Oversete favoritfilm #27: Mary and Max

Fantastisk animation for voksne
Billede
(© Melodrama Pictures)

Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af Julius Kamper, der også er fast blogger på kino.dk.

Der er noget fantastisk ved at ’opdage’ film. Film, man aldrig havde hørt om førhen. Film, mange mennesker slet ikke havde hørt om. Film, der rammer så smalle publikum, at de måske bare har et særligt sted i hjertet på dem, som så dem. Sådan en film er Mary and Max, én af de få animationsfilm, der er lavet udelukkende til voksne.

Nu vil jeg udelukke Pixar her – de prøver virkelig at lave film for alle – men udover dem er langt størstedelen af de nuværende animationsfilm 1.) enorme hundredemillions-CG-produktioner, 2.) der fortæller følelsesmæssigt vægtløse historier om talende dyr, og 3.) er primært henvendt mod børn under 12 år. Og der er helt rimeligt en plads til disse film. På det seneste, mens mainstream-animationsfilm er blevet større, flottere, og markant mere upersonlige, har der også været en genopblussen af mediet fra de uafhængige filmmagere, der ser mediet som et værktøj til at fortælle mere modne og intime historie, fra teen-dramaet Persepolis til krigs-dokudramaet Waltz with Bashir. Andre film som Wes Andersons Fantastic Mr. Fox og den nyligt aktuelle Anomalisa har benyttet det håndlavede look af det klassiske “claymation”, altså lerfigurer, til at forbedre deres æstetik. 

Mary and Max/Melodrama Pictures

Her kommer der en film som 'Mary and Max', et hjerteskærende stopmotion-mesterværk af den australske instruktør Adam Elliot, ind i billedet, som formår begge dele - ikke nok med at kulisserne og karaktererne er charmerende håndlavede - de bliver brugt til at understrege en følelsesmæssig tung historie, en sursød fortælling om to umage venner.

Disse to venner er den 8-årige Mary Dinkle (Først Bethany Whitmore og senere Toni Colette), en genert, bebrillet australsk pige med et ”bæ-farvet” modermærke i panden, og Max Jerry Horowitz (Philip Seymour-Hoffmann), en 44-årig tyk, jødisk ateist med Aspergers-syndromet, som kæmper sig gennem en angstfuld eksistens i New York. En dag, da Mary er på posthuset med hendes kleptomane mor - en fugleskræmsels-lignende kvinde, som på daglig basis drikker sig fuld i sherry, mens hendes mand udstopper fugle i deres skur - river hun tilfældigt Maxs navn ud af telefonbogen, og hun beslutter sig for at sende ham et brev, hvor hun spørger, hvor babyer kommer fra. (I Australien finder fædrene angiveligt babyerne i bunden af ølkrus).

Mary and Max/Melodrama Pictures

Max skriver så et ekstremt langt og akavet svar, hvor han fortæller om alle de jobs, han har haft - frisbee-printer, gadefejer, talnusser i hæren, kommunist - og giver samtidig Mary et indblik i hans noget særlige vaner og overbevisninger. Således begynder deres 22-årige korrespondance, som filmen følger fra 1976 til 1998. Undervejs bliver Mary voksen – evigt akavet, venneløs og nogle gange selvdestruktiv – og Max bliver federe og mere socialt utilpas i takt med, at han går igennem adskillige følelsesmæssige traumer. 

Og mens et penneven-forhold med en latterligt overvægtig midaldrende jødisk ateist med Aspergers lyder som præmissen for en sketch i Cirkusrevyen, fylder Elliot historien med næsten uvant charme og kærlighed. Og det er nok fordi, det er hans historie. Elliot har nemlig selv opretholdt et brevvenskab med en Max-lignende type, og detaljerne af denne korrespondance forklarer filmens “Based on a true story”-mærkat. Jeg har selvfølgelig ingen anelse om, hvor stor en del af karakteren Max har rødder i den virkelige verden, men mange af hans små særtræk, hans kærlighed til chokoladehotdogs, hans manglende evne til at græde, de bizarre små samlergenstande, bærer en “det er så langt ude, at det kun kan være sandt”-vibe.

Næsten hele filmen består af Mary og Max’ reaktioner over hinandens breve, og mens dette måske ville opfattes som en kedelig brevfilm, er vi i stedet fuldstændigt opslugt af karakterernes komplekse følelser. Som alle venskaber har dette også dets op- og nedture (Marys breve giver ofte Max komalignende angstanfald), men de bliver begge hinandens bogstavelige livliner, og de er en konstant for hinanden i en verden, der lader til at have opgivet dem totalt.

Mary and Max/Melodrama Pictures

Og hvis alt dette nu lyder frygteligt og alvorligt, så er det netop tilfældet - og alligevel ikke. Der er masser af humor i filmen, visuelle gags, gode ordspil (”He doesn’t like to leave the house, which is a disease called homophobia”), men mange af filmens sjove øjeblikke er mere tragikomiske end noget andet. Tonen her, især hen imod slutningen, er vemodig, sandhedsanerkendende, glæde og sorg på samme tid. At opnå dette niveau af følelsesmæssig resonans er en enorm bedrift i et hvilket som helst medium, men det faktum at 'Mary and Max' opnår dette ved hjælp af modellervoksfigurer er en indikation af både fortællingens styrke, men også animatorernes evner. Filmen tog fem år at lave, og med undtagelse af noget digital manipulation til at fjerne snore og lægge nogle digitale elementer som røg ind, er hver eneste kulisse, hver eneste figur og rekvisit optaget uden hjælp fra computere. Elliots visuelle stil, som minder lidt om en mørkere version af “Wallace and Gromit”, er fantastisk, med skæve bygninger og deforme karakterer, der bevæger sig med næsten uhørt komisk timing.

Alt dette bliver så underbygget af de fuldstændigt forrygende stemmeskuespillere. Bethany Whitmore og Toni Colette, som spiller henholdsvis Mary som barn og voksen, kanaliserer et desperat behov for accept i samfundet, og Philip Seymour Hoffman er forrygende hvæsende i takt med, at Max’s krop kæmper med hver eneste bevægelse og konstant mumlende forrygende udtryk. Jeg ville ønske, at der fandtes en live-action-udgave af Hoffmanns præstation, men “Mary and Max” er en stopmotion-film, der ikke kunne være blevet fortalt på nogen anden måde.

'Mary and Max' er, siden jeg så den i vinter, blevet én af mine yndlingsfilm. Men hvor mange kender den egentlig? Og i så fald, hvad syntes du om den?