Jeg bliver trist ved tanken om, at min 19-årige er 19 år gammel. Hun er den sidste! Jeg ønsker at beholde hende, som jeg husker hende. Men børn vil tales til, som de har observeret voksne tale til hinanden. Ruby (der spiller hovedrollen, Sofie, red.) ønsker ikke, at jeg taler til hende, som om hun er ni år gammel. Man er nødt til at respektere og lytte, for deres ideer er fremragende. Hvis de tror, at du ikke vil lytte og ikke vil bruge deres forslag i filmen, vil de tie stille og bare gøre deres job. Jeg har altid følt, at de bedste ideer kommer fra børnene selv. Derfor skal de opfordres og anspores til at tilføje alt, hvad de ved om dem selv, til deres karakter.
’Den store venlige kæmpe’ er produceret af Disney. Drømmefabrikken, der år efter år har støbt fundamentet for animationsfilm, ligesom Spielberg har defineret det rendyrkede eventyr på det store lærred. Tidsafstanden mellem Snehvide og de syv små dværge er for stor til at sammenligne Walt Disney med Steven Spielberg, men inspirationen er ikke at tage fejl af.
- Mine forældre ville ikke have, at jeg så tv. De mente, at det havde en dårlig indflydelse. Jeg måtte ikke se ’Dragnet’, og i stedet sendte de mig i biografen for at se en Walt Disney-film. De var bare ikke klar over, at en animeret Walt Disney-film byder på mere frygt og gru end en enkel episode af ’Dragnet’. Det indså de aldrig. Så de sendte mig i biografen. Og jeg var traumatiseret! Men jeg var også fortryllet og oplyst.
Før ’Den store venlige kæmpe’ instruerede Spielberg tre historiske dramaer; War Horse, Lincoln og Spionernes bro. Den aktuelle familiefilm kan derfor virke som et pusterum ovenpå tre krigsrelaterede produktioner. Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen.
- Jeg tænker ikke i balance. Det som er mest interessant kommer i første række. Når jeg spørger mig selv, om jeg er interesseret i et projekt, og svaret er ”Jeg vil aldrig være i stand til at leve med mig selv, hvis jeg ikke fortæller denne historie”, så er det min næste film. Det er én ting ad gangen. Jeg har ingen plan. Jeg har ikke noget kort.
Symptomatisk er Spielbergs næste film noget helt andet. En stort anlagt science fiction-film baseret på romanen Ready Player One. Optagelserne er netop gået i gang, men først handler det om ’Den store venlige kæmpe’, der måske er instruktørens farvel til familiegenren. Den føltes i hvert fald sådan med dens fine hyldest til barndommen, og det der kommer efter. På den anden side ved man aldrig. Spielbergs cv er uforudsigeligt, og han mangler stadig at instruere en overnaturlig fuldblodsgyser eller for den sags skyld en superheltefilm.
- Hvis jeg fandt en historie, som jeg synes om, ville jeg lave en superheltefilm. Men jeg har endnu ikke fundet en! Jeg elskede Guardians of the Galaxy. Hvis de havde tilbudt mig den film, havde jeg lavet den. Men det gjorde de altså ikke, lyder det med et smil fra filmhistoriens måske mest succesfulde instruktør.